I den lille landsby, skjult mellem tætte skove, gik livet sin stille gang. Morten, den lokale skovfoged, havde boet der i mange år sammen med sin kone. Han kendte hvert en hjørne af skoven, hver en sti, og forventede ikke nogen store overraskelser. Hans datter og barnebarn kom sjældent på besøg, og dagene gik som de plejede.
Skoven lige ved huset var normalt fyldt med liv, men denne dag var der uventet stille. Morten så en bevægelse ud af øjenkrogen en skygge. En stor skygge. Han så op og stivnede. Lige foran ham stod en hun-tiger.
Hun gjorde ikke tegn til angreb eller knurrede. Hun stirrede bare på ham. Det var tydeligt, at den ene af hendes poter var såret blodet sivede frem. Det virkede, som om hun ventede på noget. Efter et par sekunder vendte hun sig og gik tilbage mod skoven. Men hun kom næsten med det samme tilbage denne gang med en lille tigerunge i munden.
Den lille var tynd og svag, kun lige i stand til at stå. Hun-tigeren lagde forsigtigt ungen foran Morten og så ham lige i øjnene roligt, men bestemt. Som om hun sagde: *”Gør noget.”*
Morten stirrede forvirret på den lille tiger. Han vidste, at hvis den blev efterladt i den tilstand, var det en dødsdom.
Hans kone, Kirstine, kom tættere på uden et ord. De så hinanden. Beslutningen blev taget i tavshed.
De indrettede en varm og vindstille krog i skuret. De ringede til den lokale dyrlæge og forklarede situationen.
Dyrlægen troede dem først ikke, men lovede at komme næste dag. I mellemtiden bandagede Morten så godt, han kunne, den lille tigers sårede pote.
Hun-tigeren forsvandt ikke langt væk. Hun sad ved skovkanten, som om hun holdt øje med, hvordan de passede hendes unge.
Næste morgen kom dyrlægen. Han undersøgte ungen, gav den medicin og efterlod instrukser. Han kom igen dagen efter. Og en uge senere. Gradvist kom den lille tiger sig.
To uger gik. Den lille blev stærkere og mere aktiv og begyndte endda at lege med stykker af klude i skuret.
Morten og Kirstine passede den som deres eget barn. De vidste, den ikke kunne blive for evigt, men de gjorde alt for at få den på benene.
Og en morgen, da solen lige tog til over trætoppene, dukkede hun op igen hun-tigeren. Uden aggression eller frygt. Hun gik forsigtigt hen til skuret og stoppede. Den lille genkendte hende med det samme og gav en svag lyd fra sig.
Hun-tigeren kom nærmere. Morten og Kirstine tog et par skridt tilbage og så til. Et øjeblik efter var den lille ved sin mors side. Hun snusede til den, slikkede den, vendte sig og tog den med sig ind i skoven.
Næste morgen gik Morten ud i haven og stivnede. Lige ved hegnet lå en frisk hare næsten som en gave. Han forstod straks, hvor den kom fra.
Det stoppede ikke der. I en hel månc kom der flere af disse “gaver” ved huset.
Morten nikkede hver gang taknemmeligt mod skoven. Han vidste, at rovdyr ikke siger “tak” med ord, men i deres verden var det den varmeste gestus af taknemmelighed.
Siden den dag havde Morten oftere følt, at der blev holdt øje med ham i skoven. Ikke med trusler, men med tillid. Og et sted mellem træerne var der den, der huskede, at en mand engang ikke vendte ryggen til, da der var brug for hjælp.
Mira, tigerhunnen, bragte sin unge til skovfogeden og bad ham redde dens lille
