“Tag mig til ægte, mor vil det så gerne”
“Agnete, du burde ikke tænke på arbejde, men på at finde en mand!” sagde mor i telefonen. “Du er allerede tredive! Ingen mand, ingen børn. Jeg vil gerne have børnebørn.”
“Mor, jeg har ikke tid, vi snakker senere,” svarede Agnete. Hun kunne ikke lide de samtaler, og hun havde virkelig travlt lige nu.
“Hvad mener du, du ikke har tid?!” protesterede mor. “Du har aldrig tid! Livet flyver forbi!”
“Mor, skat,” bad Agnete, “jeg har virkelig ikke tid, jeg har et møde om fem minutter. Jeg ringer i aften, og så kan du skælde mig ud, okay? Okay, mor, knus, vi ses.”
Agnete skyndte sig til mødet og gav sekretæren instrukser på vejen. Hendes dag var planlagt til minuttet. Der var meget at nå, og i morgen skulle hun på forretningsrejse. I to år havde hun levet i en konstant travlhed. Selv førhen arbejdede og studerede hun meget, men efter hun blev direktør for firmaet, havde hun glemt, hvad det vil sige at slappe af.
Agnete vidste, mor havde ret hun burde også tænke på sit privatliv. Men hvor skulle hun finde en mand, når hun altid var på arbejde, og kollegaer var et klart tabu? Hun ville ikke have, at folk snakkede om hendes forhold om det så lykkedes eller ej, ville der altid være sladder. Den eneste, hun kunne tale med om det, var hendes barndomsveninde, Katrine. De var som søstre.
“Agnete, der findes da dating-sider,” foreslog Katrine, da Agnete fortalte hende om samtalen med mor. “Lav en profil, måske finder du en ordentlig mand. Og kig dig omkring. Der må da være en enkelt god, ugift mand i din omgangskreds.”
“Ja ja, jeg skal nok tænke over det i morgen,” grinede Agnete. Katrine vidste, at hvis Agnete sagde sådan, var emnet ikke interessant for hende.
“I morgen” blev til “når jeg kommer hjem fra forretningsrejsen.” Da hun kom hjem, oprettede Agnete en profil på en dating-side. Hun nævnte ikke sin stilling, men skrev blot “økonom.” Straks skrev en mand med for høj selvtillid og dårlig stavning til hende (jeg undskylder på forhånd for den smerte, læseren må gennemgå): “hej, du behøver ikke lede efter andre fordi jeg er den bedste.”
Agnete lukkede øjnene for at glemme den grammatiske katastrofe. Hun svarede ikke, men overvejede at slette profilen med det samme. Så kom der flere beskeder fra ham: “hvorfor svarer du ikke,” “giv mig dit nummer,” “hvor bor du,” “lad os mødes,” “giv mig adressen så kommer jeg forbi,” “gift dig med mig,” “jeg kan se du er online, hvorfor svarer du ikke,” “du snyder mig,” “du skal vide jeg er den bedste,” “du bliver min alligevel,” “jeg siger det, og så sker det.”
“Måske er der ordentlige mænd på den side, men ikke til mig. Jeg har brug for en skør type mere. ‘Den bedste,’ ja tak,” tænkte Agnete, kopierede hans monolog og sendte den til Katrine med teksten: “Lykken har banket på. Nu græder jeg mig i søvn.”
Hun slettede straks sin profil. Et par flere sådan friere, og hun ville enten blive sindssyg af deres påtrængenhed eller blind af deres stavning.
“Agnete, hvornår skal du så giftes?” spurgte mor igen, da Agnete var på vej til arbejde.
Hun lukkede øjnene, sukkede dybt og sagde roligt:
“Snart. Okay, mor, jeg har ikke tid, vi snakker i aften.”
Agnete kiggede på chaufføren af firmabilen. Jens Kristian så på hende med et svagt smil. Ti år ældre end hende, klog, fornuftig, tidligere militær. I den tid, han havde kørt for hende, var han blevet mere end bare en chauffør. Han var hendes rigtige ven. Og han havde været skilt i flere år.
“Jens Kristian, tag mig til ægte,” sagde Agnete ligegyldigt, uden at vise følelser. “Mor vil det så gerne.”
“Nå, hvis mor vil det, Agnete Marie, så gør jeg det,” svarede han lige så neutralt. “Man siger ikke nej til mor.”
I virkeligheden havde de begge følt noget for hinanden, men de professionelle grænser havde holdt dem tilbage. Agnete havde ikke set ham som en mulig ægtemand, og Jens blev holdt tilbage af hendes høje stilling. Han følte altid, han ikke var god nok til hende. Så da hun “foreslog” det, sagde han selvfølgelig ja selvom han troede, hun drillede. Og Agnete troede også, han var sjov, da han sagde ja med det samme.
Så, halvt som en joke, giftede de sig. Familien blev lykkelig. Pludselig havde de tid til et privatliv fælles interesser, respekt, kærlighed. Og to børn, til glæde for bedsteforældrene.
