– Så, du skal ikke kede dig, sagde mor, da hun satte sig i bilen og vinkede farvel med håndfladen. Mor og far tog på en kort ferie, bare de to, og lod mig blive hos farfar og farmor i den lille landsby i Jylland, hos min tante Maja. Det var mere en gammel landsby end en rigtig by – nogle få huse, halvt nedslidte, nogle står næsten i ruiner. Farmor og farfar havde også taget på pension, mens den anden farmor var på et kursted. Jeg var 13, så jeg kunne sagtens klare mig selv, men mor insisterede på, at jeg også skulle få et lille pusterum. Tak, mor, for den “luksus” af ferie.
Heldigvis havde jeg tænkt på at tage bøger med: “Den 15-årige kaptajn”, “Dandelysvin” og “Greven af Monte Cristo”. Jeg elsker at læse, så jeg flåede igennem siderne som en galning – selv forældrene råbte, at jeg ville blive blind af al den læsning. Men bøger er mine venner, de åbner en magisk verden. Så jeg besluttede mig for at tilbringe hele sommeren i sofaen med en god bog – også en fin idé til en ferie.
Farmor Maja var en god gammel dame, hun pressede mig ikke til husarbejde, men min storebror, som var på stranden med sine venner, sagde altid, at man skal lære at slås på. Så jeg måtte næsten bede farmor om lov til at gøre noget, som om jeg var en lille gnavpot. Forestil dig en moderne teenager, der tilbringer sommeren på landet med bøger og prøver at “snyde” sig til en opgave – det er jo næsten komisk.
En dag bad jeg farmor om at plukke græs til kaninerne. Jeg gik ud til kanten af haven og begyndte at rive i græsset, da jeg hørte en svag stemme syngeansigt en lille, melodiøs sang. “Fra sky til sky, et skridt bredere – ja, bredere!” sang den lille stemme. Jeg gik nærmere for at høre bedre, men snublede over et skrøbeligt hegn og faldt ned i naboens have.
– Åh! – udbrød en pige i min alder, liggende i græsset med en bog i hånden. – Spionerede du på mig?
– Nej, selvfølgelig, jeg – sagde jeg – snublede bare.
Hun tog en bid af et grønt æble, saften sprøjtede ud, og hun knasede videre uden at gøre en grimasse.
– Det er jo grønt, – udbrød jeg.
– Hvad så? – svarede hun.
– Det er surt.
– Sådan er det, men hvis du venter, bliver det sødt og saftigt.
– Måske har jeg ikke tid til at vente, – sagde jeg og undskyldte.
– Hvorfor undskylder du? – spurgte hun.
– Jeg vidste ikke, at du ikke havde tid.
– Åh, du tåbe.
– Jeg er ikke en dag, sagde jeg.
– Sådan en tåbe! Du ved jo, jeg har ikke tid. Jeg vil bare vokse hurtigt.
– Hvordan?
– Jeg var seks for syv år siden, og nu er jeg 13. – hun sukkede. – Tiden flyver.
– Det er også mig, sagde jeg. – Jeg var også seks for syv år siden, nu er jeg 13.
– Så mærker du det?
– Hvad?
– Tidsrummet. Jeg har ikke tid til at vente på, at æblerne bliver modne.
– Hvem? – jeg havde helt glemt, hvad vi snakkede om.
– Æblerne! – hun lo. – Jeg hedder Bodil, og du?
– Jeg hedder Valdemar, men venner kalder mig Val.
– Sjovt, sagde hun. Så lad os kalde dig Val.
Sommeren blev pludselig meget sjovere. Bodil og jeg udforskede alt, hvad vi kunne. Jeg tog min hund, Snurre, med, så farmor roede sig, og vi tre gik rundt i de forladte bygninger. En gammel vandpumpe med en rusten vandtårnøgle blev vores “skib”, vi efterforskede alle de tomme huse på jagt efter skatte. Det var en af de bedste somre nogensinde.
Vi lovede hinanden at mødes næste år, men jeg kom først tilbage til farmor Maja om efteråret for at hjælpe med at grave kartofler. Da jeg spurgte, om Bodil var kommet forbi, så hun rødme og sagde, at hun havde været på besøg. Jeg fandt hendes gamle notesbog, som hun havde skrevet digte i. De var sjove og lidt skæve, men for mig var de de smukkeste. Hun skrev:
Hej,
Jeg kommer hver dag kl. fire,
sidder og venter som før…
Måske glemmer du den lille ild fra lejrbålet…
Det var rørende. Jeg spurgte farmor Maja, om hun vidste, hvor Bodil boede, men alt hun vidste, var hendes efternavn – Boriskova. Vi var fra samme by, så jeg skrev min adresse og telefon i den gamle notesbog, håbende at hun ville finde mig. Jeg gennemsøgte telefonbøgerne efter Boriskov-familier, men ingen hed Bodil. Så gik tiden, og huset blev solgt til nogen, der ønskede fred og ro.
