– Mor, hvorfor er du så tavs? – Anne stod ved køkkenvinduet i en lille lejlighed på Nørrebro og så på, hvordan hendes mor langsomt sorterede boghvede. – Signe har undskyldt mig mindst hundrede gange. Hvor længe skal vi bære på den her nag?
Gitte løftede ikke hovedet. Hendes fingre skilte omhyggeligt de fine kerner fra skidt, som om det var en livsnødvendig operation.
– Undskyldt, siger du? – svarede hun monotont, uden et glimt i øjet. – Hvor var hun, da jeg lå på sygehuset? Hvor var din dyrebare Signe, da jeg lå i intensive?
Anne sukkede tungt. Historien havde trukket ud i halvandet år, og hver gang søsteren blev nævnt, forvandlede Gitte sig til en iskold blok.
– Mor, hun forklarede det. Maja havde feber på næsten fireti grader. Hun kunne jo ikke bare forlade barnet!
– Kunne hun ikke, huh? – gentog Gitte spottende. – Men da hun havde brug for penge til en lejlighed, så hun ud til at kunne springe i fra. Så gik både arbejdet og barnet i stå.
Anne satte sig overfor sin mor. I sine femoghalvtreds år følte hun sig udmattet af den evige familiespil. At stå i midten mellem mor og søster var som at balancere på en smal bro uden gelænder.
– Mor, lyt lige. Signe er virkelig bekymret. Hun græder hver dag. Hun havde jo ingen anden udvej.
– Der er altid en udvej, – afbrød Gitte. – Man kunne i det mindste have ringet lidt. Spørge hvordan det gik. Men hvad gjorde hun? Forsvandt som dug for solen.
Anne huskede den forfærdelige periode. Gitte blev indlagt med et hjerteanfald, præcis da Signe kæmpede med et sygt barn på lægen. Maja var kun tre, feberen holdt i en uge, og lægerne mistænkte meningitis.
Samtidig var der jagten på en lejlighed. Signe og hendes mand Mikkel havde sparet i fem år, da en god mulighed dukkede op – men beslutningen skulle træffes straks. Gitte lovede at hjælpe med penge, men så ramte hjerteanfaldet.
– Ved du, hvad der er mest smertefuldt? – fortsatte moren, uden at løfte en hånd fra boghveden. – Ikke at hun ikke kom. Men at hun ikke engang prøvede. Ikke en eneste gang rakte hun ud for at spørge, om jeg stadig var i live.
– Mor, hun var bange…
– Bange for hvad? At jeg ville fortælle hende, hvad jeg tænker? Jeg kan stadig sige det. Jeg har opdraget jer i fem år, givet af mig selv. Så når det gik dårligt, viste det sig, at jeg ikke betød noget for nogen.
Gittes stemme vaklede, og en tåre glimtede i hendes øjne. Det var ikke kun en nag, men en dyb, indgraveret smerte fra et svigt.
– Mor, du ved jo, at Signe elsker dig. Husker du, hvordan hun plejede at komme hver dag, da du havde ondt i benet? Hun bar mad, gjorde rent, sørgede for alt.
– Jeg husker, – nikkede Gitte. – Og derfor gør det så ondt. Jeg troede, jeg kunne stole på hende. Men det var en illusorisk tillid.
Telefonen ringede. Anne så på skærmen: “Signe”.
– Det er Signe. Måske vil du tale med hende?
– Nej, – sagde Gitte fast. – Spørg mig ikke. Jeg har intet at sige.
Anne tog telefonen og gik ud i gangen.
– Hvordan går det? Har du fået noget klarlagt? – Signe lød spændt i røret.
– Signe, hun vil stadig ikke tale. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
– Anne, sig til hende, at jeg vil krølle mig sammen på knæene, bare for at få hendes tilgivelse. Jeg kan ikke leve sådan længere. Maja spørger hele tiden, hvorfor bedstemor er sur på os.
– Hvordan forklarer du det for hende?
– Jeg siger, at bedstemor er syg. Hvordan kan jeg forklare en treårig, hvad en nag er? Anne, hjælp mig. Jeg mister forstanden af denne tavshed.
Anne så mod køkkenet, hvor lyden af skåle og bestik klinger. Gitte fortsatte med at vaske boghveden.
– Signe, har du overvejet bare at komme forbi? Ingen opkald, ingen varsler. Bare dukke op og snakke ansigt til ansigt.
– Jeg er bange. Hvad hvis hun ikke lader mig ind? Eller slet ikke åbner døren?
– Så står du ved døren, indtil hun gør. Bedstemor vil ikke have ord, men handlinger. Hun vil se, at du er villig til at kæmpe for relationen.
Der faldt en tung stilhed i røret.
– Du har ret, – sagde Signe til sidst. – Jeg kommer i morgen. Tidligt.
– Forbered dig på, at det bliver hårdt. Hun har samlet på sig en masse bitterhed.
Efter samtalen gik Anne tilbage til køkkenet. Gitte havde nu sat en gryde med boghvede på komfuret og hakkede løg til frikadeller.
– Var det Signe, der ringede? – spurgte hun uden at vende sig.
– Ja. Hun vil komme i morgen.
Gittes hånd med kniven stivne.
– Ikke nødvendigt. Lad hende blive.
– Mor, burde vi ikke give hende en chance? Vi er familie. Er en lille skænderi vigtigere end alt?
Gitte vendte sig brat mod Anne, øjnene glødede af raseri.
– En skænderi? Forstår du, hvad du siger? Jeg lå i intensive, troede jeg aldrig ville se jer igen. Alt jeg tænkte på, var, hvorfor Signe ikke ringer. Var der noget galt med hende eller med Maja?
Hun tørrede hænderne på et viskestykke og satte sig ved bordet.
– Jeg bad sygeplejersken om at ringe til dig hver dag, for at sikre mig, at alt var i orden med Signe. Hun holdt bare sin daglige rutine, vidste jeg lå på sygehuset, og sagde intet.
– Mor, hun vidste ikke, hvor alvorligt det var. Du sagde selv, at jeg ikke skulle skræmme hende.
– Jeg sagde det. Men da lægerne sagde, at jeg måske ikke overlevede, bad jeg dig ringe. Hvad hørte jeg? “Mor, hun kan ikke komme, de har problemer”.
Anne huskede den samtale. Hun huskede, hvordan hun måtte vælge mellem morens bøn og søsterens forklaringer. Signe skiftede mellem sygehuset, hvor Maja lå, og notarens kontor, som skulle ordne papirerne til lejligheden.
– Mor, prøv at forstå. Signe stod i en krise. Hun var ved at miste barnet, lejligheden, alt sammen. Hun var på randen af et sammenbrud.
– Så jeg også har et sammenbrud? – lo Gitte bittert. – Jeg kan knap ånde, mit hjerte banker som en tromme, og jeg tænker kun på at se mine døtre igen.
– Men du så mig. Jeg kom hver dag.
– Ja, jeg så dig. Jeg er taknemmelig for det. Men hvorfor kan den ene datter finde tid til mig, mens den anden ikke kan?
