Mor sagde igen, at vi skulle give dem det større værelse! Signe stormede ind i døren uden at hilse. Hendes ansigt glødede af retfærdig vrede, og i hendes hænder knugede hun lejlighedsnøglerne som om de var en pistol.
Jeg stod fastfrosset med en kop te i hånden. Det var fredag aften, og jeg havde planlagt en stille stund efter en hård arbejdsuge – men så var roen forsvundet. Anders sad på sofaen, stirrede på sin telefon og lod som om han ikke hørte sin svigerdatters råb.
„Signe, vi har jo allerede snakket om det,“ svarede jeg så roligt som muligt, selvom jeg følte, at jeg koge. „Anders og jeg bor i dette værelse, fordi vi betaler huslejen. I har boet her gratis i seks måneder, mens vi har betalt afdragene.“
„Gratis?!“ skreg Signe. „Men vi er familie! Eller tror du, fordi du har købt lejligheden, så kan du bestemme over os?“
Historien startede for otte måneder siden, da jeg endelig fik råd til en treværelses lejlighed i et roligt kvarter i København. År med opsparing, afkald på ferier, overarbejde – alt dette havde givet mig de eftertragtede kvadratmeter. Anders var begejstret og lovede, at vi nu skulle leve godt. Vi flyttede ind, slog os ned, og de første to måneder var vi lykkelige.
Så kom den såkaldte „midlertidige situation“. Signe og hendes mand Viggo mistede deres lejebolig, fordi udlejer skulle sælge. De havde ingen hast med at finde nyt, for de tænkte: Hvorfor lede, når de har en bror med en treværelses lejlighed?
„De kan blive her et par uger, indtil de finder et sted,“ forsøgte Anders at overbevise mig. „Vi kan jo ikke smide min søster ud på gaden.“
Et par uger blev til en måned, så to. Signe og Viggo indtog det lille værelse og virkede ikke i al hast med at flytte. Deres krav voksede.
„Mor har ret,“ fortsatte Signe, mens hun satte sig som husets herskerinde. „Vi er to, I er to, men vi har flere møbler, så det lille værelse er trangt. Det er logisk, at I skifter værelser med os. Desuden snorker Viggo, så han har brug for bedre lydisolering, og væggene i den store stue er tykkere.“
Jeg så på Anders, der fortsatte med at stirre på sin telefon. Når en beslutning skulle træffes, forsvandt han altid.
„Signe, jeg køber Viggo ørepropper,“ sagde jeg, mens jeg holdt mig tilbage så hårdt som muligt. „Men vi skifter ikke værelser. Det er vores lejlighed, og vi har ret til at bo, hvor vi vil.“
„Din lejlighed!“ råbte svigerdatteren. „Du tror, du er dronning, fordi du har købt den! Hvad med os? Vi er Anders’ familie, betyder det ikke noget?“
„Jeg slår ikke noget ind,“ protesterede jeg, mens pulsen hamrede i min tinding. „Lejligheden blev købt med mine penge, står i mit navn, og jeg betaler lånet. I har boet her gratis i seks måneder, og jeg har aldrig bedt om en krone, ikke engang for el og vand.“
Signe kastede armene i luften. „Hører du, Andryusha? Din kone nagler os med regninger! Mor havde ret – hun ser dig kun som en pengepose!“
Anders løftede endelig blikket fra telefonen. Jeg så håbefuldt på ham, men han sagde kun: „Lad os ikke skændes. Måske skal vi overveje… Det er jo trangt for dem i det lille værelse.“
Jeg kunne ikke tro mine ører. Min mand, som lovede at stå ved min side, tog sin søsters parti i min egen lejlighed!
„Anders, er du seriøs?“ min stemme rystede.
„Kom nu, lad os bare… Jeg siger bare, at vi kan kigge på muligheder. Det er jo familie,“ mumlede han.
Familie – et ord, der de sidste seks måneder var blevet til en forbandelse. Familie krævede eftergivenhed, tålmodighed, penge, plads, tid. Og gav kun kritik, krav og nye ofre.
„Præcis!“ sprang Signe ind. „Familie! Og du, Freja, forstår det tydeligvis ikke. Mor sagde altid, at Anders skulle gifte sig med en mere simpel pige, uden dine ambitioner og lejligheder. En, der respekterer familien!“
Ambitioner – sådan kaldte hun mine år med hårdt arbejde, opsparing og afkald på fornøjelser for at eje et hjem. „Simplere“ betød tydeligvis en, der stille tjente sin mands slægt uden at stille spørgsmål.
„Ved du hvad, Signe,“ rejste jeg mig, smadrede koppen så teen spruttede ud på bordet. „Jeg forstår ikke denne slags ‘familie’. En familie, der kun tager og kræver. En familie, der ikke respekterer andres arbejde og ejendom. Og ved du hvad? Jeg gider ikke forstå længere.“
„Åh, du er så såret!“ sprang Signe op. „Andryusha, se! Din kone vil smide os ud! Mor vil blive chokeret!“
Min svigermor, Tove, havde fra første dag gjort det klart, at jeg ikke var god nok for hendes søn. For selvstændig, ambitiøs, for meget af alt. Da jeg købte lejligheden, blev hendes utilfredshed kun større. „En rigtig kone venter på, at manden skaffer et hjem til familien,“ sagde hun. Det var ikke et problem, at hendes søn på 32 år stadig boede til leje.
„Lad hende blive chokeret,“ svarede jeg, mens jeg så Signe i øjnene. „Og ja, jeg beder jer om at flytte ud. I har to uger til at finde et sted.“
„Hvad?!“ skreg svigerdatteren. „Anders, hørte du? Hun smider os ud!“
Anders så bleg og forvirret ud. Han havde tydeligvis ikke forventet dette vendepunkt.
„Freja, hvorfor så pludseligt… Lad os tale roligt om det…“
„Vi har diskuteret i seks måneder, Anders. Seks måneder har jeg tolereret din søsters arrogance, hendes krav, hendes påstande. Seks måneder ventet på, at de skal finde et sted. Seks måneder håbet på, at du endelig ville stå på min side. Men du foretrækker at lade som om intet sker.“
„Jeg vil bare undgå konflikter i familien…“
„Og jeg vil ikke blive fortalt, i mit eget hjem, hvilket værelse jeg skal bo i! Jeg vil ikke blive kritiseret for den lejlighed, jeg har bygget med mit sved og blod! Jeg vil ikke støtte voksne, der ikke har sagt tak på seks måneder!“
„Så skal vi takke dig også!“ råbte Signe. „For at bo i dette skrammel på landet? For at klemme os ind i et lille rum? Vi gør dig en tjeneste ved at bo her! Viggo skal pendle tværs over byen hver dag!“
Jeg kaldte lejligheden et skrammel – en betegnelse for de fem år, jeg havde investeret i hver eneste kvadratmeter.
„Så hvad så? Find en lejlighed tættere på Viggos arbejde. Jeg er sikker på, at I kan leje noget i centrum.
