Kære dagbog,
Da min bedstefar Anders gik bort, ramte det mig som en kold vind fra Nordsøen. Han var den eneste, jeg altid kunne regne med – den, der fortalte mig eventyr ved sengetid, smuglede mig slik, når mor ikke så, og gav de bedste råd, når livet blev hårdt. Så da dagen kom, hvor jeg skulle læse hans testamente, gik jeg ind med knuste ben, men med et lille håb om, at han havde efterladt mig noget, jeg kunne holde fast i.
Advokaten begyndte at læse, mens jeg sad tavs. Mine søskende – hver eneste af dem – fik enorme summer udbetalt. Vi talte om millioner af kroner. De åbnede munde, græd, omfavnede hinanden. Så kom min tur… og intet. Mit navn blev ikke nævnt.
Jeg stod der som frosset, forvirret og flov. Mit hjerte sank i brystet. Havde han glemt mig? Havde jeg gjort noget forkert?
Advokaten så op og sagde: “Din bedstefar elskede dig mere end nogen anden.” Så rakte han mig en lille konvolut.
“Det er alt?” blinkede jeg med tårerne i de rystende hænder.
Jeg åbnede den og fandt et brev – ikke fra advokaten eller boets forvalter, men fra bedstefar selv.
I hans velkendte håndskrift stod: “Kære Mikkel, jeg har efterladt dig noget vigtigere end penge. Pas på min gamle biavl – den slidte lille bag skoven. Når du gør det, forstår du, hvorfor jeg gav den til dig.”
Jeg stirrede på brevet i vantro. Biavlen? Det forfaldne bikubeområde, han brugte timer på? Hvorfor skulle jeg have det?
Den næste morgen stod tante Katrine ved min seng og kiggede over sine briller. “Mikkel, har du pakket din taske?” spurgte hun.
“Jeg sender en sms til Sofie,” mumlede jeg og gemte telefonen.
“Bussen er snart klar! Kom i gang!” sagde hun, mens hun fyldte min taske med bøger.
Uret viste 7.58. “Nå, så får jeg vel stå op,” sukkede jeg og rejste mig.
Hun rakte mig en strøget skjorte. “Det er ikke sådan, din bedstefar havde forestillet sig for dig. Han troede, du ville blive stærk og selvstændig. Og de bier, han efterlod, vil ikke passe sig selv.”
Jeg tænkte på de søde honningture med bedstefar, men nu drejede mine tanker sig om skoleballet og min forelskelse i Lars.
“Jeg tjekker dem måske i morgen,” sagde jeg, mens jeg justerede håret.
“Der er ingen morgendag for dig. Bedstefar troede på dig, Mikkel. Han ville have dig til at passe biavlen,” insisterede hun.
“Se, tante Katrine,” sagde jeg skarpt. “Jeg har bedre ting at lave end at passe bedstefars bier!”
Tante Katrines ansigt faldt, og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Bussen hvinende udenfor, løb jeg ud, uden at se på hende.
På bussen tænkte jeg kun på Lars, ikke på biavlen. “Hvem vil have en biavl?” tænkte jeg, irriteret over ansvaret.
Næste dag tog tante Katrine emnet op igen. Hun skældte mig ud for at forsømme pligter og bruge for meget tid på telefonen.
“Du er sat i skammekrog, unge mand!” udråbte hun pludselig, og jeg så op fra skærmen.
“Skammekrog? Hvorfor?” protesterede jeg.
“For at du undgår ansvar,” svarede hun, og nævnte den forladte biavl.
“
