En måned før pensionen begyndte kollegerne at ignorere hende.
Birthe Møller bemærkede det med det samme kollegerne talte lavere, når hun nærmede sig deres borde. Møderne foregik uden hende: *”Birthe, du behøver ikke komme, vi diskuterer planerne for næste år.”* Men hun havde stadig en måned tilbage. Hun førte stadig dokumentationen. Alligevel var hun allerede blevet et spøgelse en kvinde fra fortiden, der kun var i vejen.
*”Hvorfor skal du vide detaljerne om projektet? Du går snart på pension,”* svarede den unge medarbejder Sofie, når Birthe spurgte indtil den nye rapport. Femogtredive års erfaring, kendskab til alle kunderne udenad men nu var det ikke længere relevant. De nye kolleger undgik hende, stillede ikke spørgsmål, bad ikke om råd. Som om hun allerede var død, men kroppen endnu ikke var blevet fjernet.
I kantinen tav samtalerne, så snart hun kom ind. *”Nå, Birthe er her Okay, vi snakkes ved senere.”* Og så gik de, efterlod hende alene med en kold kop te. På julefrokosten blev hun sat ved det fjerne bord *”med de andre pensionister”*. Selvom hun stadig arbejdede. Stadig løste vigtige opgaver. Stadig kunne være nyttig.
Hjemme var det ikke bedre. Hendes mand, Erik, mødte hende med spørgsmålet:
*”Nå, tæller du dagene til friheden?”*
Friheden. Som om femogtredive år havde været et fængsel. Birthe satte tasken fra sig, tog skoene af. Benene summede en hel dag på fødderne, selvom hun ikke rigtig havde lavet noget. Nye opgaver fik hun ikke, de gamle blev langsomt fjernet.
*”Jeg ved ikke, Erik. Det føles lidt skræmmende.”*
*”Hvorfor? Du kan sidde derhjemme, passe børnebørn. Signe spurgte faktisk, om du kunne passe lille Alfred i næste uge.”*
Passe børnebørn. Sidde derhjemme. Birthe gik ud i køkkenet, tændte for vandkogerens. I vinduets spejl så hun en kvinde med et træt ansigt. Hvornår var hun blevet så gammel? Det føltes som i går, at hun startede som en ung pige lige fra universitetet, og nu skulle hun på pension.
Telefonen vibrerede. En besked fra datteren: *”Mor, kan du hente Alfred i børnehaven i morgen? Jeg har et møde.”*
Selvfølgelig kunne hun det. Hvad havde hun ellers at lave? På arbejdet veg alle tilbage for hende, som om hun var en udstødt.
Næste dag ankom Birthe til kontoret før alle andre. En gammel vane at åbne kontoret, sætte kaffen over, tjekke mails. Men nu var indbokken tom. Hendes mail blev langsomt fjernet fra distributionen.
*”Åh, Birthe, er du her allerede?”* sagde Sofie, da hun kom ind på kontoret. *”Jeg troede”*
*”Hvad troede du?”*
*”Ingenting. Men du går snart Altså, hvorfor komme så tidligt?”*
Birthe vendte sig mod skærmen. På den en tom mappe: *”Aktuelle projekter”*. I går havde der været tre filer. Nogen havde flyttet dem uden at sige noget. Måske troede de, hun ikke kunne klare det. Eller måske havde de glemt, at hun stadig arbejdede.
Ved frokost ringede Erik:
*”Hør her, Lars ringede. De leder efter en bogholder i hans firma. Måske du skulle til en samtale?”*
*”Erik, jeg går på pension om en måned.”*
*”Ja, men du kunne supplere. Mange gør det.”*
Mange. Birthe forestillede sig til jobsamtalen. *”Hvorfor forlader du dit nuværende job?”* *”Jeg bliver sendt på pension.”* Hvem ville ansætte en pensioneret bogholder? De unge kunne alt hurtigere på computeren, kendte de nyeste programmer.
Efter frokosten kaldte chefen hende ind:
*”Birthe, der er en ting Du skal overdrage opgaverne til en ny medarbejder. Christina starter i morgen, hun skal overtage dine opgaver.”*
*”Men jeg har stadig en måned”*
*”Ja, selvfølgelig. Men så hun kan lære det. Du ved jo, det tager tid at sætte sig ind i alt.”*
Hun forstod. Hun forstod det hele. Christina var femogtyve, havde to universitetsuddannelser og ambitioner til vejrs. Og Birthe var en udgående natur. En dinosaur, der ikke var uddød i tide.
Om aftenen sad Birthe på bænken ved legepladsen. Alfred byggede et sandslot. Signe kom løbende fra arbejde, forpustet:
*”Mor, tusind tak! Jeg skynder mig, bare lige skifte så henter jeg ham.”*
*”Skynd dig ikke. Jeg har alligevel ikke noget at lave.”*
Datteren standsede, så nærmere på hende:
*”Mor, hvad er der? Er der sket noget?”*
*”Nej. Bare I morgen begynder jeg at overdrage opgaverne. Til en ung pige. Christina.”*
*”Det er da fantastisk! Så kan du endelig slappe af. Hvor længe kan man arbejde?”*
Hvor længe. Alle sagde det samme. Som om arbejde var en straf, man skulle slippe af med så hurtigt som muligt. Men for Birthe var det livet. Meningen. Stedet, hvor hun betød noget.
Næste morgen mødte Birthe Christina ved indgangen. Ung, smuk, i en dyr jakkesæt. Hun rakte hånden frem:
*”Godmorgen, Birthe. Jeg glæder mig til at lære af dig!”*
Løgn. Birthe så, hvordan Christina vekslede et blik med Sofie. Som om hun nu måtte udholde den gamle i en hel måned.
*”Kom, jeg viser dig, hvor alt er.”*
Christina nikkede, skrev noter på sin tablet, men Birthe kunne mærke, at hun ikke lyttede. Hvorfor skulle hun også? Alt ville blive gjort om alligevel. De unge vidste altid bedst.
Ved dagens slutning var Birthe træt af at forklare. Christina sad allerede ved hendes bord *”så er det nemmere at sætte sig ind i dokumenterne”*. Og Birthe stod ved siden af, som en fremmed på sit eget kontor.
Hun gik hjem til fods. Ville ikke med toget, ikke blandt alle de mennesker. Hun ville være alene, tænke. Tænke på hvad? At hendes liv var slut om en måned? Nej, ikke livet. Men hvad skulle der så ske?
Telefonen i tasken vibrerede. Ukendt nummer.
*”Birthe? Det er Lars, husker du mig? Vi arbejdede sammen for ti år siden.”*
Hun huskede ham. Dengang var Lars næsten gået konkurs, og hun havde hjulpet ham med at komme ud af gælden, få styr på papirerne.
*”Selvfølgelig husker jeg dig. Hvordan går det?”*
*”Fantastisk! Hør, jeg hørte, at du skal på pension. Er det rigtigt?”*
Bir
En måned før pension begyndte mine kolleger at ignorere mig – og det var helt unødvendigt