Et par år senere var jeg på en kold, grå efterårsdag på vej til min ven Jørgen, langt fra hjemmet, med en diskette i rygsækken – dengang udvekslede vi data på disketter. Mine løbesko var smudsede af sne, bussen var forsinket, men så så jeg et vindue i bussen og der var hun – Bodil. Jeg løb efter bussen, men den accelererede, og hun stod fastklemmet ved vinduet. Jeg ville så gerne være ved hendes side. Jeg blev syg, forældrene var på forretningsrejse, og min bedstemor kom for at passe på mig. Midt i søvnen hørte jeg telefonen ringe – bedstemor skændtes med en nabo om, hvem der skulle få den sidste kage. Jeg sagde bare “Val” stille. Jeg ringede tilbage, men min gamle telefon havde ingen nummeroplysning, så vi mistede kontakten.
Da jeg blev rask, gik jeg på arbejde for at tjene, selvom forældrene sagde, at vi havde alt, vi behøvede. Jeg tjente nok til at købe en ny telefon med nummeroplysning, men Bodil ringede aldrig igen. Jeg gik rundt med barnevognen, som bar min to måneder gamle nevø, mens min svoger bad mig om at tage ham med en tur. På vejen så jeg en gruppe piger, men kun én kiggede på mig – hun så ud som Bodil. Jeg vendte mig om, men hun var væk.
Min pragmatiske ven sagde: “Det er på tide, du giver slip på den gamle drøm, mand. Du er voksen nu, du har en kæreste, måske børn.” Jeg tænkte på, om hun måske allerede var gift med småbørn, eller om hun havde en søn, der hed mig. Men jeg kunne ikke finde ud af det.
Jeg fortsatte med at lede, men livet gik videre. Min kæreste truede med at gå, fordi hun også ville have en familie. Jeg følte, at hvis jeg friede til hende, ville tråden til Bodil blive brudt. Så jeg besluttede mig for at tage en tur til farmor Maja’s hus igen – måske for at sige farvel til barndommen og drømmene.
Jeg løb op på den gamle “dækning” på loftet, hvor planker var rådne. Der sad hun, Bodil, på toppen.
– Kaptajn, du har forladt skibet? – sagde hun. – Heldigvis har du en hjælper. Skibet kunne ellers gå i glemmebogen.
– Tøs, – sagde jeg og prøvede at omfavne hende, men hun vendte sig væk og begyndte at snakke med mig, mens tårerne trillede.
– Jeg sagde jo, at jeg har så lidt tid! Tiden flyver, jeg må spise grønne æbler, i går var jeg 13, i dag er jeg 27…
Jeg gik hen og holdt om hende, så jeg aldrig ville slippe hende igen.
Senere sagde min farfar:
– Har man bare spist de grønne æbler endnu?
– Ikke endnu, Tom, hvad mener du?
– Bedstemor spiser dem, hun siger, at hun ikke har tid til at vente på, at de bliver modne…
Det er hele historien og den lille Bodil i mit liv. Jeg ser nu på min kone, som jeg har haft i tredive år, og hun siger:
– Val, det er bare skørt… – hun bider i et æble.
– Hvad mener du?
– Tiden går så hurtigt, i går var jeg seks, i dag er vores barnebarn allerede seks. Så hurtigt, at min oldebarn løber rundt i haven. Har du monteret motoren på vores båd, kaptajn?
– Ja, den er sat på, – griner jeg.
– Godt, så siger hun og løber videre.
Jeg mødte også min ekskæreste, som bad om tilgivelse.
– Hvorfor? – spurgte jeg.
– For at jeg gik fra dig, jeg kunne ikke leve med dig længere. Da du rejste til farmor, tænkte jeg over, hvor forskellige vi var, så jeg løb væk. Huskte du den dag, jeg faldt fra hegnet, mens jeg kiggede på dig?
Jeg følte mig som en tåbelig fyr, men hun sagde, at tiden påvirker os alle forskelligt, og minder kan variere.
Vi snakkede pænt og gik hver til sit. Nu ser jeg med et smil på min kone, vores tid går i takt, og minderne er de samme.
– Bodil…
– …
– Jeg elsker dig.
– Det ved jeg.
– Hvorfor?
– Fordi jeg har altid vidst det, siden du faldt fra hegnet og så på mig.
– Jeg husker kun, at hegnet faldt, men du siger, at det var jeg, der faldt.
– Det er sandt, men mit efternavn er Vavik, og din bedstemor hed Boriskova, fordi din far hed Boris. Sådan er historien.
Sådan er den danske version af min sommer, min drøm og min virkelighed. Jeg håber, du kan mærke den samme varme, som jeg gør, når jeg fortæller den til dig.
