— “Du har lavet en overdådig renovering for din mor, og nu kræver du 300 000 kroner af mig?” – udbrød Rigmor vredt, mens hun viftede med en udskrift af bankoverførsler foran sin mand.
Anders sad ved køkkenbordet, stirrede på sin telefon. Han havde en krøllet T‑shirt med logoet fra et glemt rockband, og han så ud til at have sovet dårligt – mørke rande under øjnene og ujævnt skæg.
“Du har lavet en luksusrenovering for din mor, og nu vil du have 300 000 af mig?” spurgte Rigmor igen, mens hun lukkede dokumenterne.
“Anders, hvorfor starter du sådan her? Det var vores fælles penge,” mumlede han uden at kigge op.
“Fælles?” sukkede Rigmor og satte sig overfor ham. “Anders, skat, hvornår har du sidst bidraget til fælleskassen? For tre måneder siden? Fire?”
Hun lænede sig tilbage i stolen, armene krydsede over brystet. Håret var samlet i en sløv hestehale, hvor stråler stak ud og ramte hendes trætte ansigt. Hun havde en huskjole med et lille blomstermønster – en gave fra svigermor den 8. marts sidste år.
“Jeg har ingen ordrer lige nu,” sagde Anders endelig og så op. “Du ved, hvordan freelancere er.”
“Jeg ved det,” nikkede Rigmor. “Derfor har jeg ladet vores buffer stå urørt. Og hvad gjorde du? Du brugte den hele på din mors lejlighedsrenovering!”
“Ikke hele,” protesterede Anders. “Det er jo min mor, jeg må hjælpe hende.”
“Du må,” gentog Rigmor. “Men jeg har ikke ‘må’, vel? Ikke for mig? Ikke for vores kommende barn?”
Anders så forskrækket på sin kone.
“Hvad for et barn?”
Rigmor trak stille en graviditetstest frem fra sin kjolelomme og lagde den på bordet mellem dem.
“Den her.”
Stilheden hængte i køkkenet. Ude summede en bil, en hund gøede i haven. Anders så på testen, som om den var en bombe med tikkende timer.
“Hvorfor… hvorfor sagde du det ikke med det samme?” udbrød han endelig.
“Fordi jeg fandt ud af det i går aftes. Jeg ville overraske dig i dag, jeg købte endda små sparkeboots…” hans stemme vaklede. “Og så så jeg, at 300 000 var blevet trukket fra kortet. Alt, vi havde sparet til udbetalingen på vores nye lejlighed.”
Anders gned sig i tindingerne.
“Mor ringede, sagde røret brød, vandet flød ind i lejligheden nedenunder… Jeg kunne ikke sige nej.”
“Kunne du ikke have spurgt mig?”
“Du ville ikke have ladet det ske.”
“Selvfølgelig ville jeg! Vi har sparet i to år! To år har jeg levet på anden hånd, købt tøj i genbrugsbutikker, opgivet ferier…”
“Mor betaler tilbage,” sagde Anders stille.
“Hvornår? Hvordan? Hun er pensionist!”
“Hun vil sælge sommerhuset.”
Rigmor lo skarpt, men uden glæde.
“Sommersættet? Det samme sommerhus hun har prøvet at sælge i tre år? Anders, vågn op! Din mor vil aldrig kunne betale pengene tilbage, og du ved det.”
“Du tør ikke tale sådan om min mor!”
“Og du tør ikke bruge vores penge uden at fortælle mig det!”
De stod over for hinanden som boksekaratere i en ring. Rigmor åndede tungt, hænderne rystede let. Anders knyttede næverne, kæben spænder.
“Ved du hvad,” sagde Rigmor pludselig med en iskold stemme, “hvis du mener, du har ret til at disponere over vores fælles penge alene, så vil jeg også tage en ensidig beslutning.”
“Hvad mener du?”
“Jeg flytter hjem til mine forældre. Jeg overvejer, om jeg vil opdrage et barn med en mand, der sætter sin mor over sin egen familie.”
“Anders, sig det ikke…”
Men hun var allerede på vej ud af køkkenet. Døren til soveværelset smækkede, og lyden af tasker rystede – hun pakkede.
Anders blev siddende ved bordet, stirrede på graviditetstesten. De to lyserøde streger blev slørede i hans syn.
Rigmors forældres lejlighed lå på den anden side af byen, i en ældre boligkvarter i Nørrebro. En fem-etagers blok, tredje sal, vinduer mod en travl gade. Rigmor stod i døren med to tasker, og hendes mor så på hende med bekymring.
“Hvad er sket, skat?” sagde hendes mor, Gitte, en kort, rund kvinde med venlige øjne.
“Må jeg bo hos jer lidt?”
“Selvfølgelig, kom ind! Far!” råbte hun ind i lejligheden. “Rigmor er her!”
Faderen, Søren, kom ud – en bred mand med gråt skæg, iført en slidt sweater og hjemmesko.
“Rigmor, hvor er Anders?” spurgte han og lagde mærke til taskerne.
“Vi har haft en skænderi, far.”
Forældrene udvekslede et blik. Gitte tog taskerne fra Rigmor, og Søren omfavnede hende og førte hende ind i køkkenet.
“Fortæl os,” sagde han, mens han satte sig ved bordet. “Mor, kog vandet.”
Rigmor fortalte alt: om pengene, svigermors renovering, testen. Gitte sukkede og rystede på hovedet.
“Åh, Anders, Anders,” sagde faren, da hun var færdig. “Jeg sagde jo altid: mandens mor er altid førsteprioritet. Sådan en mand hører kun hjemme i børnehaven, ikke i et ægteskab.”
“Far, lad være,” sagde Rigmor træt.
“Hvad så?” fortsatte han. “Hvor mange gange har jeg sagt: se dig selv i øjnene! Altid løber du rundt for mor. Henter indkøb, skifter pærer, og nu en renovering med jeres penge…”
“Seryozha, nok
