Den sidste høst – en drøm, der svævede over den lille landsby Skovby, hvor vinden bar duften af vilde bær og modne æbler.
– Jeg lader dig ikke gøre det, Gustav! Kun gennem min krop! – råbte Anna Sørensdatter, mens hun stod som en levende hegn foran grøntsagsbeddet.
– Gå væk, mor! Beslutningen er truffet! I morgen kommer maskinerne, og de vil flade hele marken. Papirerne er allerede underskrevet, – sagde Gustav med et tungt suk, uden at møde hendes blik.
– Hvilke papirer? Hvem gav dig ret til at sælge den jord, som din far har dyrket i fyrre år? På den jord har jeg bøjet ryggen hver forår! – den ældre kvinde knugede sine rynkede knytnæver, mens vinden legede med hendes sølvgrå hår.
– Lad os ikke dramatisere. Du er ikke længere i den alder, hvor du kan grave i jorden. Hvem har brug for dine agurke‑tomater? Alt findes i supermarkedet, – Gustav strakte sig efter porten, men mor lukkede den igen.
– I supermarkedet? – fnyste Anna med foragt. – Det er kun kemikalier! Din far vil vende sig i graven, hvis du fortsætter sådan!
Deres skænderi under det gamle æbletræ, hvis grene bugnede af saftige frugter, voksede til en rigtig storm. Rundt om dem lå frodige rækker med tomater, gyldne græskar og høje hindbærbuske. Luften var tung af urter og modne æbler, og himlen over Skovby var dybblå med langsomt drivende skyer.
Gustav, en høj mand med de første grå striber ved tindingerne, mærkede en brændende irritation indeni. Han var kommet fra København med en klar plan: sælge jordstykket til en entreprenør og bringe sin mor ind i en lejlighed i byen. Det gamle hus, hvor hans barndom var vokset op, var falmet, taget lækkede, og Anna havde hvert år sværere ved at holde gården i live. Men hun nægtede at høre om at flytte.
– Mor, vær fornuftig. Du er tooghalvfems. Du pløjler hele dagen, som om dit liv afhænger af det, – sagde Gustav.
– Sådan er det, – svarede Anna stille. – Dette er mit liv. Hvad vil jeg lave i en københavnsk lejlighed? Sidde foran fjernsynet? Jeg vil kvæle der.
– Ingen vil kvæle, – sagde Gustav og fjernede sine briller, mens han gned sin næse. – Du vil bo hos os. Else har allerede gjort et værelse klar, og barnebarnet Liva spørger hver dag, hvornår hun får sin bedstemor.
– Liva, min skat, – smilede Anna, og hendes ansigt lyste kortvarigt op. – Men jeg forlader ikke dette hus. Alt her er mit, alt er mit hjem. Hver krog husker din far.
Gustav sukkede. Mor var stædig som altid. Det var meningsløst at argumentere, men han kunne heller ikke lade hende blive alene i det forfaldne hus. Et plejehjem var ingen mulighed – hun ville ikke overleve et så stort svigt. En bylejlighed tiltog hende ikke. Men også livet på landet blev farligere med alderen.
– Hjælp mig med at samle den sidste høst, – bad hun pludselig med en blødere stemme. – Æbletræerne har givet mere end nogensinde. Det ville være en synd at lade dem stå.
Gustav gik med til at hjælpe, i håbet at arbejdet kunne give ham en chance for at tale om flytningen igen. De gik sammen til skuret for at hente kurve og en stige.
– Husker du, hvordan din far fik dig til at vande æbletræerne hver morgen? – spurgte Anna, da de nåede træerne. – Du var så vred på ham. Se nu, hvilken frugt det har givet! Din yndlings Antonovka.
– Jeg husker, – svarede Gustav tøvende, mens en knude dannede sig i halsen. – Men det var længe siden, mor. Tiden ændrer sig.
– Tiden ændrer sig, men folk er de samme, – bemærkede Anna filosofisk og rakte ham en slidt kurv. – Glem ikke dine rødder.
Solen sank langsomt, malede himlen i røde nuancer, mens de arbejdede skulder ved skulder og samlede de saftige æbler. Gustav så på hendes hænder, de rynkede og slidte, men i hendes øjne brændte den samme stædige ild som i hans ungdom.
– Jorden er levende, – brød Anna stilheden. – Den mærker alt og husker alt. Hvis du behandler den med kærlighed, vil den belønne dig.
– Mor, – lagde Gustav en kurv på jorden og så hende alvorligt i øjnene, – jeg solgte jordstykket ikke for pengene. Jeg bekymrer mig om dig. Du er alene, uden hjælp, uden ordentlig lægehjælp. Hvad hvis noget sker?
– Der vil ikke ske noget, – afviste Anna. – Vasili fra nabohuset kommer hver dag forbi. Og Petra på den anden side af vejen hjælper altid. Vi klarer os.
– Vasili er syvti år, og Petra kan knap gå, – protesterede Gustav. – Hvem er deres hjælp?
– Lad ikke de gamle kvinder blive fornærmet! – råbte Anna. – Vasili bragte mig i går en hel balje hindbær, samlet selv. Og Petra laver de bedste æblekager, du kan slikke fingrene af.
Gustav rystede på hovedet. Anna levede i en verden, hvor naboerne var evigt unge og stærke, hvor haven gav bedre næring end noget supermarked, og hvor fortiden vejede tungere end fremtiden. Hvordan skulle han forklare, at han blot ønskede at beskytte hende? Hver gang han tog til København, låste han sig op om natten med tanken om, at hun kunne glide på det isglatte trin eller falde i grøften på marken.
– Ved du hvad, din kone ringede i dag, – sagde Anna pludselig, mens hun forsigtigt lagde æbler i kurven. – Else?
– Else? – spurgte Gustav overrasket. – Hvorfor?
– Hun bad mig prøve at påvirke dig. Hun sagde, du er udslidt, arbejder som en galning, og hun er bekymret for dig.
Gustav smilede. Else havde altid stået på hans mors side, selv når de skændtes.
– Hun foreslog, at du og Liva skulle
