Hans sidste ønske som indsat var at se sin hund en sidste gang: men da hunden trådte ind i fængselscellen, skete der noget uventet
Før den endelige dom, der skulle sætte en stopper for hans liv, bad han kun om én ting at se sin schæferhund igen. Manden havde accepteret sin skæbne med stille resignation.
Tolv år, dag efter dag, vågnede han i den kolde celle B-17. Han var blevet anklaget for at have taget et menneskeliv, og selvom han svor på sin uskyld, lyttede ingen. Først kæmpede han, skrev klager, så advokater, men med tiden opgav han og ventede kun på sin dom.
Det eneste, der betød noget for ham gennem alle disse år, var hans hund. Han havde ingen familie. Schæferhunden var ikke bare et kæledyr den var hans familie, hans ven og det eneste væsen, han stolede på. Han havde fundet den som hvalp, skælvende i en baggård, og siden dengang havde de været uløseligt forbundne.
Da fængselsdirektøren kom med en blanket om hans sidste ønske, bad manden ikke om lækker mad, cigarer eller en præst, som mange gør. Han sagde bare stille:
“Jeg vil se min hund. En sidste gang.”
Først var personalet skeptiske. Kunne det være et snu trick? Men på den aftalte dag, før dommen, blev han ført ud i gården. Under vagternes skarpe blikke mødte han sin hund.
Da hunden så sin ejer, rev den sig løs fra snoren og styrtede hen mod ham. I det øjeblik stoppede tiden.
Men det, der skete derefter, overraskede alle. Fængselsbetjentene stod målløse.
Hunden, der havde revet sig fri fra politimanden, løb mod sin ejer med en kraft, som om den ville indhente tolv års adskillelse på et enkelt sekund.
Den kastede sig i hans arme og væltede ham omkuld, og for første gang i mange år følte han hverken kulde eller lænkers tyngde. Kun varme.
Han holdt den tæt ind til sig, begravende sit ansigt i dens tætte pels. Tårer, han ikke havde tilladt sig at græde i alle disse år, brød frem.
Han græd højt, uden skam, som et barn, mens hunden gav små hulk lyde, som om den forstod, at deres tid var kort.
“Min gode pige min trofaste ven” hviskede han og holdt den tættere ind. “Hvad skal du gøre uden mig?”
Hans hænder dirrede, mens han strøg den over ryggen igen og igen, som om han ville huske hver en detalje. Hunden så på ham med øjne fulde af loyalitet.
“Undskyld at jeg efterlader dig alene,” hans stemme knækkede. “Jeg kunne ikke bevise sandheden men jeg var altid der for dig.”
Vagterne stod ubevægelige, mange kiggede væk. Selv de hårdeste kunne ikke forblive koldblodige foran dem stod ikke en kriminel, men et menneske, der i sine sidste øjeblikke holdt fast i det eneste, der var tilbage af hans verden.
Han så op på fængselsdirektøren og sagde med brudt stemme:
“Pas på hende”
Han bad direktøren tage hunden med hjem og lovede, at han ikke ville gøre modstand mod dommen.
I det øjeblik blev stilheden ulidelig. Hunden gøede igen, skarpt og højt, som om den protesterede mod det, der skulle ske.
Manden holdt den bare tættere, krammede den, som et menneske gør, når det siger farvel for altid.
Og så lærte vi, at selv i livets mørkeste øjeblikke kan kærlighed trofast og ubetinget være den eneste lysning, der gør afskeden lidt lettere at bære.
Fangens sidste ønske var at se sin hund en sidste gang: men da hunden kom ind i fængselscellen, skete der noget mærkeligt
