**Dagbogsnotat**
Jeg kørte til sommerhuset uden at fortælle min mand, for at finde ud af, hvad han lavede der i smug. Jeg var rædselsslagen, da jeg åbnede døren.
Vi har et sommerhus i en lille landsby. Vi plejede at tage derhen i weekenderne plante blomster, høste grøntsager fra haven eller bare slappe af fra byens hektik.
Men på det seneste begyndte han at Frem med flere undskyldninger for ikke at tage afsted. Enten havde han arbejde, eller han var træt, eller der var andre ting, han skulle nå. Jeg tænkte ikke mere over det alle har vel travle perioder.
Men så talte jeg en dag med vores nabo, og hun lod pludselig falde:
“Jeg så din mand på sommerhuset i går.”
Jeg blev helt stum.
“Det kan ikke passe! Han havde vagt på arbejde.”
“Jo, jeg så ham bestemt,” insisterede hun.
Jeg lagde på, og de værste tanker begyndte at køre rundt i mit hoved. “Har han en elskerinde? Mødes han hende i smug på sommerhuset?”
Næste weekend sagde han igen, at han ikke kunne tage med.
“Skal jeg så køre derhen alene?” foreslog jeg.
“Nej!” svarede han skarpt. “Jeg ville blive bekymret. Jeg vil ikke have, at du kører alene.”
Hans bestemthed gjorde mig kun mere mistroisk. Da han gik hjemmefra, besluttede jeg at følge efter ham. Og som jeg havde mistænkt han kørte mod sommerhuset.
Jeg ventede lidt og tog så selv derhen. Jeg gik hen til huset, mit hjerte hamrede vildt. Jeg åbnede døren og stivnede af skræk. Jeg ville hellere have fundet en elskerinde end det, jeg så.
Forsigtigt trådte jeg indenfor og lyttede. Stilhed. Men fra skuret kom der en underlig lugt, tung og sødt metallisk. Med bankende hjerte gik jeg derhen.
Indeni hang der dyreskind på træbjælkerne. Det var ubehageligt nok i sig selv, men så fik jeg øje på noget, der fik blodet til at fryse i mine årer: blandt dem hang noget, der lignede menneskehud alt for meget.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
Lige så kom min mand ind ad døren. Hans ansigt blev blegt, da han indså, at jeg havde set det hele.
“Det det er jagt,” mumlede han og trådte nærmere. “Jeg er lige begyndt med det. Jeg ville ikke skræmme dig”
Jeg stirrede på ham, uden at bevæge mig. Alt i mig skreg, at han løj. Men jeg lod, som om jeg troede ham. Med besvær fik jeg fremtvunget et smil og sagde:
“Okay. Jeg forstår. Det var bare en overraskelse”
Han slappede af, sænkede skuldrene. Vi gik tavse tilbage til huset, men jeg kunne mærke hans blik i min ryg, som om han prøvede at gætte, om jeg virkelig havde troet ham.
Jeg fik ikke lukket et øje hele natten. Næste morgen, så snart han var gået, ringede jeg med dirrende hænder til politiet. Jeg vidste: hellere at de tjekker, end at mine værste anelser skulle vise sig at være sande.
