**Dagbogsnotat**
Regnen trommede mod taget på den store herregård i udkanten af København, hvor millionæren Magnus Thorsen stod ved pejsen med en kop sort kaffe i hånden. Han var vant til stilheden; selv i dette imponerende hus følte han sig aldrig rigtig omgivet af mennesker. Succes havde givet ham penge, men ikke fred i sjælen.
Pludselig lød der en hård banken på hoveddøren. Magnus rynkede panden. Han ventede ikke gæster personalet havde fri, og besøgende var en sjældenhed. Han satte koppen fra sig og gik hen for at åbne.
På dørtrinnet stod en gennemblødt kvinde med en lille pige på knap to år i armene. Hendes tøj var slidt, og hendes øjne var mørke af træthed. Barnet, tavs, klyngede sig til sin mors trøje og kiggede nysgerrigt omkring sig.
“Undskyld, at jeg forstyrrer,” sagde kvinden med skælvende stemme. “Jeg har ikke spist i to dage. Jeg kan gøre rent i dit hus… bare for en tallerken mad til mig og min datter.”
Magnus stivnede. Hans hjerte blev stående ikke af medlidenhed, men af chok.
“Ida?” mumlede han.
Kvinden løftede hovedet, og hendes mund åbnede sig lidt af vantro.
“Magnus?”
Tiden syntes at folde sig sammen. Syv år siden var hun forsvundet: ikke et ord, ingen afsked. Hun var bare gået ud af hans liv. Magnus tog et skridt tilbage, lamslået. Sidst han havde set Ida Nielsen, havde hun stået i en rød sommerkjole, barfodet i haven, og grinet, som om verden ikke kunne røre hende.
Regnen hamrede stadig mod taget, da stilheden sænkede sig mellem dem. Magnus stirrede på Ida, som om han så et spøgelse. Han havde virkelig troet, han havde mistet hende for altid, at syv år havde visket hende ud af hans verden. Og så stod hun her gennemblødt, udmattet, men i live.
Hans fingre, der klemte om dørhåndtaget, blev hvide.
“Kom ind,” sagde han omsider med hæs stemme og trådte til side.
Ida tøvede. I hendes blik læste han frygt og mistillid. Hun vidste ikke, om hun blev modtaget som gæst eller fremmed. Men barnet i hendes arme skælvede, og det afgjorde det.
De gik ind.
Den varme luft i herregården omfavnede dem. Pigen blev straks livlig, klemte om en knap på sin mors trøje, og hendes øjne blev store ved synet af de høje lofter og lyset.
Magnus førte dem tavst ind i stuen.
“Sæt dig,” sagde han og pegede på sofaen. “Jeg henter håndklæder.”
Han forsvandt og efterlod hende alene. Ida satte sig forsigtigt på kanten af sofaen, mens hun vuggede sin datter på skødet. Barnet hulkede stille.
Minderne væltede ind: engang havde hun siddet her, i det samme hus, men dengang var alt anderledes. Hun havde ikke været gæst eller tigger, men kvinden, han elskede.
Da Magnus vendte tilbage, havde han to store håndklæder og et tæppe i hænderne. Han rakte det ene til Ida og det andet til pigen.
“Tak,” hviskede hun.
Han nikkede, uden at stole på sin stemme.
Få minutter senere stod der varm te og en tallerken suppe på det lave bord. Ida spiste grådigt, men forsøgte at skjule det, bange for at virke ydmyget. Pigen drak af en lille kop og kastede lejlighedsvis nysgerrige blikke på manden overfor.
Magnus kunne ikke tage øjnene fra barnet. Hver en bevægelse føltes som et slag mod hans hjerte.
“Hvor gammel er hun?” spurgte han endelig.
Ida frøs.
“To år og tre måneder.”
Stilhed. Kun regnen og hjerteslag.
“Hvad hedder hun?”
“Maja,” svarede hun næsten uhørligt.
Og i det øjeblik vidste han det. For meget passede. I hendes øjne så han sit eget
