KÆRLIGHEDENS FORSPIL.
På vej hjem fra arbejde fik Mikkel pludselig en uimodståelig lyst til frikadeller med kartoffelmos. Lysten var så stærk, at hans ben næsten bar ham ind i den lokale Netto. Mens han svaltede, skyndte han sig hen til pasta-hylden.
Lige da summede hans telefon. Det var hans kone, Lea.
“Jeg har en negleaftale, er hjemme om en time. I må selv finde på noget til aftensmad. Eller vent på mig.”
En “time” hos Lea var et elastisk begreb. Mikkel havde ingen planer om at vente på hende. Og deres søn, Tobias, var sikkert sulten. Han skulle lige tjekke hans lektier hurtigt og så i gang med aftensmaden.
Ok, hakket oksekød, pasta… der er løg derhjemme… et par øl i køleskabet… og så kunne han lige så godt tage en flaske kødsovs med. Tobias elskede det, og Lea ville også sætte pris på det.
Med posen fuld af indkøb skyndte Mikkel hjem.
Den flittige tredjeklasser viste ham stolt sine lektier og blev derefter hurtigt opslugt af sin PlayStation.
“Tobias, vi spiser frikadeller med kartoffelmos til aftensmad!” sagde Mikkel.
“Med kødsovs?” spurgte drengen.
“Med kødsovs.”
Tobias nikkede tilfreds og vendte tilbage til sit spil.
Frikadeller og kartoffelmos tager ikke lang tid. Mikkel kogte kartoflerne, mens han stegte hakket kød med løg. Nu manglede han bare at mosse kartoflerne. Dem, der ville, kunne tage kødsovs ovenpå.
Lige da lød hans telefon igen. Lea igen.
“Er du hjemme?”
“Ja.”
“Godt. Jeg har glemt min pung. Kom og red mig.”
Mikkel greb sin tegnebog og løb hen til den nærliggende frisør, hvor Lea var.
Han kunne lige så godt have gået roligt. Han måtte vente ti minutter. For at tiden skulle gå, bladrede han i et magasin, der lå på bordet.
Tiden gik, men han fik lyst til at få fingre i den, der havde skrevet det lort.
Reklamer, reklamer, intet andet. Hvor var indholdet? Der var enkelte artikler, men de var fuldstændig tåbelige *Hvordan fanger du den perfekte mand*, *Hvordan taber du dig*, *Hvordan får du hans opmærksomhed*, og endda *Hvordan forbereder du den perfekte romantiske aften*.
Det var ikke i betydningen “ryd op i soveværelset,” men snarere om forkælelse, kærtegn og sådan noget. *Kærlighedens forspil*, som de kaldte det. Det var det rene vrøvl.
Forfatteren forklarede i alvor, hvordan man skulle kaste sig til at give “meningfulde blikke,” “tilfældige berøringer,” og alt muligt andet nonsens om parfume, rosenblade og romantiske stearinlys. Som om verden var en stor, lyserød drøm.
Ti års ægteskab havde lært Mikkel noget helt andet.
I virkeligheden var det ikke sådan. 90% af alle gifte kvinder kommer hjem med tanker som: *Nu skal der laves aftensmad, vasketøjet skal i maskinen, lektier skal tjekkes, der er noget der skal stryges…* Hvilke rosenblade?
Vil du have romantik? Så tag opvasken og tjek barnets lektier. Det er den bedste *kærlighedens forspil*, du kan få i hverdagen. Ingen parfume eller rosenblade nødvendigt, og din kones hovedpine bliver også sjældnere. Og se der er hun.
“Jeg er færdig! Betal til frisøren! Skal vi i butikken?”
Lea var i godt humør. Øjnene lyste, og hun smilede. Det var tydeligt, hvad en ny manicure kunne gøre! Nu var det tid til at lægge brænde på bålet.
“Nej,” rystede Mikkel på hovedet. “Jeg har allerede været der. Og jeg har lavet aftensmad.”
“Hurra! Hvad?”
“Frikadeller med kartoffelmos,” sagde Mikkel så nonchalant som muligt.
Et øjeblik efter hang der 55 kilo om hans hals.
Mens han holdt om Lea, kiggede Mikkel på det glossy magasin på bordet og ragede en u
