I en lille by i udkanten af København, bag de gamle smedejernsporte på byens kirkegård, begyndte folk at lægge mærke til den samme dreng igen og igen. Hver dag præcis klokken tre stillede han op tynd, i en slidt jakke, der ikke passede til årstiden. Han gik med fast gang, som om han kendte vejen udenad, undgik de andre grave og stoppede ved én med et billede af en ung kvinde.
Drengen var omkring syv år. Han knælede ned, strøg over den kolde marmor og begyndte at tale. Nogle gange hviskende, andre gange grædende.
*”Mor mor, jeg er her igen. Hører du mig?.. Jeg fryser. Jeg er bange. Ingen elsker mig der”*
Og så:
*”Hvorfor gik du?.. Jeg kan ikke være alene længere Hvorfor ventede du ikke?..”*
Den gamle dame, der solgte blomster ved indgangen, græd, når hun hørte ham. Kirkegårdsvogteren prøvede at kalde på ham, men drengen løb bare væk uden et ord.
Alle troede, det var hans mor, og at han var forældreløs, overladt til en far, der tydeligvis ikke passede ordentligt på ham.
En aften, mens det dryppede, og drengen kom alligevel, gennemblødt til benet, kunne vogteren ikke holde det ud længere. Han ringede til politiet og børneforsorgen.
*”Han er her hver dag alene Jeg kan ikke se ham græde sådan mere Hvem passer på ham? Hvor er hans far?..”*
Politiet kom hurtigt. Drengen stod ved graven med kinden presset mod stenen. Han kæmpede ikke imod. Han stirrede bare stumt på ét punkt. Da de ville tage ham med, råbte han pludselig:
*”Nej! I må ikke tage mig! Jeg skal fortælle hende, at jeg fandt en legetøj i dag! At jeg savner hende! Hun venter på mig! Jeg lovede at komme!..”*
*”Hvem er hun?”* spurgte en kvinde fra børneforsorgen blidt.
*”Mor min mor”*
Men så fandt politiet ud af den forfærdelige sandhed: Kvinden i graven var faktisk ikke hans mor.
Drengen havde ingen mor. I hvert fald ikke den, hvis grav han besøgte. Han havde boet på et børnehjem siden han var tre. Hans rigtige mor havde forladt ham lige efter fødslen, og hans far var ukendt.
Kvinden, han besøgte hver dag, var en frivillig, der ofte kom på børnehjemmet, snakkede længe med ham, bragte bøger og gav ham knus.
Hun var den, der havde indsendt papirer for at adoptere ham. Drengen vidste det for første gang troede han, at nogen kunne elske ham. At han skulle få et hjem.
Men to dage før papirerne skulle underskrives, døde hun i en bilulykke. Drengen fik at vide, hun *”ikke kunne komme mere.”*
Han fandt ud af, hvor hun var begravet, og begyndte at stikke af fra børnehjemmet hver dag bare for at fortælle hende, hvor meget han savnede hende.
Han havde brug for en mor.
