“Hold nu kæft,” råbte manden og smækkede kufferten i gulvet. “Jeg går fra dig og dette sump, du kalder et liv.”
“Sump?” Mette drejede sig langsomt væk fra komfuret, hvor kartoflerne stegtes til aftensmaden.
“Denne sump har fodret din mor i tyve år, mens hun rendte til lægerne. Har du glemt det?”
“Hvad har min mor med det at gøre? Lad hende være udenfor dette!”
“Fordi, Niels, imens du ‘drejede store forretninger’ i København, var jeg her med din paralyserede mor. Skiftede bleer, hvis du altså vil vide det.”
Niels stod i døren til deres toværelses lejlighed i Herlev, iført en ny jakkesæt og med kufferten ved sine fødder. Så flot havde Mette ikke set ham i årevis veltrænet, solbrændt, duftende af dyr parfume. Ikke som dengang, han kom hjem fra fabrikken, dækket i smørelse.
Hun huskede, hvordan de mødtes. Dans i fabrikkens klub, han en ung smed, hun fra bogholderiet. Han havde drejet hende rundt til “Million røde roser” og hvisket dumheder i hendes øre. Så et beskedent bryllup med tredive gæster, kartoffelsalat og dansk sekt. Hans mor havde grædt af lykke og omfavnet Mette: “Tak, datter, for at tamme min lille Niels.”
Tamme. Toogtyve år levede de sammen. Fik datteren, Freja. Nu studerede hun medicin, levede af SU og Mettes ekstra timer. Niels havde ikke givet penge de sidste tre år alt gik til hans “forretningsprojekter.” Hvilke forretninger? Det forstod Mette aldrig. Før ville han åbne et værksted, så prøvede han sig med fragt. Alt gik i vasken.
“Du forstår det bare ikke,” Niels tændte en cigaret i entrén. “Mads har tilbudt mig at flytte til København. Han har en vaskekæde der vil have mig som leder. Lejlighed er arrangeret.”
“Alene?” Mette tørrede hænderne i forklædet. Hænderne rystede, men stemmen var rolig.
“Nej,” Niels så væk. “Med Lotte. Hun… hun forstår mig. Tror på mig.”
Lotte. Mette havde vidst om hende i tre måneder. Set deres beskeder på hans telefon, mens han var i bad. “Musling,” “skat,” “savner dig.” Otteogtyve år gammel “musling.” Salgsassistent i bilforretningen, hvor Niels kiggede på en bil. På afbetaling, for resten, som Mette stadig betalte af på med sin lærersold.
“Hvad med Freja?” spurgte Mette. “Din datter. Hun afslutter sin uddannelse om et år.”
“Hun forstår det nok, når hun bliver ældre. Jeg kan ikke leve sådan her mere. Jeg er femogfyrre, Mette. Jeg er stadig ung, jeg kan nå at ændre alt.”
Mette gik hen til vinduet. I gården hang naboen Birgit tøj op. Hun så Mette i vinduet og vinkede. Birgit vidste det hele. Om Lotte, om at Niels kun kom hjem for at sove de sidste seks måneder. Hun havde medlidenhed, bragte wienerbrød: “Hold ud, Mette.”
“Husker du,” sagde Mette stille, “da Freja var fem og fik lungebetændelse? Lægerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Du arbejdede over for at tjene til medicin. Jeg sad ved hendes senge dag og nat. Du sagde dengang: ‘Vi er en familie, Mette. Vi klarer det sammen.'”
“Det var længe siden.”
“Kun femten år. Eller da din mor fik et slagtilfælde? Hvem tog hende til lægen? Hvem vågede om natten og vendte hende hver anden time, så hun ikke får liggesår? Det var mig, Niels. Og du fandt undskyldninger arbejde, forretninger. Hvilke forretninger? Du jagtede allerede dit drømmeprojekt dengang.”
Niels slukkede cigaretten på karmen. Mette rynkede panden det var et nyt vindueskarm, sat op sidste måned. Hun havde sparet sammen selv.
“Du husker altid alt det dårlige,” knurrede han. “Hvad med det gode? Hvad med dengang, jeg tog dig med til stranden?”
“For ti år siden. Til Skagen. I en uge.”
“Intet er dig nogensinde nok!”
Mette vendte sig mod ham. Tårerne pressede på, men hun lod dem ikke falde. Han skulle ikke se det.
“Ved du hvad, Niels? Gå. Gå til din Lotte. Men her er hvad jeg vil sige: Din mor passede jeg til sidste dag. To år lå hun her, to år gav jeg hende mad med ske, vaskede hende, gav hende medicin. Hvor var du? På arbejde? Hvad for et arbejde, Niels? Du har ikke haft et rigtigt job de sidste fem år. Altid drømte du om at blive rig.”
“Jeg prøvede! Jeg gjorde det for familien!”
“For familien?” Mette smilede bittert. “Freja arbejder nattevagt som sygeplejerske under studiet for at kunne købe bøger. Fordi far blev forretningsmand. Jeg tog dobbelt vagt i skolen og gav ekstra lektioner. For hvem prøvede du egentlig?”
Niels tav, knyttede hånden om kufferten.
“Og ved du, hvad der er mest morsomt?” fortsatte Mette. “Din mor sagde til mig før hun døde: ‘Tilgiv ham, datter. Han er svag. Har altid været det. Tak fordi du holdt ud.’ Jeg forstod det ikke dengang. Nu gør jeg.”
“Vov ikke!” Niels eksploderede. “Sig ikke, jeg er svag! Jeg kvæles her! I denne lejlighed, i denne by, med dig! Du vil grave mig ned med din hellige retfærdighed!”
“Min retfærdighed?” Mette grinede pludselig. Tørt, hårdt. “De sidste år har jeg kun holdt mund. Tav, når du kom hjem fuld. Tav, når penge fra gemmeriet forsvandt til dit nye ‘projekt.’ Tav, når du lugtede af fremmed parfume. Troede, du ville vågne op en dag. Familie, ikke?”
Hun gik til skabet, tog en mappe frem. Niels spændte sig.
“Hvad er det?”
“Skilsmissepapirer. Klar for en måned siden. Ventede bare på, at du selv turde. Eller jeg. Men du var først flot. Skriv under.”
Niels stirrede på papirerne.
“Du… du vidste det?”
“Jeg er ikke dum, Niels. Jeg gav dig en chance. Og mig selv måske tog jeg fejl. Det gjorde jeg ikke.”
“Lejligheden…” begyndte han.
“Er min. I min mors navn, arvet til mig. Du er registreret her, men har ingen ret til den. Prøv retten, men problemet er du har ikke haft et job i tre år. Vil du betale børnebidrag til Freja?”
“Hun er myndig…”
“Hun er fuldtidsstuderende. Indtil uddannelsen er færdig. Paragraf 53 i Børneloven, h
