Hun gik uden varsel
– Hvad holder du dig for? Jeg har levet for dig hele livet… og du?! – sagde Kasper Jensen, smækkede avisen ned på bordet og sprang op fra sofaen, ansigtet rødt som en høstsol.
– Hvad er der med mig? Fortæl mig, hvad du mener med mig? – sagde Ingrid Sørensen, krydsede armene over brystet. – Trediv år har jeg udholdt dine undskyldninger, dine evige “jeg er træt” og “jeg har brug for en pause”! Ved du, hvor meget jeg har ofret for dig og din karriere? Har du overhovedet spurgt, hvordan jeg har det? Hvornår spurgte du sidst, hvad der ligger dig på sinde?
– Hvad har det med dette at gøre?! – brød Kasper ud. – Jeg taler om den konkrete situation! Du lovede at passe barnebarnet, men løb af sted til dit kor! Hvad skulle jeg så gøre? Aflyse et vigtigt møde?
– Hvorfor så ikke? Sæt familien over arbejdet mindst én gang i livet! – tårerne brød frem i Ingrids stemme. – Og for resten, jeg “løb af sted” til koret. Jeg advarede dig allerede en uge i forvejen. Men du, som altid, hørte ikke.
Kasper rystede hånden i irritation og vendte blikket mod vinduet. I de tre årtiers ægteskab havde de lært at skændes på højt niveau uden at nå til en fuld skandale – et mærkeligt kompromis mellem ophobet irritation og viljen til ikke at ødelægge, hvad de havde bygget år for år.
– Hvad så du derude? – spurgte Ingrid spydigt. – Endnu en undskyldning?
– Lad mig i fred, – mumlede Kasper og børstede en usynlig hånd væk. – Dit råb giver mig hovedpine.
Ingrid så tavst på sin mands ryg. Høj, slank, med brede skuldre og let gråsprøjt på siderne – sådan havde hun forelsket sig i ham for tredive år siden. Sådan stod han stadig, kun med flere rynker og et endnu mere uberegneligt temperament.
– Jeg tror, vi begge har brug for en pause fra hinanden, – sagde hun stille.
Kasper vendte sig brat:
– Hvad mener du?
Men Ingrid var allerede ude af rummet. Døren til soveværelset smækkede, og lyden af skuffe, der blev trukket ud, lød bekendt.
– Pakker hun sine ting? – fløj tanken igennem hans hoved. – Det er da kun et kort udbrud. Det er Ingrid! Hvor skal hun hen?
Sikker på, at hendes vrede var forbigående, gik han tilbage til avisen. – Hun vil falde til ro, – tænkte han, mens han læste en artikel om forhøjet folkepensionsalder.
En halv time senere, da stilheden i soveværelset var vendt tilbage, følte han, at stormen var passeret. Men hans ro vaklede, da der fra entreen lød klikke fra høje hæle og en skingring af nøgler. Kasper løftede blikket fra avisen og så sin kone med en lille kuffert.
– Hvor er du på vej? – spurgte han med en stemme, der vaklede.
– Til Lise, – svarede Ingrid kort, og nævnte navnet på sin gamle veninde. – Jeg får lov at bo hos hende et par dage. Måske længere. Jeg ved det ikke endnu.
– Stop med at lyve, – lagde Kasper avisen fra sig og rejste sig. – Det er bare en skænderi. Hvem har ikke haft en uenighed?
– Det er ikke skænderiet, Kasper, – sukkede Ingrid. – Jeg er træt. Træt af alt. Træt af rutinen, af din uopmærksomhed, af at vi lever som bofæller og ikke som ægtefolk.
– Hvad er det for dumme snak? – forsøgte han at lette stemningen. – Hvilke bofæller? Vi deler den samme seng!
– Det er alt, hvad der er tilbage af os, – sagde hun med en trist smil. – At dele en seng uden at tale, inden vi falder i søvn.
Kasper stod målløs. Han huskede hende som en rolig, beslutsom kvinde, der sagde hårde sandheder uden at råbe eller græde.
– Ingrid, lad os tale, – gik han et skridt frem. – Lad os sætte os og snakke ordentligt…
– Nej, Kasper, – rystede hun på hovedet. – Jeg har brug for at være alene først. Find mig selv. Så kan vi tale om, hvad der skal ske.
– Hvad betyder “hvad skal ske”? – hans stemme vaklede af panik. – Vi er ægtefolk! Vi har en datter, et barnebarn…
– Som du næsten aldrig ser, fordi du altid er på arbejde, – mindede Ingrid blidt ham om. – Jeg vil ikke længere bære alt alene.
Hun vendte sig mod døren, og Kasper så for første gang, hvordan hendes skuldre var faldet, og hendes hoved, der engang havde stået stolt, nu bøjede sig. I det øjeblik blev han ægte bange.
– Ingrid, bliv, – bønfaldt han. – Lad os tale. Jeg forstår nu, jeg vil give dig mere opmærksomhed, mere tid til familien…
– Nej, Kasper, – svarede hun fast. – Du er bange, så du siger det. Giv mig en uge. Så vender alt tilbage til det sædvanlige. Jeg har brug for tid.
Hun gik ud, lukkede døren forsigtigt. Kasper stod i entreen, målløs. For første gang i årtier havde hans kone bare taget af sted uden skænderi, uden trusler, uden løfter om at vende tilbage til middagen.
Han gik hen til vinduet og så hende stige ind i en taxa. Hun vendte sig ikke om, løftede ikke hånden – hun lukkede bare bagdøren, og bilen rullede af sted i det ukendte.
– Hun vender tilbage, – tænkte han, mens han gik væk fra vinduet. – Hvor skal hun hen? Vi har jo hele livet sammen.
Men en uro begyndte at vokse i ham. Ingrid virkede alt for rolig, alt for beslutsom. Det var som om hun virkelig havde truffet en beslutning.
Aftenen strakte sig ud i en uendelighed. Kasper tændte fjernsynet, men kunne ikke koncentrere sig om programmet. Tankerne vendte altid tilbage til morgendialogen. Havde han virkelig været så uopmærksom? Hvornår havde de sidste gang gået ud sammen? Havde de nogensinde talt om noget andet end huslige pligter?
Middagen alene føltes som en uendelig tomhed. Han kogte pasta, spiste med en gaffel og havde ingen appetit. Han greb telefonen og ringede til sin kone. Efter mange ringetoner hørte han hendes stemme:
– Ja, Kasper.
– Hvordan har du det? – spurgte han, forsøgte at lyde afslappet.
– Jeg har det fint, – svarede Ingrid kort. – Lise har et hyggeligt hjem.
– Kommer du hjem? – spurgte han forsigtigt. – Lad os tale roligt, uden råb…
– Nej, – svarede hun beslutsomt. – Jeg har brug for tid, som jeg sagde.
– Hvor lang tid? – hans irritation skinnede igennem. – En uge? En måned?
– Jeg ved det ikke, Kasper, – sukkede hun. – Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad jeg virkelig vil.
– Hvad vil du så? – udbrød han. – Skal jeg
