En forbipasserende så et barn på gaden og ringede til politiet: Pigen fortalte betjenten, at stemmer havde beordret hende til at gå, og pegede på huset i slutningen af gaden.
Ingen forstod med det samme, hvor hun var kommet fra. En lille pige, omkring seks år, stod på fortovet i en elegant hvid kjole som om hun lige var trådt ud fra en fødselsdagsfest.
Folk standsede op. Nogen foreslog at købe vand til hende, en anden at ringe til socialtjenesten. Pigen så velplejet ud, ikke som et hjemløst barn. Men hun tav, indtil hun hviskede:
* Jeg hørte stemmer…*
Det fik folk til at reagere. Til sidst ringede nogen til politiet.
Femten minutter senere ankom en betjent ung, men med trætte øjne. Han knælede ned ved siden af pigen og talte med blød stemme:
* Hej. Hvad hedder du? Hvor er dine forældre? Hvorfor er du her alene?*
Pigen så på ham og svarede lavmælt:
* Stemmerne sagde, jeg skulle gå ud af huset.*
* Hvilke stemmer, skat?*
Betjenten blev rystet over hendes svar.
* Jeg så dem ikke. Jeg stod bag døren… Først en høj lyd. Så sagde stemmerne: “Gå. Ellers dør du.”*
Hun tav et øjeblik og spurgte så:
* Onkel, hvad betyder “at dø”?*
Betjenten frøs.
* Hvor bor du?* spurgte han og forsøgte at lyde rolig.
Pigen strakte armen ud og pegede på huset i enden af gaden. Et almindeligt hus med en lille have. Stille, velholdt, gardinerne trukket til.
Betjenten gik ind i huset. Døren stod på klem.
Han tog kun få skridt og stoppede.
På gulvet i stuen lå en kvinde. Blegt ansigt, ingen åndedræt, ingen puls. Alt var tydeligt, selv uden ord.
Senere viste det sig: Pigens far havde i et raseri dræbt sin kone. Da pigen hørte skriget, løb hun til døren men gik ikke ind. Så hviskede en stemme farens midt i panikken og frygten:
* Gå. Løb nu.*
Han prøvede at skåne hende for det, han havde gjort. Men han vidste ikke, at hun alligevel ville føle det hele.
Hun gik. Alene. I sin hvide kjole. Ud på gaden til fremmede, for at nogen skulle høre hende.
Og hun blev reddet. Fra sin egen far, der burde have været hendes største beskytter.
