En mand sad ved siden af mig i flyet og skammede sig slet ikke over at fornærme mig pga. min vægt men til sidst fortryder han dybt.
Business class. En lang flyvetur. Jeg havde købt billetten på forhånd og valgt en vinduesplads jeg ville bare have en rolig tur, arbejde lidt og slappe af. Alt gik som det skulle: passagerne kom om bord, bagagen blev stablet op, kabinepersonalet serverede vand.
Jeg var allerede sat, da en mand i et dyrt jakkesæt trådte ind i kabinen. Han bar en lædermappe og gik selvbevidst hen til sin plads lige ved siden af mig. Han kiggede på sædet, så på mig, rynkede panden og sagde højt, så alle kunne høre det:
“Hvad er det her for noget lort? Jeg har betalt for business class, men føler mig som i metroen i myldretiden!”
Han himlede demonstrativt med øjnene og sendte mig et nedladende blik.
“Jeg skal til en vigtig konference og skal forberede mig, og nu kan jeg ikke engang sidde ordentligt,” sagde han og satte sig hårdt ned.
Jeg forstod straks, hvad eller rettere hvem han hentydede til.
“Hvorfor sælger de overhovedet pladser her til folk som hende?” mumlede han højt nok til, at jeg kunne høre det.
Han satte sig og begyndte straks at støde til mig med albuen, som for at vise sin utilfredshed. Det gjorde ikke kun fysisk ondt det var også dybt sårende. Jeg vendte mig mod vinduet og kæmpede mod tårerne. Jeg havde aldrig troet, at en voksen, respektabel person kunne være så ondskabsfuld.
Hele flyveturen igennem vendte han sig, raslede med papirer, sukkede men sagde ikke mere. Jeg holdt ud. Jeg er vant til bedømmende blikke. Men ikke til sådan åbenlys ondskab.
Men da flyet landede, skete der noget uventet og manden fortryder virkelig sin opførsel.
Da vi begyndte at gå ud, kom min assistent fra økonomiklasse hen til mig. Han nikkede høfligt og sagde:
“Fru Nielsen, passer det, hvis vi kører direkte til konferencelokalet efter indcheckningen på hotellet? Alt er allerede klart.”
Manden ved siden af mig stivnede. Jeg kunne mærke hans blik. Min assistent gik, og pludselig talte manden i en helt anden tone:
“Undskyld mig skal du også til konferencen? Jeg hørte, at en meget respekteret forsker skulle tale Hun hedder også Nielsen.”
“Ja,” svarede jeg roligt, mens jeg tog min taske, “det er mig.”
Han blev stiv, blegnede og begyndte at stamme om, hvor længe han havde fulgt mit arbejde og hørt om min forelæsning om kognitiv teknologi.
Jeg smilede bare høfligt og gik ud først. Han blev siddende, som om alt luften var løbet ud af ham.
Jeg håber, at denne fremmede efter dette stopper med at dømme folk på deres udseende.
