Under patrujeringen lagde jeg mærke til en lille pige, der stod under et træ og græd. Da hun så mig, stoppede hun pludselig med at græde og gjorde noget mærkeligt.
I dag startede vagten som sædvanlig. Min trodsig makker Thor, en ældre men stadig skarp schæferhund, og jeg patruljerede roligt gennem byens stille gader. Solen skinnede, og få forbipasserende skyndte sig om deres ærinder. Alt virkede helt normalt, og jeg tænkte, at vagten ville blive rolig.
Men så fangede min opmærksomhed noget, der brød den fredelige scene.
Under et stort, udskyldende træ stod en lille pige på omkring fem-seks år. Hun rystede, tårer løb ned ad hendes kinder, og hun hulkede højlydt. Der var ingen andre i nærheden.
Jeg halede ind til siden, slukkede motoren og gik sammen med Thor hen til hende.
Hej, lille ven, sagde jeg forsigtigt. Hvad er der galt? Er du kommet væk?
Pigen stoppede pludselig. Som ved et trylleslag forsvandt tårerne, og hendes ansigt blev roligt næsten for roligt.
Hvorfor græd du? spurgte jeg og satte mig på hug.
Hun tav. Kun de store øjne flakkede fra side til side.
Hvor er dine forældre? fortsatte jeg.
Pludselig begyndte hun at kigge sig omkring, som om hun var bange for noget eller ledte efter nogen. Det virkede underligt, men i samme øjblik knurrede Thor. Hans pels hår rejste sig, og ørerne spidsede. Han plejede at være venlig over for børn, så hans adfærd gjorde mig endnu mere mistænksom.
Pigen stod helt stille og stirrede på noget bag mig. Det var, som om hun ventede på noget eller nogen. Der var noget unaturligt ved h
Under patruljering bemærkede jeg en lille pige, der stod under et træ og græd: da hun så mig, stoppede hun pludselig med at græde og gjorde noget meget mærkeligt
