**Dagbogsnotat 15. juni**
Min kone sagde, at hun hørte underlige lyde fra vores gamle brønd: jeg greb en lommelygte, gik hen for at tjekke, og så noget forfærdeligt i brøndens dyb.
For nylig købte min kone, Astrid, og jeg med vores lille søn, Mikkel, et lille hus på landet, hvor vi kunne slippe væk fra byens larm om sommeren. Det virkede perfekt stille, en stor have, frisk luft.
Den tidligere ejer advarede os om den gamle brønd i haven: “Den har ikke været i brug i årevis. I kan fylde den med jord og rive toppen ned, hvis I vil.” Men jeg tænkte ikke på det. Hvad kunne der være skræmmende ved en gammel, forladt brønd?
De første dage var rolige, indtil en dag, hvor noget uhyggeligt skete.
Jeg sad inde i stuen og læste en bog. Astrid var ved siden af mig, og Mikkel legede med sine legetøjer. Udenfor var det varmt, så vi besluttede at blive indenfor. Pludselig styrtede Astrid ind i rummet, hendes øjne fyldt med rædsel:
“Fra brønden…” hvislede hun og greb min hånd. “Der kommer lyde derfra!”
Jeg så op fra bogen og rynkede panden:
“Hvad snakker du om? Det er sikkert bare vinden eller en fugl.”
Hun rystede hovedet og klemte min hånd hårdere:
“Nej. Jeg hørte det tydeligt. Kom nu, jeg er virkelig bange.”
Jeg rejste mig, stadig skeptisk. Brønden var gammel og lukket. Hvad kunne være derinde?
Vi gik ud i haven. Jeg kiggede på brønden ingen lyde.
“Se,” sagde jeg og prøvede at berolige hende. “Der er stille. Intet.”
Hun pressede hånden mod brystet og rystede igen på hovedet:
“Du forstår ikke… Jeg hørte en stemme. Der er noget dernede!”
Jeg gik et par skridt nærmere. Brøndens låg var sprækket, græs voksede langs kanten, og kæden hang slapt ned. Jeg bøjede mig forover, men så kun mørke. Ingen lyd.
“Kan du se?” spurgte jeg, selvom jeg også følte en uro. “Den er tom. Måske kom lyden fra marken eller vejen.”
“Nej,” sagde hun med skælvende stemme. “Det var ikke vinden. Hent lommelygten, vil du? Tanken om, at der er noget derinde, gør mig syg…”
Jeg trak vejret dybt og nikkede:
“Okay. Lad os tjekke, så du kan slappe af.”
Hun løb ind efter lommelygten, og da hun rakte den til mig, så jeg, at hendes hænder rystede. Jeg tændte lyset, bøjede mig over kanten, og rettede strålen ned i mørket… Og så så jeg noget forfærdeligt.
Da lyset ramte bunden, stivnede jeg. Mit hårdte bankede. På de fugtige sten lå Mikkel.
Det viste sig, at mens jeg læste og Astrid var optaget, var han sneglet ud i haven. Han var gået hen til brønden for at kigge ned og forstod ikke, hvordan han var endt derinde.
Han havde råbt om hjælp i næsten en time, men på grund af dybden kunne vi ikke høre ham. Vi troede, han legede på sit værelse. Det var et mirakel, at han overlevede.
Jeg ringede straks til 112. Ambulancen kom og hev ham op. Nu er han på hospitalet, og hans tilstand forbedrer sig.
Vi solgte huset. Og her er, hvad jeg vil sige til jer: Vær altid opmærksomme på jeres børn. Selv de mest uskyldige ting kan blive til noget frygteligt, hvis man ikke passer på.
