Hun sad stille ved bordet, men svigermor brød tavsheden med et stort smil: – Mette, du er en sand stjerne! Så smuk, så dygtig i køkkenet, og hjemmet er altid i topform. Hvor heldig jeg er at have min lille Peter! – sagde Birgitte, mens hun tog en stor skefuld af den kolde, nye sylte. – Min afdøde mand, må han hvile i fred, mente altid, at en kvinde skal kunne klare husstanden. Skønhed er jo bare et ekstra kryds på cv’et!
Mette grinede, rejste sig fra stolen og gik ind i køkkenet for at hente mere salat. Hun var vant til, at Birgittes ros ofte fulgte op af en skjult kritik.
– Peter skal være taknemmelig, at han har fundet sådan en kvinde, – fortsatte Birgitte, uden at lægge mærke til, at sønnen rynkede på panden. – Jeg har altid syntes, de moderne piger kun vil ud og danse i natklubber, mens vi i vores tid stod hjemme med gryden i hånden. Vi blev mødre tidligere, så var der mere ro i huset.
Peter kastede et bønfaldende blik på Mette, som netop var vendt tilbage fra køkkenet.
– Birgitte, prøv den lille salat med rejer, – sagde Mette roligt, som om hun ikke hørte den subtile påmindelse.
– Mange tak, min skat! Du skal nok klare alt, – nikkede svigermoren ivrigt. – Da jeg ventede på Peter, var jeg kun toogtyve, og livet gik let. I dag ser jeg alle de unge bygge karrierer og såre sig, når de vil have børn.
Mette holdt mund, pressede læberne sammen. Hun var toogtredive, og snakken om børn ramte som en kniv. Tre mislykkede IVF-forsøg lå stadig som en tung skygge over dem. Birgitte pressede på hver gang, hun var på besøg, og talte om barnebørn, indtil det blev uudholdeligt.
– Mor, lad os skifte emne, – sagde Peter og greb Mettes hånd. – Hvordan går det med den nye lejlighed? Har du fået flyttet ind?
– Hvad skal du sige, dreng! Alt er rodet, håndværkerne har hængt tapetet skævt, og jeg må selv gøre det sidste. Selvom jeg er blevet gammel, er jeg nødt til at klatre på stiger, – sukkede Birgitte. – Heldigvis hjælper naboen af og til.
– Vi har jo tilbudt at hjælpe, – mindede Peter.
– Hvor er jeg? I har jo så travlt med jeres liv. Hvem skal pleje en gammel dame?
– Mor!
– Jeg forstår, I er unge og har meget at se til. Men husk, jeg klarede alt selv, da min mand gik bort. Jeg arbejdede, holdt huset i stand og opfostrede vores barn alene.
Der faldt en tung stilhed. Peter holdt Mettes hånd hårdere. Mette stirrede på duppet på borddugen og vidste, at det var forgæves at argumentere med Birgitte – hun ville altid vende samtalen til, hvordan unge er dovne, og at “det var bedre før”.
– Husker du Sofie, min venindes datter? – spurgte Birgitte pludselig. – Hun har allerede fået sit tredje barn og er chefrevisor. Hun er kun niogtyve!
– Det er jo imponerende, – svarede Peter kort. – Mor, laver du en kage? Mette har bagt en æbletærte, som du elsker.
– Åh, tusind tak, skat! – strålede Birgitte. – Mette, du er en sand husmor! Da I først mødtes, var jeg så nervøs, fordi du er fire år ældre end Peter. Jeg var bange…
– Fire år er ingenting, – afbrød Peter. – Det betyder ikke noget.
– Selvfølgelig, selvom… – svajede Birgitte med armene. – Det vigtigste er, at I er lykkelige. Det ville bare være dejligt med børnebørn…
– Mor!
– Jeg gør bare, som en bekymret mor. Tiden går, og der er så mange tilfælde, hvor børn fødes med problemer, når de kommer sent.
Mette rejste sig hastigt.
– Undskyld, jeg skal lige ringe, – sagde hun stille og gik ud af rummet.
Peter så efter hende med et bekymret blik og vendte sig mod sin mor.
– Hvorfor gør du det her?
– Hvad gør jeg? – spurgte Birgitte forvirret.
– Du taler hele tiden om børn. Du ved, at vi har problemer.
– Jeg er bare bekymret for jer! Måske er vi ikke på den rigtige behandling. En nabo fortalte om en heks i Sjælland, der helbreder med urter…
– Mor, hold op, – sagde Peter fast. – Vi går til de bedste læger, og vi klarer det. Dine konstante sammenligninger hjælper os ikke.
– Jeg vil bare have barnebørn, min dreng, – brød Birgitte ud i tårer. – Så længe jeg lever…
– Du er kun otteoghalvtreds, mor.
– Kvinder i vores slægt går tidligt bort! – udbrød hun dramatisk. – Min mor døde i treogtres, bedstemoder før hende. Det er som en forbandelse.
Peter gned sig i næsen. Samtalen gik i ring, hver gang med den samme afslutning: Birgitte så såret ud, Mette trak sig tilbage, og han stod midt i flammerne.
Mette kom tilbage, rolig som altid, men hendes øjne glimtede lidt mere.
– Birgitte, vil du have en kop kaffe? – spurgte hun, som om intet var sket.
– Tak, pige, men jeg må holde mig fra kaffe på grund af blodtrykket, – sukkede svigermoren. – Men en kop te med kage, det er da fint.
Aftenen gik videre med snak om Birgittes helbred, hendes ensomme hverdag og de venner, hvis børn ringer hver dag. Peter prøvede at holde samtalen i gang, mens Mette mest holdt sig i baggrunden med et svagt smil.
Til sidst sagde Birgitte, at hun skulle hjem.
– Peter, kan du følge mig ud, – sagde hun, da hun tog sin frakke på. – Det er mørkt, og jeg er bange for at gå alene.
– Selvfølgelig, mor, – kyssede Peter Mette og løb ud.
Da døren lukkede, sank Mette udmattet på sofaen. Det var en tung aften, men hun holdt ud som altid. Hun tænkte på, at hun snart ville eksplodere af al den opsamlede frustration, men hun sagde ingenting. Peter elskede sin mor, selv med alle hendes fejl, og en åben konflikt ville kun gøre ham ulykkelig.
Mette begyndte at rydde bordet, da telefonen ringede. På skærmen stod svigermodernes navn.
– Birgitte, – sagde Mette overrasket, – glemte du noget?
– Nej, nej, skat, – kom svaret blødt. – Jeg ville bare sige, at Peter gik for at hente en taxa, og jeg tænkte, vi skulle tale
