– Jeg kan ikke holde det ud længere! råber Anja, mens hun smider sin taske i hjørnet af stuen. – Hver dag det samme! Arbejde, hjem, madlavning, oprydning! Hvad får jeg så tilbage? Stilhed og ligegyldighed!
Mikkel ser op fra fjernsynet og kigger forvirret på sin kone.
– Hvad er der, Anja? Er du stresset igen? Du ved, at jeg har en hård periode på jobbet. Projektet brænder, chefen presser…
– Der brænder altid noget på din side! afbryder Anja. – Og jeg? Jeg er ikke bare en husmoder. Jeg underviser otte timer i skolen, kommer hjem, laver aftensmad, vasker tøj. Så kommer du og sætter dig foran fjernsynet med en øl i hånden!
Mikkel sukker tungt og slukker lyden på fjernbetjeningen. Tretti år i ægteskab, og Anja laver stadig lignende scener. Før var han tilbøjelig til at diskutere, men nu lader han stormen passere.
– Lad os holde op med at skændes, Anja. Du er træt, jeg er træt. I morgen er det fridag, så vi kan slappe af.
– Slappe af? griner hun bittert. – Du slapper af på sofaen med en øl, mens jeg skal gøre hele huset rent, fordi der har samlet sig et rod i løbet af ugen!
Anja går ind i køkkenet og smækker døren på køleskabet. Mikkel sidder tilbage i stuen, mærker den velkendte trykkende følelse i brystet. De var engang lykkelige – eller så troede han. Unge, forelskede, fulde af planer. De fik en datter, købte en lejlighed i København, fandt gode jobs. Alt gik som smurt.
Årene går, og noget ændrer sig stille. Datteren Freja er voksen, er gift og bor i Aarhus. Huset er tomt. Pludselig har de intet at tale om. Hver lever sit eget liv med sine bekymringer.
Næste morgen står Anja tidligt op, som altid. Selv i weekenden kan hun ikke ligge længe i sengen. Hun laver morgenmad og vækker sin mand.
– Mikkel, stå op, kaffen bliver kold.
Han kommer ned i sine hjemmesko, søvnløs og med en rynket pande.
– Godmorgen, mumler han, mens han sætter sig ved bordet.
– Godmorgen, svarer Anja kort. – Jeg vil gerne tage på ferie til Lene. Hun har inviteret mig i et halvt år.
Lene er Anjas veninde fra studietiden. Efter universitetet flyttede de til forskellige byer, men holdt kontakten. Lene bor i Skagen, arbejder som massør på et sanatorium ved havet, og sender ofte billeder af de blå bølger.
– Hvad skal jeg lave uden dig? spørger Mikkel, mens han bider i sin sandwich.
– Det samme som du gør nu – se fjernsyn, svarer Anja skarpt.
Mikkel tier. Han ved, at hun har ret, men vil ikke indrømme det. Han tror, deres liv er helt normalt: arbejde, indtjening, liv som alle andre. Hvad mere skal man have?
– Så gør, hvis du vil, siger han til sidst. – Tag afsted, måske får du bedre humør.
Anja pakker i en uge, køber nye klæder, selvom turen kun varer to uger. Hun vil se godt ud for Lene og vise, at livet har gjort hende til noget. Indeni er hun dog ikke så glad, som hun vil fremstå.
På afrejsedagen følger Mikkel hende til stationen. De tager en taxa i stilhed. Ved indgangen til stationen omfavner Anja ham uventet.
– Vær ikke sur på mig, Mikkel. Jeg er bare så træt af alting.
– Det går nok, du får hvile, svarer han, og han mener det ærligt.
Toget sætter i gang, og Anja kigger ud af vinduet på marker og skove, der glider forbi. Hun føler både glæde over mødet med Lene og en underlig uro, som om hun flygter fra noget, hun ikke kan sætte ord på.
Lene møder hende på perronen med en buket vilde blomster. Hun er næsten den samme som før, bare håret kortere, og små rynker omkring øjnene.
– Anja! Endelig! Jeg har savnet dig! siger hun og omfavner hende hårdt.
De stiger på bussen, og Lene fortæller hele vejen om sit liv på havet, om sanatoriummet, om de daglige solnedgange fra hendes lejlighed.
– Ved du, Anja, jeg tænker tit på, hvor heldig jeg er, for jeg valgte at blive her. Husk, du sagde, at du ville flytte til København efter studiet?
Anja nikker. Hun husker, hvordan Lene drømte om en karriere som læge i hovedstaden.
– Så mødte jeg Viktor, vi blev gift, men han døde tidligt, aldrig nåede halvtreds. Det knuste mig. Men jeg blev her, og jeg fortryder det ikke.
Lenes lejlighed er lille, men hyggelig. Fra balkonen kan man se havet. Anja står og betragter den rødlige solnedgang, der farver vandet.
– Er det ikke smukt? spørger Lene. – Jeg nyder udsigten hver dag og tænker, hvor heldig jeg er.
Ved middagen taler de indtil maven er fuld. Lene spørger ind til Mikkel, Freja, arbejdet. Anja svarer, men hendes ord føles som tomme fraser. Alt er i orden, ingen klager.
– Er du lykkelig, Anja? spørger Lene pludselig.
Spørgsmålet rammer hende. Hun tøver længe, før hun svarer.
– Jeg ved det ikke, indrømmer hun. Jeg har aldrig tænkt over det. Man lever, arbejder, løser problemer. Men lykke… hvad er det egentlig?
– Jeg tror, lykke er at vågne om morgenen og glæde sig til en ny dag, fordi man har noget, man lever for.
– Har du sådan noget?
Lene smiler.
– Ja. Havet, solen, arbejdet, jeg elsker. Patienterne kommer trætte og går som nye mennesker. Jeg ved, at min indsats betyder noget.
Næste dag viser Lene Anja rundt i byen. De går langs havnepromenaden, stopper på en café, køber souvenirs. For første gang i mange år føler Anja sig fri. Ingen forventer, at hun skal være hjemme til et bestemt tidspunkt, ingen bekymrer sig om, hvad hun har på.
Om aftenen sidder de på stranden og ser solen gå ned.
– Lene, fortryder du, at du aldrig har giftet dig igen? spørger Anja.
– Jeg har haft tilbud, svarer hun eftert
