Millionæren kom hjem før tid og kunne ikke tro sine egne øjne…

Millionæren kom hjem tidligere end sædvanligt og kunne ikke tro sine egne øjne
Roman Melnikov var vant til at komme hjem efter klokken ni om aftenen, når alle allerede sov. Men den dag sluttede mødet med investorer i Kyiv tidligere end ventet, og han besluttede at køre direkte hjem uden at advare nogen.
Da han åbnede døren til herskabsboligen i Pechersk-distriktet, blev Roman stående på dørtrinnet, ude af stand til at forstå, hvad han så. Midt i stuen knælede den 28-årige hushjælp Anna med en klud i hånden, mens hun tørrede den våde gulv. Men det, der lammede ham, var ikke dette, men det, der skete ved siden af hende.
Hans søn, Petya, kun fire år gammel, stod på sine små lilla krukker og holdt en køkkenræppe i hænderne, mens han forsøgte at hjælpe pigen med at vaske gulvet. *”Tante Anja, jeg kan tørre her,”* sagde den lyshårede dreng og strakte hånden frem med besvær. *”Rolig, Petya, du har allerede hjulpet mig meget i dag. Hvad med at du sætter dig på sofaen, mens jeg gør færdig?”* svarede Anna med en blid stemme, som Roman aldrig før havde hørt.
*”Men jeg vil hjælpe. Du siger altid, at vi er et hold,”* insisterede drengen og kæmpede for at holde balancen på krukkerne. Roman blev stående, uset, og iagttog situationen. Der var noget ved denne dynamik, der rørte ham dybt. Petya smilede, noget forretningsmanden sjældent så derhjemme.
*”Okay, min lille hjælper, men kun en lille smule,”* sagde Anna og tog imod barnets hjælp. I det øjeblik opdagede Petya sin far ved døren. Hans ansigt lyste op, men der var en blanding af overraskelse og generthed i hans blå øjne.
*”Far, du kom tidligt!”* råbte drengen og mistede næsten balancen. Anna så forskrækket op og tabte kluden. Hun tørrede hurtigt hænderne af og sænkede hovedet.
*”God aften, hr. Roman. Jeg vidste ikke, at De…”* *”Undskyld, jeg var lige ved at være færdig med at gøre rent,”* mumlede hun nervøst. Roman var stadig i chok over det, han havde set og så fra sin søn, der stadig holdt ræppet, til Anna, der virkede, som om hun ønskede at forsvinde i jorden.
*”Petya, hvad laver du?”* spurgte Roman og forsøgte at lyde rolig. *”Jeg hjælper tante Anja, far.”*
*”Se!”* Petya vaklede et par skridt frem, stolt. *”I dag kunne jeg stå selv i næsten fem minutter.”*
Roman så på Anna efter en forklaring. Hendes hovede var stadig sænket, og hun vred nervøst sine hænder. *”Fem minutter?”* gentog han målløs. *”Hvordan?”*
*”Tante Anja lærer mig øvelser hver dag. Hun siger, at hvis jeg træner meget, kan jeg en dag løbe som de andre børn,”* forklarede Petya begejstret.
En tung tavshed fyldte rummet. Roman mærkede en blanding af vrede, taknemmelighed og forvirring. Han så igen på Anna.
*”Øvelser?”* spurgte han. Anna så endelig op, og hendes brune øjne var fulde af frygt.
*”Herr Roman, jeg… jeg legede bare med Petya. Jeg mente ikke noget ondt. Hvis De vil, kan jeg…”*
*”Nej, tante Anja!”* afbrød Petya og stillede sig hurtigt mellem dem. *”Far, tante Anja er den bedste. Hun forlader mig ikke, når jeg græder af smerte. Hun siger, jeg er stærk som en kriger.”*
Roman følte et støt i brystet. Hvornår havde han sidst set sin søn så motiveret? Hvornår havde han sidst snakket mere end fem minutter med ham?
*”Petya, gå til dit værelse. Jeg skal tale med Anna,”* sagde han blidt, men bestemt.
Drengen så på Anna, og hun smilede opmuntrende til ham for at vise, at alt var i orden. Petya humpede ud, men inden han forsvandt op ad trappen, råbte han: *”Tante Anja er den bedste i hele verden!”*
Roman og Anna blev alene tilbage. Forretningsmanden gik nærmere og lagde mærke til, at hendes knæ var våde, og hænderne røde af alt det gulvvask.
*”Hvor længe har det her stået på?”* spurgte han.
*”Herr, øvelserne…”* *”Hvor længe har du trænet med Petya?”*
Anna tænkte sig om. *”Siden jeg startede her, omkring seks måneder siden. Men jeg sværger, jeg har aldrig forsømt mine pligter. Vi øver i frokostpausen eller når jeg er færdig med arbejdet.”*
*”Du får ikke ekstra betaling for det,”* bemærkede Roman. *”Nej, hr., og jeg beder ikke om noget. Jeg kan godt lide at lege med Petya. Han er et særligt barn.”*
*”Særligt? På hvilken måde?”*
Anna så overrasket ud. *”Hvad mener De? Han er beslutsom, hr. SRoman stirrede på hende et øjeblik, før han langsomt knælede ned og tog den tabte klud op, hviskende: *”Lad mig hjælpe jer begge to fremover.”*