Under brylluppet spærrede hunden pludselig vejen for bruden og begyndte at gø uafbrudt: gæsterne var målløse, da de forstod, hvorfor hunden opførte sig sådan
De var uløseligt forbundet fra første dag. Sofie fandt Gerda en lille tysk hyrdehundvalp ved vejkanten i regnvejr, da hun kun var atten år. Siden da var der gået syv år. Gerda var blevet en klog, blid og utrolig loyal hund, der fulgte Sofie overalt: i glæde og sorg, til eksaminer, ved flytninger og selv den dag, hun mødte sin fremtidige mand.
Og så kom bryllupsdagen. Sofie i en hvid kniplingskjole med langt slæb, en let diadem på hovedet, og med snesevis af gæster bag sig.
Ved hendes side Gerda. Hendes trofaste veninde. Hunden deltog endda i ceremonien pyntet med et hvidt bånd, skulle hun blot følge bruden til alteret.
Men lige da skete der noget, der chokerede alle.
Da musikken spillede, og Sofie tog det første skridt, knurrede Gerda pludselig. Hun stillede sig foran hende og nægtede at lade hende gå videre.
Hun gjøede, trak i kjolen med tænderne og kradsede med poterne. På den hvide kjole var der nu mærker af snavs men Gerda stoppede ikke.
Forvirret bøjede Sofie sig ned for at berolige sin veninde. Hun strøg den over hovedet og hviskede:
“Ro på, lille ven, alt er godt…”
Men så opdagede hun noget forfærdeligt…
Gerdas forpote var unaturligt bøjet, og med hver bevægelse kæmpede hunden mod smerten. Chok. Angst.
Dette var ikke tilfældet om morgenen. Gerda var fuldstændig rask. De havde gået tur sammen for blot timer siden. Hvordan kunne dette ske?
Sofie vendte sig abrupt mod gæsterne:
“Var der nogen, der så, hvad der skete med Gerda?”
Stilhed. Så en svag stemme bagfra:
“Jeg… jeg så det. Hun løb hen til din forlovede, og han… han sparkede hende. Hårdt.”
Sofie stivnede. Forloveden blegnede, prøvede at sige noget, men nåede det ikke.
I det øjeblik blev alt klart for hende. Små detaljer dukkede op i hukommelsen: hvordan Gerda altid undgik ham, hvordan han blev irriteret, når hun satte sig imellem dem på sofaen. Men hun havde aldrig lagt mærke til det.
Nu var alt klart.
Sofie løftede hovedet. Med fast, men dirrende stemme sagde hun:
“Brylluppet er aflyst.”
Tung stilhed. Gæsterne kunne ikke tro deres egne ører. Hun holdt allerede Gerda i armene, trods den beskidte og ødelagte hvide kjole.
“Jeg tager hende til dyrlægen.”
Hun gik uden at se sig tilbage. Først stod alle stille. Så begyndte de at klappe. Imponeret over hendes styrke. Hendes valg. Hendes kærlighed.
