‑ Goddag! Endelig er jeg kommet frem!
I kupeen trådte en myndig dame i et elegant beige frakke ind med en lille rejsetaske i hånden. Lise, der sad med næsen begravet i sin telefon, løftede blikket, men havde kunnet holde sine mørke tanker i skak lige så længe som toget susede med 80 kilometer i timen.
‑ Goddag, har I en ledig bundsæde? Sæt dig, du må gerne tage plads, sagde damen med et venligt smil.
Lise ville helst holde sig for sig selv, men hvor kunne man flygte fra et tog, der allerede var på vej mod København?
‑ Ja, bundsæde, tak. Jeg hedder Mette. Må jeg vide, hvad du hedder? spurgte damen.
‑ Lise, svarede hun kort og så straks ned på skærmen igen.
En duft af friske blomster fyldte kupeen – en overdådig buket med pioner, freesia, roser, liljekonval og magnolia.
‑ „Clara“, mumlede Lise, mens hun inhalerede duften, der var umiskendelig.
‑ Ja, den er min yndlings – svarede Mette med et grin. – Jeg har haft den i mange år, selvom jeg har prøvet adskillige andre parfumer. Vil du have lov til, at jeg kalder dig Lise? spurgte hun.
Lise nikkede.
‑ Alle de andre dufte, jeg har købt, har givet mig hovedpine, og deres aroma har fulgt mig ind i drømmene. Denne er min signatur, mit usynlige stykke tøj, uden hvilket jeg ikke kan forestille mig at gå ud. Forstår du mig, Lise?
‑ Endnu bedre, svarede Lise med et skævt smil. Jeg er lige så kunstnerisk.
Mette hængte sin frakke på en knage, og hvert skridt af hende udstrålede rolig elegance og en blid, men kraftfuld indre styrke, som fik Lise til at stirre. Hendes holdning, de lange slanke fingre prydet med guld‑ringene, afslørede på én gang, at hun enten var pianist eller elsker af strengeinstrumenter.
‑ Undskyld min nysgerrighed, men har du gået på musikskole? spurgte Lise.
‑ Ja, i min tid var det særligt populært at give børn musikundervisning. Jeg gik på stryge‑ og klaverskole, senere på et musikakademi, og en kort periode underviste jeg der. Det er alt sammen fra et andet liv. Jeg har flere år ikke rørt ved et instrument. Hvordan gættede du det? spurgte Mette.
‑ Det er mærkeligt, men dine hænder talte for sig selv, svarede Lise, som pludselig gik fra at hate alting til at føle en underlig tilknytning.
‑ Hænder afslører både alder og passion, sagde Mette stille. Lad os nu ikke dvæle ved det tunge. Hvorfor spiser vi kan, så lad os få en lille middag sammen – så kan vi lære hinanden bedre at kende på den lange rejse.
‑ Det lyder fint, sagde Lise og gik hen til vognen for at bestille varm drik og småkager.
‑ Vent, kaffe på toget er altid instant. Jeg har min egen termokande med en særlig brygning, som kun jeg kender opskriften på. Den er lidt magisk – den løfter humøret og jager sorgen væk. Derudover har jeg altid mørk chokolade med nødder til at dyppe i.
‑ Jeg har intet at byde dig med, svarede Lise skuffet. Jeg rejser let, og denne tur er helt spontan.
‑ Ingen grund til bekymring, sagde Mette, mens hun lo og førte Lise ud af kupeen. Jeg har nok til os begge. Lad os vaske hænder, så vil borddugen selv dække os.
Mette satte frem en lille flaske i rustfrit stål med et mærkat, der stod ”Jack Daniels”. Lise rynkede på næsen.
‑ Jeg drikker ikke alkohol, sagde hun.
‑ Det gør jeg heller ikke, men vi kan tilsætte en smule whisky til kaffen – kun for at give den et ekstra pift. Prøv, du vil finde det lækkert, svarede Mette og hældte kaffen i to kopper, hver med to teskefulde whisky.
‑ Det er virkelig godt, sagde Lise efter en slurk og spurgte efter opskriften.
‑ Det er kun din ufortalte tåre, der giver den den særlige tone, svarede Mette gådefuldt. Sådan, tror du ikke?
