Hej, du må bare høre, hvad der skete i går hos os – det var virkelig et familiemiddag, ingen havde set frem til.
– Du er helt skør! Vi kan da ikke invitere dem! – sagde jeg og trommede nervøst med fingrene på bordpladen.
– Hvorfor ikke? Min bror, for resten – sagde Anna og så væk mod vinduet med læberne presset sammen.
– Bror, som du ikke har set i femten år! – jeg rejste mig fra bordet, gik hen til hende. – Så dukker han op ud af det blå, og du vil lige invitere ham til middag?
– Det er ikke ud af det blå, – Anna prøvede at holde roen, men hun var tydeligt anspændt. – Valdemar er kommet hjem fra Aalborg. Hans forretning gik i stå derovre.
– Selvfølgelig! – udbrød jeg. – Så kommer han nu for at låne penge af sin søster, som han forlod i den sværeste tid. Har du glemt det?
Anna vendte sig væk og lod som om hun var optaget af at tørre komfuret, selvom det allerede skinnede som nyvasket.
– Jeg har ikke glemt noget. Men han er stadig min bror.
– Og jeg er din mand, så jeg er imod.
Anna sukkede dybt, så på mig.
– Hør, jeg har allerede inviteret dem. Valdemar kommer med sin kone Sofie og deres søn Gustav i aften.
Jeg lukkede øjnene og sukkede langsomt.
– Og hvornår skulle du have sagt det? Fem minutter før de ankommer?
– Jeg…
Før hun nåede at færdiggøre sætningen, ringede telefonen. Hun så på skærmen og rynkede panden.
– Det er Kirstine.
– Så er det jo endnu en datter, vi mangler for at føle os fuldstændige, – mumlede jeg. – Ved hun, at onkel Valdemar er dukket op?
– Nej. Jeg har slet ingen idé om, hvorfor hun ringer. Efter vores store skænderi har vi næsten ikke talt sammen.
Anna løftede røret.
– Hallo? Kirstine?
På den anden side lød en livlig stemme.
– Mor, hej! Håber du og Oskar ikke har noget imod, at vi smutter forbi til middag? Jeg har en vigtig nyhed!
Jeg knækkede næsten af grin, men Anna smilede bredt, som om hun ville vise mig, at hun havde det sjovt.
– Selvfølgelig, kom bare! Vi glæder os.
– Perfekt, så ses vi klokken syv. Og ja, vi har også en gæst med.
Før Anna nåede at spørge, hvem den “gæst” var, lagde Kirstine på.
– Du kan mærke, hvor fedt det er, Viktor! – udbrød jeg. – Hele familien samles!
– Jeg forstår ikke, hvorfor du er så glad, – sagde du og gik ud af køkkenet. – Glemmer du, at vi har billetter til teatret klokken ni?
– Åh nej! – sagde Anna og pressede hænderne mod kinderne. – Jeg har helt glemt det.
– Så ringer jeg dem alle og siger, at de skal komme en anden dag.
– Men Viktor…
– Ingen “men”! – afbrød du og smuttede ind på badeværelset.
Anna satte sig tungt på en stol, gnubbede sine tindinger. Billetterne til “Figaros Bryllup” havde du købt for en måned siden – en gave til vores 20‑års bryllupsdag. Nu…
Hun rejste sig, åbnede køleskabet og sagde til sig selv, at hun nu måtte lave mad til alle. Jeg ved, du vil sikkert blive sur, men vi kan jo ikke smide gæsterne ud på gaden. Desuden har jeg ikke set Valdemar i evigheder, og Kirstine… Vi har haft et brud med hende for et halvt år siden, fordi hun gik sammen med Oskar, som jeg fandt for gammel og med en lille dreng fra et tidligere ægteskab. Men nu ser det ud til, at de stadig er sammen.
Jeg fandt kød, grøntsager og gik i gang. Da du kom ud af badeværelset, duftede hele køkkenet af det, der var på vej til ovnen.
– Jeg ser, du har besluttet dig, – sagde du tørt.
– Viktor, kom nu! – sagde jeg og tørrede hænderne på et viskestykke. – Det er jo skønt, når hele familien samles!
– Hvilken familie? – grinede du. – Bror, der ikke har sat foden i døren i femten år? Datter, der ikke har ringet i måneder? Eller snakker du om min ukendte svigersøn og hans barn?
– Måske bliver alt bedre i dag? – sagde jeg håbefuldt.
Du rystede bare på hovedet, men gik i seng uden at diskutere videre. Jeg sukkede og gik tilbage til madlavningen. Selvom du havde ret – vores liv er roligt og planlagt. Vi er begge lærere: du i fysik på gymnasiet, jeg i dansk og litteratur på folkeskolen. Om aftenen drikker vi te, snakker om eleverne, planlægger weekenden, og af og til går vi i teatret eller på et museum. Gæster er sjældne, mest kolleger eller gamle skolekammerater. Forældre til mig og Valdemar var døde for længe siden, så bror flyttede til Aalborg og melde sjældent fra – kun et nytårskort indimellem.
Kirstine har også haft sine problemer. Hun var altid lidt vild. Hun startede på økonomi på universitetet, men droppede ud efter to år for at arbejde i en café. Det slog mig hårdt, for jeg havde håbet, hun også ville blive lærer.
Pludselig bankede det på døren. På trappen stod vores ældre nabo, Lise.
– Hej, Anna, jeg har bagt småkager, kom og smag, – sagde hun med et skålt låg.
– Lise, du er lige i tide! Jeg har uventede gæster i aften.
– Virkelig? – kiggede hun nysgerrigt. – Hvem er de så?
– Min bror Valdemar med sin familie og min datter Kirstine med sin… mand.
– Med mand? – løftede Lise øjenbrynene. – Er der et bryllup på vej?
– Jeg ved ikke, hvad hun tænker, – svarede jeg og rystede på hovedet. – Hun sagde bare, at hun har en vigtig nyhed.
– Åh, lad os håbe på det bedste, – sagde Lise. – For resten, min nevø Nikolaj fra Odense er kommet på besøg. Han er pensioneret soldat, enlig, og sidder fast derhjemme. Måske kan du invitere ham til middag? Han mangler lidt selskab og måske et job.
Jeg tøvede,
