Den unge kvinde i kørestolen ankommer til dyrehjemmet og ønskede at adoptere den farligste hund. Da schæferhunden fik øje på hende, begyndte den at gø, men så skærer det til…
Den lammede kvinde havde for første gang besluttet sig for at tage til dyrehjemmet. Hun havde længe drømt om en hund, der ikke kun var der for leg og gåture, men også for virkelig støtte.
Hjulene på hendes kørestol knirkede blødt mod gulvet, da hun rullede ind i det rummelige lokale med bure. Hundene gjaldt, hoppede og prøvede alle at få opmærksomhed nogle logrede glad med halen, andre gøede højt, og nogle sprang mod gåtterne for at komme ud. Kvinden stoppede ved hvert bur og kiggede nøje, men hendes hjerte sagde ingenting. Ingen af hundene rørte noget i hende.
Hun begyndte at tro, det havde været spildt at komme, da hendes blik pludselig faldt på et hjørn af lokalet. Der, i skyggen af gitteret, lå en schæferhund. Den kæmpede ikke for at komme ud, gøede ikke og så ikke engang på folkene. En stor, stærk hund med kloge øjne lå der, næsten som om den var ligeglad med verden omkring sig.
“Den der. Jeg vil have den,” sagde kvinden pludselig med fast stemme og pegede på hunden.
En medarbejder fra dyrehjemmet løftede overrasket øjenbrynene:
“Frøken, du forstår ikke… Den hund er et virkelig problem. Den er vild og angriber konstant mennesker. Ingen kan håndtere den. Vi har endda overvejet at aflive den.”
Kvinden smilede blot og rystede på hovedet:
“Det gør ikke noget. Vi har alle vores fejl,” sagde hun og pegede på sin kørestol. “Jeg vil møde den ansigt til ansigt. Se lige, hvordan den ser på mig.”
“Nå, men som du vil,” sukkede manden tungt. “Men jeg advarer dig det kan ende galt.”
Da buret blev åbnet og schæferhunden blev ført ud til hende, blev der helt stille i lokalet. Medarbejderne holdt vejret, og besøgende trak sig skævt tilbage. Alle ventede på, at hunden ville springe frem, blotte tænderne og angribe at det hele ville ende i tragedie.
Schæferhunden stoppede på afstand og stivnede. Dens ører stod spidse, og øjnene stirrede intenst på kvinden i kørestolen. Sekunderne føltes som en evighed. Så gøede hunden højt og tog et par skridt mod hende. Gøen gav genlyd mellem væggene. Nogle gispede, og nogen gemte ansigt i hænderne, klar på det værste.
Men så gjorde hunden noget uventet.
Den tog et forsigtigt skridt frem. Så et til. Den gik langsomt. Kvinden sad helt stille, smilede bare og så den lige i øjnene.
Og pludselig, til alles overraskelse, gik hunden helt hen til hende, bøjede sig ned og lagde sig blødt op ad hendes ben. Den snusede til hendes knæ og kørestolen, så lænede den sig helt ned og lukkede øjnene.
Kvinden rakte langsomt hånden frem og hunden reagerede ikke med vrede eller frygt. I stedet lod den sig kærtegne. Endnu mere overraskende sukkede den dybt og faldt i søvn lige ved hendes fødder.
Der blev dødsstille i lokalet. Ingen kunne tro deres egne øjne. En hviskede:
“Det har aldrig sket før… Den hund har bidt alle og stoler på ingen.”
Kvinden lænede sig frem og sagde stille:
“Nu er du min. Vi skal være sammen.”
Og ja den dag kørte de hjem sammen. Kvinden og den “vilde” schæferhund, som alle var bange for.
