Jeg sagde til min mand, at jeg var fyret… Så hørte jeg ham snakke om mig med sin mor. Freja – sådan kaldte alle hende, selvom hendes rigtige navn var Frederikke – var på vej til sit bord på Café Nyhavn for endelig at få en stille bid mad. I det øjeblik vendte hun sig brat om, da nogen kaldte hende ved hendes gamle kælenavn. På kontoret i Aarhus, hvor hun havde arbejdet i fem år, blev hun kun kaldt ved sit fornavn og patronymikon: Vibeke Andersen.
En mand skyndte sig ind fra indgangen. Hans smil var smertefuldt velkendt for hende. Så gispede Vibeke næsten af overraskelse.
„Anders?! Det kan ikke være!“
Manden lo lystigt, gik tættere på og omfavnede hende som en stor, godmodig bjørn.
„Måske, Freja, måske! Der sker jo alverdens under i denne verden!“
Hun trak sig lidt tilbage og studerede hans ansigt.
„Hvad laver du her? Du forlod os, næsten til verdens ende! De sagde, du var væk for altid. Jeg hørte, alt gik godt for dig, og du tænkte aldrig på at komme tilbage!“
Anders lo igen, kastede hovedet tilbage.
„Så vores lille ‘telegraf’ stadig virker uden afbrydelser?“
Vibeke smilede akavet:
„Ja… du ved, hvordan vores bedstemødre ved indgangen altid skynder sig at fortælle alle, hvordan du har det, og hvor meget du vejer!“
„Jeg tvivlede ikke på det,“ sagde han med et smil. „Men jeg ville komme tilbage på en måde, så du ville fortryde, at du ikke stoppede mig. Forstår du, hvad jeg mener?“
Vibeke lo let, uden den gamle bitterhed. Tolv år var gået siden de gik hver til sin. Det første år efter bruddet var ren pine for hende – selv et smil var tvunget.
Den gang havde de skændtes om en bagatelle. Nu virkede det ubetydeligt, men dengang var det som om en krig brød ud mellem dem. Gnister fløj, stemmer tordnede, luften vibrerede af spænding. Anders brændte bogstaveligt talt af vrede.
„Tror du, at folk mister evnen til at vokse, når de bliver gift? At karriererne slutter, og de bare stopper med at udvikle sig?!“
Vibeke ville tie. Hun vidste, hvor meget Anders værdsatte familie. Men hun kunne ikke lade være med at skubbe sig selv ind i konflikten. Hun sprang skarpt op fra stolen:
„Ja! Præcis! Efter brylluppet ændrer alt sig. Folk begynder at tænke anderledes. De mister ambitionen, mister drivkraften. Med andre ord – de bliver kedelige!“
Anders trak sig tilbage. Vibeke fortrød straks sine ord. Hun ville dæmpe situationen, men det var for sent. Indtil da havde de aldrig skændtes. De havde kun lavet planer, snakket om en fælles fremtid, om at starte en virksomhed, om at være sammen. Men nu var intet der – ingen penge, ingen stabilitet.
Et ord førte til et andet, og en kløft voksede mellem dem. Senere forsøgte Vibeke længe at forstå, hvad der var sket. Det så ud som om begge var overmandet af pludselig galskab.
„Okay, Freja!“ sagde han og kastede et ødelæggende blik på hende. „Jeg skal giftes. Lige nu. Og jeg vil opnå alt, hvad jeg vil. Forstået?“
„Jeg sagde jo, jeg er ikke klar!“ råbte hun, stemmen rystende af smerte.
„Jeg havde ikke tænkt mig at gifte mig med dig!“ svarede han skarpt, allerede på vej ud. „Der er mange andre piger, som ikke ser ægteskab som en fælde.“
„Så gå langt væk!“ skreg hun, knap nok i stand til at holde tårerne tilbage. „Må din hjerne endelig tørre ud!“
Han gik. Hun gik også. De skiltes som to fjendtlige skibe uden ammunition, men uvillige til at overgive sig.
De havde mødt hinanden i første klasse og var uadskillelige gennem hele skoletiden. De havde tilbragt hele deres ungdom sammen, altid sikre på, at de en dag skulle giftes. Og nu – bruddet.
Selvfølgelig holdt bedstemødrene ved indgangen sig ude af det. De ventede spændt på nyheder. Et par måneder senere hørte Vibeke, at Anders var blevet gift. Dagen efter deres skænderi rejste han mod nord. Hun troede det ikke, ville ikke tro det. Hun undgik bevidst sociale medier for at forhindre ham i at skrive eller undskylde. Men nysgerrigheden vandt. Hun loggede ind – og frøs. På billedet stod han ved siden af en pige i brudekjole.
Vibeke græd hele natten. Næste morgen vågnede hun anderledes. Et år senere giftede hun sig selv. Hendes udvalgte, Gunnar, var venlig men alt for afhængig af sin mor og uden ambitioner. Forslaget kom fra hende – hun annoncerede blot sin beslutning.
„Gunnar, vi har levet som en familie i lang tid. Jeg synes, tiden er inde til at gøre det officielt. Ingen stor fest – bare tage et sted sammen. Eller de tre, hvis du vil have din mor med.“
Gunnar var glad – Vibeke vidste aldrig, om han var gladere for brylluppet eller for at kunne tage sin mor med på tur. Svigermor Mette blev en fast del af deres liv, men Vibeke, optaget af arbejdet, lagde næsten ingen mærke til det.
Men tilbage til caféen.
„Hvis det får dig til at føle dig bedre,“ sagde Vibeke Andersen og så sin eks i øjnene, „så ja, det var ubehageligt at høre om din succes. Jeg har måske ikke bidt mig i albuerne, men det gjorde ondt.“
„Det er simpelt, Freja,“ svarede Anders med et mørkt blik. „Jeg blev træt af nord. Skilte mig fra min kone. Delte virksomheden. Hun blev der, jeg kom tilbage
