Freja Nielsen forlader sin mand, Peter Jensen, efter fyrre år i ægteskabet. Hun gør det midt i en højlydt skænderi, hvor hun beskylder ham for at have ødelagt hele hendes liv. Peter svarer med at vende skylden på hende: “Det er dig, der har ødelagt alt, du har sat mig i en smertefuld og ensom alderdom.” Hvem har ret? Jeg kan ikke tage parti for hverken hustru eller ægtemand.
Freja og Peter mødes som unge i Århus, forelsker sig og gifter sig. Peter anses som en solid ung mand: hans far giver ham et lille stykke jord på en landbrugsejendom i Sydjylland, hvor han begynder at bygge et hus. Freja kan sigte sig ind på, hvordan det vil være at bo på landet, da hun selv bor i en lejlighed med sine forældre i en indre by. Hun prøver at forklare sine bekymringer for at skifte 20 decare jord og 150 kvadratmeter beboelsesplads ud med en lille lejlighed på otte etager, men Peter vil ikke lytte.
Mens huset står på byggepladsen, bor de unge hos Peters forældre. Freja får tre drenge. De holder husfest, men Freja får ikke et arbejde, hun holder sig i haven, som hun hader, og tager sig af drengene. Peters karriere tager fart, og mange i nabolaget misundelig på deres liv. Når gæsterne kommer, roser de den rene orden, bordet, som bugner af retter, og den velduftende juleskinke. Ingen ser, hvor meget energi huset kræver; der er aldrig et øjeblik, hvor de kan trække vejret frit. To store hunde, en Labrador og en Schäfer, løber rundt på græsplænen.
Det er ikke kun arbejdet, der dræner Freja, men også de mange fritidsaktiviteter, Peter insisterer på: fiskeri, jagt, vandreture. Hun følger med af kedsomhed, mens hun hænger ud med hans venner i deres klub. Dag for dag spiller hun rollen som den “perfekte hustru”. Gæsterne roser deres kolde aspik og den smeltende napoleonkage. Peter nyder livet, men Freja indser år for år, at hun lever efter et manuskript, som andre har skrevet for hende. Hun ved, at hun skal flytte videre, men først skal drengene færdiggøre gymnasiet, komme på universitetet, gifte sig. Måske kan de så hjælpe med børnebørnene?
Frejas mor dør og efterlader en lejlighed i København til hende. Freja, nu i halvtreds, drømmer om at bo der i ro og fred. Men Peter flytter ind i lejligheden, overtager lejen, og bruger pengene på dyrt vin og store middage for sine venner. Freja tæller med tårer, hvor mange kroner han bruger om året, og forestiller sig, at de få ti tusinde kroner kunne sende hende på en to-ugers ferie til Italien eller Spanien. Hun nævner drømmen for Peter, og han ler: “Lad være med at drømme om bourgeoisie‑liv!” Freja tænker, at alle lever sådan, og hun holder mund.
En dag, da hun kommer fra kirkegården, stiger hendes gamle klassekammerat Nikolaj på bussen ved holdepladsen. De snakker, og han fortæller, at han er enkemand, bor alene i en stor lejlighed, og klarer sig med en bolle og en lille flaske kefir. “Må jeg bo hos dig?” spørger Freja. Nikolaj svarer ligefremt: “Bo, hvis du vil.” Den seksoghalvfemsårige Freja føler sig som en ung pige, der flygter fra en tyrannisk far. Hun mærker en frihed, hun aldrig har haft før. Den første måned laver hun ingen mad, ingen vask, ingen rengøring; hun ligger foran fjernsynet og spiser de kager, Nikolaj bringer. Så begynder hun selv at gå i køkkenet og tørre af, men med glæde, helt anderledes end hjemme.
Om aftenen går de på gaderne i København, hånd i hånd, og alle tror, de har været sammen i fyrre år. Børnene beder hende om at vende tilbage, men Peter lover at hyre en kok og en gartner. Freja holder fast på sit valg. Hendes standpunkt var måske passende for fyrre år siden, men nu lever hun for første gang på sin egen jord, som digteren sagde: “Vi er alle nybegyndere på denne jord, og ingen ved helt, hvordan man skal leve.”
