– Åh, den gamle heks vil nok igen kalde på os, siger jeg, mens fingrene trommer på rattet. – Og du vil som altid sige ja!
– Hold op med at kalde hende sådan, sukker jeg. – Maria Nielsen, min svigermors mor, bor helt alene. Er du ikke en smule medliden?
– Medliden er jeg kun med bierne, svarer jeg. – De sidste fem år har vi kunnet køre til hende hver weekend, men har vi overhovedet fået et tak? Hun er altid utilfreds: en gang er suppen for salt, en anden gang er gulvet ikke skrubbet ordentligt…
Jeg stirrer ud gennem vinduet på de hastigt susende træer. Turen til min svigermors hus har altid virket uendelig, selvom vi kun skal køre en halv time fra København. Disse besøg er blevet en stribe af gnidninger i familien, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den ensomme gamle dame.
– Og hvorfor skal vi efter farens død rode med hans mor? – fortsætter jeg. – Hun har jo også en søn, Viktor, min onkel. Hvorfor hjælper han ikke?
– Du ved, han bor i Aalborg…
– Og hvad så? Kan han ikke komme forbi en gang om året? Eller sende penge? Åh ja, han har jo “vigtigere” ting at lave!
Vi drejer ud på en grusvej. Foran os træder et gammelt bindingsværkshus med blåkittede vinduesrammer frem. Selvom bygningen er gammel, er gården pæn: en fejet sti, velordnede grøntsagsbede, æble- og kirsebærtræer i haven.
– Vi er fremme, siger jeg stille.
Motoren slukkes, og jeg kaster et blik på min kone.
– Håber du i dag slipper for hendes gnaven snak om sygdomme.
– Søren! Hun er 83 år! I den alder bliver man syg, det er naturligt.
En lille, spinkel kvinde i en blå bomuldskjole og et hvidt forklæde træder ud på trinnet. Hendes sølvhår er sat i en stram knold, og hun bærer runde metalbriller.
– Velkommen, mine små fugle! – Maria Nielsen råber med en overraskende klar stemme. – Jeg troede næsten, jeg ikke ville se jer i dag.
– Hej, Maria Nielsen, smiler jeg og løfter poserne med indkøb.
Hun nikker kun som hilsen og går ind i huset.
– Jeg har bagt æble- og kål tærter, siger hun. – Jeg ved, du elsker kål, Søren.
Jeg følger efter min svigermor. Indenfor dufter det af frisk brød og urter, og et linneddækket bord er allerede dækket med en gryde og tallerkener med tærter. Hun har altid forberedt sig grundigt.
– Maria Nielsen, du må ikke stå så længe, siger jeg blidt. – Vi kunne have lavet noget selv.
– Åh, kære, gamle vaner dør aldrig. Jeg har altid lavet mad – på byggepladsens kantine, hjemme til min mand og mine sønner. Mine hænder knader dejen, selv når benene giver op.
Jeg kommer tilbage fra gården med en bunke brænde.
– Maria Nielsen, du mangler igen brænde. Skal jeg hente noget hos naboen til i morgen?
– Tak, Søren, svarer hun med et smil. – Du er som en far, altid hjælpsom. Himlen skal belønne dig…
Jeg kniber læberne sammen. At høre om min far fremkalder altid blandede følelser. Hans død for fem år siden efter en svær sygdom har efterladt et tomrum. Min yngre bror Viktor flyttede til København, slog sig ned som arkitekt og har næsten mistet kontakten.
– Sæt jer og drik te, siger Maria Nielsen, mens hun går hen til bordet. – Katja, hent marmeladen fra skabet, den er hindbær.
Ved bordet spørger hun altid om livet i byen, arbejdet og helbredet. Jeg svarer kort, mens min kone holder samtalen i gang og fortæller, hvad der sker i nyhederne.
– Hvornår får I børn? spørger hun pludselig. – Jeg vil så gerne holde mine oldebørn i armene inden jeg går bort.
Jeg bliver kortvarigt tavs. Spørgsmålet er altid der, men vi undgår det.
– Maria Nielsen, vi har travlt med arbejde. Jeg er på vej op i ledelse, og Katja er flyttet til en ny skole…
– Arbejde er arbejde, men livet går forbi. Min søn Sem er også altid på arbejde, men så er han væk. Børn er en gave i alderdommen. Jeg har kun jer…
Hun sukker og kigger ud i den faldende skumring.
Efter teen hjælper jeg med at rydde bordet, mens min mand reparerer den slidte lade. Maria Nielsen sætter sig i sin yndlingsstol og tager et gammelt fotoalbum frem.
– Katja, kom og sidde ved mig, så ser du på billederne, siger hun, da jeg er færdig med opvasken.
Jeg sætter mig ved siden af hende. Hver gang vi besøger hende, bladrer hun i albumet og fortæller de samme historier. Men i dag er stemningen anderledes.
– Se her, peger hun på et falmet foto, hvor en ung kvinde står ved siden af en høj mand. – Det er mig og Ivan, min mand. Vi var netop blevet gift.
– Du ser så smuk ud på billedet, udbrød jeg.
– Jeg var landsbyens første skønhed, lo hun svagt. – Ivan jagtede mig i tre år, mens jeg afviste ham. Jeg var stolt.
Hun vender siden.
– Her er mine drenge – Sem og Viktor. Sem er en alvorlig, ansvarlig far. Viktor er livlig og munter.
– Maria Nielsen, hvorfor ser du så sjældent Viktor? spørger jeg forsigtigt.
Hun sukker og lukker albummet.
– Jeg er skyld i det, indrømmer hun. – Jeg elskede Sem mere. Han var den ældste, hjælperen. Viktor kom senere, da jeg allerede var træt, og han havde en viljestærk personlighed. Vi skændtes hele tiden.
Jeg ser overrasket på min svigermor. På fem år har hun aldrig nævnt sin skyld over for den yngste.
– Da Ivan døde, var Sem allerede voksen, havde sit eget liv. Viktor var stadig i skole. Det var hårdt. Jeg arbejdede på tre job for at forsørge dem. Sem hjalp til, men Viktor…
Hun tøver, mens hendes fingre gnider kanten af forklædet.
– Han løb hjemmefra, så snart han var færdig med skolen. Han gik til København og sagde, at der ikke var liv her. Måske havde han ret, men hans ord har boet i
