Jeg lå i sengen med en feber på 39,5°C, da min svigermor hældte koldt vand over mig og krævede, at jeg stod op for at hilse på gæsterne og det var dér, jeg endelig handlede
Min krop dirrede af smerter under feberen, min hals føltes som om den var flået af glasskår, mit hoved hamrede uophørligt, og mine ører var fyldt med en ulidelig ringen. Jeg krøllede mig sammen under dynen og håbede på en kort lur for at undslippe lidelsen. Søvn var den eneste lettelse, jeg havde tilbage.
Drømmene var tunge og underlige jeg vadede gennem tykt mudder, mens usynlige hænder trak mig dybere ned. Så pludselig ramte iskoldt vand mit ansigt. Jeg gispede, væltede op og tvang øjnene op en skikkelse stod over mig.
Ligger du stadig i seng?! en skarp, hæs stemme skar gennem ringen i mine ører.
Det var min svigermor. Hendes ansigt var streng, hendes læber sammenpressede og hvide, hendes næver knuget. Hun så på mig, som om jeg var blevet fanget i noget skamfuldt.
Rejs dig op! gøede hun. Gæsterne kommer om en time! Alt skal være pletfrit! Rengør, forbered maden! Lad være med at dovne dig som en ubrugelig unge!
Jeg prøvede at tale, men mine kræfter var væk. Jeg fik kun lige sat mig op, dryppende og rystende, mens jeg tørrede det kolde vand af mit ansigt.
Mor jeg har 39,5 i feber jeg kan ikke engang holde hovedet ret mine ord kom knap nok frem.
Men hun ignorerede mig.
Åh, hold op med at brokke dig! Alle bliver syge. Jeg arbejdede selv, når jeg var syg! Vov ikke at gøre mig til grin foran folk!
Noget knækkede inden i mig. Hendes tone var ikke bare hård den var hjerteløs, som det vand, hun lige havde hældt over mig.
Og det var dér, jeg gjorde den ene ting, der fik hende til at blegne og bønfalde selvom jeg var ligeglad på det tidspunkt.
Jeg tvang mig selv op. Mine ben rystede, værelmet drejede. Jeg gik forbi hende i tavshed, greb telefonen fra natbordet og ringede til 112 lige for hendes øjne.
Hallo, ambulance? Jeg er meget syg næsten 40°C i feber, svaghed, ondt i halsen, uudholdelig hovedpine ja, adressen er
Hun hvæsede ad mig:
Hvad laver du?! Gæsterne kommer om en time!
De er dine gæster. Jeg har en farlig feber. Og det her er min lejlighed. For første gang talte jeg fast, uden undskyldning.
Da jeg pakkede en lille taske, småløb hun rundt i køkkenet og mumlede om sin “vanvittige svigerdatter.” Men da ambulancen ankom tyve minutter senere, var jeg klar. Lægen undersøgte mig, målte min temperatur, kiggede på min hals og sagde:
Du skal direkte på hospitalet. Dette er alvorligt.
Jeg trak jakken på, og inden jeg gik ud, vendte jeg mig mod hende.
Når jeg kommer tilbage, skal både du og dine gæster være væk. Og du sætter aldrig igen din fod herind uden min tilladelse.
Hun åbnede munden for at protestere, men jeg smækkede døren bag mig.
Jeg lå i sengen med en feber på 39,5°C, da min svigermor kylede koldt vand på mig og beordrede mig op for at hilse på gæsterne – og dét var øjeblikket, hvor jeg endelig tog affære…