Lise satte sig komfortabelt på bunden, krydsede benene og mærkede, at noget i hende pressede på, at hun ville dele en indre smerte med denne fremmede.
‑ Jeg arbejdede indtil for nylig som chef på en eksklusiv parfume‑butik, hvor jeg mødte Sergej. Jeg blev forelsket i ham, som mange kan forstå, men hans små gestusser – chokolade, frugt, en køretur i hans bil – var som små solstrejf i hverdagen. Jeg drømte om at vi sammen skulle lave morgenmad eller gå i parken. Jeg troede, han følte det samme, men det var kun min fantasi.
Mette lyttede stilfærdigt, mens hun tog en tår af den varme drik.
‑ I går så jeg ham kysse kassedamen. Jeg mistede al jord under fødderne, købte en billet på et ubesat tog og er nu her.
‑ Elsker du ham? spurgte Mette.
‑ Ja, svarte Lise med tårerne i halsen.
‑ Jeg vil ikke afvise din sorg, men lad mig give dig et perspektiv: din smerte er kun en knækket sandkorn i verdensvægt. Forestil dig et lille sandkorn ved siden af en jordskælv, og se hvor ubetydeligt det er, svarede Mette med et blidt smil.
Hun placerede koppen på den let vibrerende bordplade og fortsatte:
‑ Du har lært en værdifuld lektion. Kærlighed kan være ensidig, men du må ikke hænge ved den. Som en bar gammel kjole, der er slidt i sømme og knapt kan repareres, så er det tid til at smide den gamle dragt af ubesvaret kærlighed og finde en ny, der passer dig.
Lise tænkte over ordene og mærkede, hvordan de langsomt begyndte at sætte sig.
‑ Lad os sove nu, sagde Mette. Morgen er klogere end natten. Når du vågner, vil du se, hvordan brikkerne falder på plads.
Lise lagde sig og faldt hurtigt i søvn. Mette lukkede øjnene, men søvnen holdt sig væk. Fra en dyb del af hendes hukommelse trådte billeder frem: en lille, 23‑årig violinist, ambitiøs og talentfuld, forelsket i sin akkompagnatør, som hun havde turneret med i to år, fyldt med fans og store koncerter. En dag sad hun på en café og drak grøn te med friske jordbær, mens hendes elskede Søren så påtænkte at fri. Pludselig brød han ud og sagde, at han havde skiftet til en anden violinist, Snejana, og at han kun havde forstået, hvad ægte kærlighed var med hende.
Mette huskede lyden af Søren’s stol, hans skridt, den heftige bank i hendes hjerte, den knuste kop, som faldt på klinkergulvet, blodet der løb på den hvide dug, den elche eksemplar af en krukke, hun holdt fast i sin hånd. På skadestuen måtte de forsigtigt åbne hendes hånd. Hun så de travle tjenere, hørte sirenerne, og så intet andet end et tomt mørke.
Senere i kupeen sad hun igen ved siden af en anden kvinde, som sagde:
‑ Kære, læg fortiden bag dig. Forestil dig, at du får en tand trukket ud – smerten varer et stykke tid, men så er såret helet, og du kan igen leve uden den. Luk døren til den smertefulde del af dit liv, og gå videre med kærlighed og lykke.
Klokken slog tre om natten, og Mette så på sin højre hånd. Senerne på hendes håndflade var fejlskrevne, så hun aldrig igen kunne spille violin eller klaver på professionelt niveau. Livet på scenen lukkede for hende, men hun overlevede. Hun færdiggjorde sin uddannelse, flyttede til Århus og arbejdede som notar. Senere fandt hun kærligheden, men smerten i hånden mindede hende om fortiden.
Om morgenen åbnede Lise øjnene. Kupeen var tom. Havde Mette kun været en drøm? På bordet lå chokolade med hasselnødder og et lille stykke papir:
„En dag vil du igen rejse i tog. I kupeen vil en kvinde sidde ved din side. Glem ikke chokoladen, og husk hvad jeg sagde.“
Udenfor susede skovene, marker og små landsbyer forbi i togets vindue. Måske var det bare en fantasi, men alt kan ske, når hjulene på toget slår mod vinden.
