“Du får mig aldrig af med”
“Signe, lad os lave en aftale her og nu, skal vi? Jeg sørger for dig, og du gør ikke krav på noget. Alt skal gå til mine børn. Er du enig?” spurgte min nybagte mand med et spørgende blik.
“Ja, Mads,” sukkede jeg.
Den aftale blev indgået for fem år siden.
Jeg havde aldrig rigtig lyst til at blive gift. Jeg trivedes fint alene. Måske er jeg en håbløs egoist. Jeg havde et godt job, en lejlighed, en veninde og en kat. Hvad mere kunne jeg ønske mig?
Men tiden gik, og alle omkring mig fik mænd og børn. Min bedste veninde, Mette, flyttede med sin familie til Tyskland.
Hver gang jeg mødte nogen, lød spørgsmålet: “Nå, hvad med dig? Er du stadig single?”
Hvad skulle jeg svare? At jeg havde været gift eller stadig ventede?
Så mødte jeg en fyr. Jeg tænkte, hvorfor ikke prøve at blive gift? Skifte status, så at sige. Fra at være en gammel jomfru til at blive en gift dame. Jeg narrede min lille Nikolaj, han nåede ikke at tænke sig om. Han var en fin fyr rolig, imødekommende og kunne lave god mad. Men der var én ting: Jeg elskede ham ikke. Og jeg kunne ikke tvinge mig selv til det. Nikolaj prøvede at gøre mig tilfreds, det mærkede jeg, men
Vi levede sammen i tre år. Så døde Nikolaj pludseligt. Han var ikke engang 35 endnu. Hjertet svigtede. Døden kender ingen pause. Jeg begyndte at have dårlig samvittighed og kvalte mig selv i skyldfølelse. Jeg beskyldte mig selv for ligegyldighed, for mangel på kærlighed. Jeg besluttede: nok nu, jeg bliver aldrig gift igen!
Mette ringede og pralede af sit tyske liv og inviterede mig på besøg. Jeg pakkede og tog afsted til min veninde. Jeg fløj til Hamborg. Alt var nyt for mig.
Mette snakkede uden stop om livet derovre.
“Signe, i dag er vi inviteret til min mands chefs fødselsdag. Kommer du med? Jeg har fortalt ham om dig. Mads er helt vild efter at møde dig. Jeg viste ham et billede af dig,” sagde Mette ivrigt.
“Er du sindssyg? Hvad skal jeg med ham? En tysker. Nej tak!” protesterede jeg.
“Du er helt blæst! Mads er en fantastisk fyr! Skilt, ledig, to voksne sønner. Grib chancen, Signe!” insisterede hun.
“Okay, jeg overvejer det,” gav jeg efter. Hvem vidste, hvor utroligt taknemmelig jeg senere ville blive overfor Mette?
“Ikke noget at overveje! Vi gifter dig med ham!” udbrød Mette pludseligt.
Det føltes, som om alt allerede var besluttet for mig. Jeg tænkte, nå, ja, så tager jeg afsted. Jeg ville ikke gøre Mette ked af det.
Om aftenen ankom Mette, hendes mand og jeg til Mads hus.
En imponerende mand i middelalderen tog imod os med åbne arme. Jeg blev lamslået. Så flot og charmerende var min tilbudte kommende mand. Mads kyssede min hånd og inviterede mig til bordet. Jeg var klar til at gifte mig med ham på stedet. Hele aftenen udvekslede vi betydningsfulde blikke, smilede til hinanden og lavede vittigheder.
Forresten, Mads kunne faktisk tale ret godt dansk. Hans bedstemor kom fra Aarhus, viste det sig. Perfekt! Masser af fælles emner at snakke om.
Kort sagt, vi udvekslede telefonnumre. Bare for en sikkerheds skyld. Livet er jo uforudsigeligt.
Efter mit besøg tog jeg hjem, fuld af drømme om Mads. Jeg ville elske og blive elsket. Mads ringede ofte. Vores samtaler varede i timevis. Det føltes, som om vi havde kendt hinanden i evigheder.
Og så endelig bad han mig om at gifte mig med ham. Uden at tøve en sekund fløj jeg til Hamborg.
Mads mødte mig i lufthavnen med et pragtfuldt bundt røde roser. Min kommende mand knælede ved trappen. Jeg blev helt rød. Alle omkring os fulgte med i scenariet. Mads rakte mig blomsterne og kyssede mig lidenskabeligt. Så løftede han mig og bar mig til en taxa. Tilskuerne klappede og smilede.
Vi kørte hjem til Mads. Tre dage med ubændig kærlighed og vanvid fløj forbi. Det var som en lynstorm. Vi behøvede ikke at sige noget. Alt var klart.
Så introducerede Mads mig for sine sønner og sin mor. Jeg fik chok.
De to gift
