Jeg hedder Mette, og det, der skete med min datter, Freja, ændrede alt. Nogle vil måske synes, jeg handlede for hårdt, men når I hører hele historien, tror jeg, I vil forstå, hvorfor jeg ikke havde noget valg.
Det begyndte under en familie sammenkomst i mine forældres hus i anledning af min fars 70-års fødselsdag. Jeg burde have vidst bedre end at tage Freja med, min skønne fireårige datter, men jeg troede, familie var familie. Hvor tog jeg fejl.
Min søster, Lærke, har altid været forældrenes gullebarn. Som barn kunne hun aldrig gøre noget galt i deres øjne. Da hun fik sin datter, Mathilde, blev favoriseringen kun værre. Mathilde blev kronjuvelen i familien, forkælet og behandlet som en lille prinsesse, der aldrig gjorde noget forkert. Freja blev derimod altid overset. Mine forældre overdængede Mathilde med gaver og opmærksomhed, mens Freja knap nok blev bemærket. Det knuste mit hjerte, men jeg håbede, tingene ville ændre sig.
Den lørdag eftermiddag ankom jeg til mine forældres hus med Freja, iført hendes yndlingsrosa kjole med enhjørninger på. Hun var så begejstret for at se sine bedsteforældre og kusine. Problemerne begyndte næsten med det samme. Mathilde, nu 13 år og fuld af teenage attitude, rullede med øjnene, da hun så Freja. »Hvorfor tog du hende med?« spurgte hun højt.
»Mathilde, det er ikke pænt,« sagde jeg roligt. »Freja er din kusine, og hun glæder sig til at se dig.«
Lærke grinede fra køkkenet. »Åh, tag det ikke personligt, Mette. Mathilde er bare i den alder, hvor små børn irriterer hende. Det er helt normalt.«
Normalt? Det ord ville forfølge mig resten af dagen.
Den første time forløb forholdsvis fredeligt. Freja legede stille med nogle legetøjer, mens de voksne snakkede, men jeg kunne se, hvordan Mathilde iagttog hende med et beregnende blik, som om hun planlagde noget. Jeg burde have fulgt min mavefornemmelse og taget hjem.
Huset har en smuk vindeltrappe, der fører op til første sal, 15 trin med et hårdt trægulv i bunden. Omkring klokken 15 var jeg i køkkenet, da jeg hørte Frejas stemme fra stuen. »Lad være, Mathilde. Den er min.«
Jeg kiggede rundt om hjørnet og så Mathilde prøve at tage Frejas nøglebamse, den hun aldrig ville være foruden.
»Du er for gammel til nøglebamser,« sagde Mathilde. »Kun babyer leger med dem.«
»Jeg er ikke en baby,« protesterede Freja, hendes lille stemme skælvede af forvirring. »Giv den tilbage!«
»Mathilde,« sagde jeg.
Men Lærke vinkede mig væk. »Lad dem klare det selv,« sagde hun. »Mathilde skal lære at være selvstændig, og Freja skal lære at dele.«
Jeg blev modstræbende i køkkenet, men lyttede stadig. Stemmerne blev højere, og så hørte jeg noget, der fik mit blod til at fryse: lyden af et slag, efterfulgt af F
Min 13-årige niece skubbede min datter ned ad trappen. Min familie grinede — så jeg gav dem en lærestreg, de aldrig vil glemme.
