**Dagbog**
Jeg ved ikke meget om mig selv, kun at jeg blev fundet skrigende af sult og frygt på trappen til et børnehjem i København. Min mor må have haft en smule samvittighed tilbage, for hun havde pakket mig ind i et varmt tæppe og lagt mig i en papkasse. Ingen seddel med mit navn eller fødselsdato, men i min hånd lå der en stor sølvhængesmykke formet som bogstavet ‘A’ min eneste arv.
Smykken var speciel, ikke noget man finder i enhver butik, men et unikt stykke med guldsmedens mærke. Politiet prøvede at finde min mor ved hjælp af dette spor, men det ledte ingen steder hen. Guldsmeden var død af alderdom, og der var ingen optegnelser om smykket. Så blev jeg indskrevet i børnehjemmet som Aksel Ukendtsen. Endnu en statsbarn.
Hele min barndom tilbragte jeg i børnehjemmet, savnede forældrekærlighed og drømte om en dag at finde mine forældre. *”Der må være sket noget forfærdeligt,”* tænkte jeg. *”Hun kommer tilbage og henter mig engang.”*
Da jeg forlod børnehjemmet, gav min plejemor mig hængesmykken og fortalte historien. *”Så hun ville have, at jeg skulle finde hende en dag?”* spurgte jeg. *”Måske,”* svarede hun. *”Eller måske rev du den bare af hendes hals. Børn griber jo gerne efter ting.”*
Jeg fik en lille lejlighed af kommunen, startede på teknisk skole og blev mekaniker.
***
Mette mødte jeg tilfældigt vi bumpede ind i hinanden på Strøget. Først faldt hendes modeblade, og da jeg bukkede mig for at samle dem op, ramte vores hoveder sammen så hårdt, at vi begge fik tårer i øjnene. Vi sad midt på gaden, omgivet af forbipasserende, og grinede gennem tårerne. I det øjeblik vidste jeg, at jeg var forelsket.
*”Lad mig gøre det godt igen. Vil du ikke med på en kop kaffe?”* spurgte jeg.
Hun sagde ja uden at tøve. Der var noget uskyldigt og hjerteligt ved min klodsethed. *”Aksel, det føles som om jeg altid har kendt dig,”* sagde hun efter fem minutter. *”Underligt jeg har det på samme måde,”* svarede jeg.
Vi blev kærester og var utrolig tætte. Hvis jeg skar mig på arbejdet, ringede hun med det samme og spurgte, om der var sket noget. *”Du er mig, og jeg er dig,”* sagde jeg en dag. *”Jeg ved, du er skæbnen for mig. Ærgerligt, jeg ikke kan introducere dig for mine forældre.”*
*”Men du kan møde mine,”* sagde hun.
***
*”Din kæreste er fra et børnehjem? Er du sindssyg? De er jo alle sammen socialt udsatte!”* Min mor, Lise, klemte hånden mod sit bryst og sank ned i læderstolen.
*”Mor, Aksel er den sødeste, gladeste fyr! Man kan ikke dømme alle over én kam!”* protesterede Mette.
*”Din mor har ret, men lad os møde ham først,”* sagde min far, Erik, en pensioneret officer. *”Så kan vi bedømme, om vi skal bekymre os.”*
*”Erik! Vi har ikke opdraget hende til at gifte sig med en mand uden familie! Hvad nu, hvis hans forældre var nogle alkoholikere?”* skreg Lise.
*”Vi finder ud af det, når vi møder ham,”* svarede Erik roligt.
Lise smadrede døren på vej ud. Erik blinkede til Mette. *”Det skal nok gå.”*
***
På den aftalte dag stod jeg, velkædt og med blomster til både Mette og Lise, foran deres dør. Mette førte mig ind i køkkenet. *”Mor, far, her er Aksel!”*
Erik rakte hånden, men Lise blegnede, da hun så mit halsbånd. *”Undskyld, jeg er nok lidt nervøs,”* mumlede hun.
Ved middagen spurgte hun: *”Aksel, det er et smukt halsbånd du har.”*
*”Det er det eneste, jeg har fra min mor. Jeg holdt det i hånden, da jeg blev fundet.”*
Resten af aftenen tav hun. Mens Erik og jeg talte om fodbold og fiskeri, rørte hun kun sin tallerken. *”Han er en fin fyr,”* sagde Erik bagefter.
*”Fin? Han er uopdragen og ubehøvlet!”* råbte Lise pludselig.
*”Lise, hvad er der galt med dig?”*
Hun vendte sig mod Mette: *”Du skal slå op med ham! Nu!”*
***
*”Hvad skal jeg gøre?”* Lises tanker flød i panik. Hun stirrede på et gammelt foto i bogreolen et billede af sig selv som ung, med præcis det samme halsbånd. *”Så mistede jeg det ikke dengang. Det var ham, der rev det af mig!”*
Hun gemte fotografiet. *”Erik og Mette må ikke se det.”*
Hele natten lå hun vågen. Om morgenen bad hun Mette om mit nummer. *”Jeg vil undskylde over for Aksel.”*
Uden at ane noget, gav Mette hende nummeret.
Lise ringede til mig. *”Kan du komme forbi i dag?”*
En time senere stod jeg foran døren. Lise så ud, som om hun havde grædt. *”Vi skal tale,”* sagde hun og førte mig ind. *”Aksel, du skal forlade Mette. Det her er min hemmelighed. Du må ikke fortælle det til nogen.”*
*”Okay, jeg lover det,”* svarede jeg forvirret.
*”Aksel, Mette er din søster.”*
Hun rakte mig fotografiet. *”Mor?”* hviskede jeg. *”Hvad med min far?”*
Hun rystede på hovedet. *”Erik er ikke din far. Jeg mødte ham, men inden han startede på officersskolen, fik jeg en affære. Da jeg blev gravid, forlod min elsker mig. Jeg fortalte min bedstemor, at barnet døde, men i stedet efterlod jeg dig. Så vendte jeg tilbage til Erik, og vi giftede os.”*
*”Og hvad med mig?”*
*”Du var en fejl, Aksel. Du har ikke ret til at ødelægge mit liv nu. Du kom ubedt, og du forsvinder igen!”*
Jeg kunne ikke sige noget. *”Er denne kvinde virkelig min mor?”*
*”Farvel, Lise,”* sagde jeg.
*”Men jeg fortæller ham det!”*
Vi vendte os begge. Mette stod i døren, fuld af had. *”Jeg troede, du var en god person. Men du er bare en kælling!”*
***
*”Undskyld, søster,”* hviskede jeg og løb væk.
Dage senere meldte jeg mig til international tjeneste.
Erik og Mette fulgte mig til toget. *”Hold ud, min søn,”* sagde Erik. *”Vi venter på dig.”*
Mette krammede mig. *”Kom hjem, bror. Vi elsker dig.”*
Mit hjerte varmede. Selv
