Det var en tid, jeg nu kun kan huske som en drøm fra forgangen årti, da min svigerfar ankom med sin slidte kuffert.
Foråret stod i fuldt flor, og solens stråler sneg sig ind gennem køkkenvinduet, legende på den nymalede væg. Mariane stod ved komfuret og rørte i den kraftige grøntsagssuppe, mens hun kastede et blik på uret. Hun var blevet nødt til at stå op tidligt, for hun havde lovet sin mand, Søren, at lave hans yndlingsret. Søren havde været dyster hele gårsdagens aften, og Mariane ville gerne lette hans humør.
— Maren, har du set min blå slips? — kom Søren frem fra soveværelset med skjorten halvt knaplet.
— Kig i skabet, i højre skuffe; jeg strøg den i går, — svarede Mariane uden at løfte blikket fra gryden.
Morgenmaden forløb i den sædvanlige stilhed. Søren scrollede gennem nyhederne på sin mobil, mens han lejlighedsvis mumlede til sig selv, og Mariane så på ham, mens han spiste. Hun ville have spurgt, hvad der bekymrede ham, men holdt sig tilbage; hun tænkte, at han ville tale, når han var klar.
— Lækkert, tak, — sagde han, da han drak den sidste slurk kaffe og stillede koppen på bordet. — Jeg har noget, jeg skal fortælle dig… Min far kommer i dag. Han vil bo hos os et stykke tid.
Mariane stivnede med koppen i hånden. Klaus Andersen? Den samme mand, der ved deres bryllup havde gjort en scene, fordi han mente, bruden ikke var god nok for sin søn? Den, som i to år havde holdt afstand, uden at sende en eneste hilsen til deres højtider?
— Hvornår kommer han? — fik hun endelig sagt.
— Om aftenen. Jeg møder ham på arbejdet, — svarede Søren og undgik hendes blik. — Du ved, han har haft problemer med sin nye kone. Han vil bo hos os, indtil de får styr på tingene.
— Et par uger? — spurgte Mariane og rejste sig fra bordet. — Søren, du ved, hvordan han har behandlet mig.
— Han er forandret, — sagde Søren tøvende. — Efter hans hjerteanfald har han revurderet meget. Jeg kunne ikke afvise ham, Mariane. Han er trods alt min far.
— Du skulle have talt med mig først, — begyndte Mariane at samle tallerkenerne. — Jeg har brug for at omstrukturere min uge. Jeg har et vigtigt projekt, og jeg havde planlagt at arbejde hjemme.
— Undskyld, — kom Søren bag hende og omfavnede hende fra bagdelen. — Jeg ved, jeg skulle have sagt det før. Jeg var bare bange for din reaktion.
— Og du havde ret til at være bange, — sagde Mariane, da hun slap fri fra hans greb. — Gå nu, du er sen. Vi snakker om aftenen.
Dagen gik som i en tåge. Mariane forsøgte at koncentrere sig om sit arbejde, men tankerne vendte sig konstant tilbage til besøget. Klaus Andersen var en mand af den gamle garde — en tidligere officer, vant til at give ordrer. Efter hans kone døde, havde han giftet sig med en kvinde, der var tyve år yngre, men ægteskabet så ud til at være ved at revne.
Om aftenen vaskede Mariane hele lejligheden, skiftede sengetøj i gæsteværelset og lavede aftensmad. “Kom hvad der vil,” tænkte hun, mens hun dukkede bordet.
Klokken syv gik der et bank på døren. Mariane trak vejret dybt, før hun gik for at åbne.
Ved døren stod Søren, og bag ham en høj, gråhåret mand med militær holdning, der bar en slidt, brun kuffert.
— God aften, Klaus Andersen, — sagde Mariane og forsøgte at smile, selvom læberne nægtede at bøje.
— God aften, Mariane, — svarede svigerfaren med en dybere stemme, end hun huskede. — Tak fordi I tager mig ind.
— Kom indenfor, maden er næsten klar, — sagde hun.
Middagen bestod for det meste af Søren, som fortalte om arbejdet, den nye bil de havde købt, og deres kommende ferie. Klaus nikkede og stillede spørgsmål, mens Mariane stillede mad på tallerkenerne.
— Det smager dejligt, — brød svigerfaren pludseligt ud og kiggede på Mariane. — Du har altid været så god i køkkenet.
— Jeg har lært gradvist, — svarede hun overrasket over komplimentet.
— Min gamle hustru, Inge, var også en dygtig kok, — sukkede Klaus. — Men Gitte kan kun varme færdigretter op. “Det er ingen kvindes arbejde at stå ved komfuret,” sagde hun. — En moderne kvinde, hvad kan man forvente af hende?
Mariane udvekslede et blik med Søren, som blot rystede let på skuldrene.
— Klaus, jeg viser dig dit værelse, når vi er færdige med mad, — sagde hun, da de var færdige. — Der er et eget badeværelse og et fjernsyn.
Svigerfaren fulgte hende ind i gæsteværelset, så sig omkring og placerede kufferten ved sengen.
— Det er hyggeligt her, — sagde han og strøg over stolens ryg. — Hjemligt som en gammel bondegård.
— Tak, — svarede Mariane og mærkede spændingen let lette. — Sig til, hvis du mangler noget.
Næste morgen vågnede Mariane ved seks, da hun hørte lyde i køkkenet. Søren sov stadig. Hun trak sin morgenkåbe på og gik ud for at se.
Klaus stod ved komfuret med en kedel, mens han skar brød i sportstøj.
— Godmorgen, — sagde han, da han så Mariane. — Undskyld, hvis jeg vækkede dig. Jeg har stadig vanen fra militæret med at stå tidligt op.
— Det er helt i orden, — svarede hun og gik hen til køleskabet. — Jeg laver morgenmad.
— Du behøver ikke, jeg har allerede lavet mig en sandwich. I sover jo stadig.
Klaus samlede de små krummer op fra bordet, vaskede kniven og koppen med omhyggelige hænder.
— Jeg tager en løbetur, — sagde han og gik mod døren. — Parken er lige om hjørnet. Jeg er tilbage om en time.
Da han gik, ringede Mariane til sin veninde Tove.
— Tove, du vil ikke tro det! Min svigerfar er kommet. Ja, den samme Klaus. Men han er så høflig nu, han vasker op efter sig!
— Jeg tror ikke på det, — lo Tove. — Måske er det en dobbeltgænger
