Da de bar fruens båre forbi myrtenbusken, gled hendes hånd nedad, som i en afskedsgestus
Vinterdagene blev ensformige. Spurven fortsatte med at nuppe fra madskålen, og Myrte protesterede ikke. Han var den eneste, der mindede hende om, at hun ikke var helt alene.
“Astrid! Mine bukser er helt dækket i kattehår igen! Det er umuligt! Gør noget ved det!” knurrede Mads irriteret, mens han gjorde sig klar til arbejde.
Myrte pilsede væk til sit skjulested hun vidste af erfaring, at morgentidens hersker ikke var én, man skulle sætte sig for godt ind hos. Fra ham kunne man lige så godt få en lussing.
For et halvt år siden var hun blevet taget fra sin mor og bragt til dette hus. Lille og blød som hun var, længtes hun efter varme og omsorg, som hun kun fandt hos fruen. Men hendes mand havde været imod det fra starten. Myrte forstod hurtigt: bedst at holde sig på afstand af ham.
Astrid lyttede tålmodigt til mandens brok og nikkede bare, lovede at få styr på det. Så snart døren smækkede efter Mads, listede Myrte frem og søgte hen til sin redningskvinde.
“Vær ikke sur på Mads, han er egentlig god nok, han er bare ikke vant til dyr,” hviskede Astrid blidt, mens hun strøg katten. “Men jeg elsker dig. Tro mig, han skal nok vænne sig til det”
Men tiden gik, og Mads blev kun mere og mere gnaven. Myrte frydede sig hver gang han tog på forretningsrejse så blev dagene fredelige. Astrid passede hende, gav hende godbidder og kærtegn. Men så en dag erklærede Mads: enten forsvandt hårene, eller også forsvandt katten.
Om aftenen kom en ung kvinde med bløde hænder. Først troede Myrte, det var en ny veninde. Men snart blev hendes poter fanget i klæbebånd, en ubehagelig krave blev spændt om halsen, og så begyndte klippningen. Den bløde pels forsvandt under maskinen. Myrte mjavede og kæmpede, men forgæves. Fornærmet krøb hun sammen i sit hus og så bedrøvet på sin ejer: var det sådan man behandlede én?
Dagene tilbragte hun i skjul, kun om natten vovede hun sig ud.
“Myrte, min skønne Vi tager til sommerhus i weekenden du vil elske det! Så meget plads!”
Og hun holdt ord. Sommerhuset blev en åbenbaring for Myrte.
Hun udforskede det grønne græs med begejstring og jagtede mus. Men mest af alt elskede hun spurven livlig, kvik og med attitude. Hun lurpassede på ham, men han undslap hver gang. Det var som om, han drillede hende med sine manøvrer.
“Jeg vidste, du ville sætte pris på dette sted,” smilede Astrid, mens hun så sin elskede lege.
Men sommerhusets gode tid varede kun, til Mads ankom. Når han var der, måtte Myrte blive i udhuset der var en varm dyne, og den beskyttede mod vejret. Selv var han ubøjelig:
“Det er sommer! Der sker hende ingenting!”
Katteen kedede sig ikke. De varme nætter var fyldt med lyde og dufte, der lokkede til jagt. Hun bragte sine bytter til døren og hørte straks Mads irriterede knurren.
En dag krøb en fremmed kat ind i haven. Myrte jog den væk med hvasen. Astrid blev bange:
“Det er bare en kat, Myrte”
Men frækheden vendte tilbage en lørdag morgen. Og igen blev den jaget væk. Da Mads så uroligheden, kastede han en sutsko efter Myrte og råbte:
“Forsvind!”
Myrte forsvandt fornærmet ud i udhuset. Hun forstod ikke, hvorfor denne mand ødelagde deres fred? Hun og Astrid havde det fint uden ham.
Pludselig hørte hun spurvens kvidren, som om den sagde: “Tid til leg!” Myrte sprang ud og satte efter den.
En uhyggelig fornemmelse snigede sig ind i hende. Hun så uniformerede mænd, en båre, en bil. Fruen blev båret ud bevidstløs, hendes hånd dinglede livløst. Myrte stivnede.
Da alt var stille, og bilen med sirenernes hyl var kørt, listede hun hen til dørtærsklen og snusede til den velkendte duft. Fra den dag var alt forandret.
Hun spiste rester og jagtede. Da kulden kom, blev det sværere. Myrte sov i udhuset, indhyllet i dynen, der duftede af fruen.
I november kom Mads. Han havde medbragt Myrtes hus, kattebakken og rester af tørfoder. Uden et ord, mumlede han:
“Se nu, hvordan du klarer dig. Jeg har ikke tid til dig. Astrid er på hospitalet, og jeg har nok at se til.”
Han kørte uden at se sig tilbage. Myrte var alene.
Sneens dage fulgte hinanden. Myrte lærte at lytte til sneen derunder levede musene. Hun jagtede for at overleve. Nogle gange forgæves. Hun blev tyndere, svagere, men gav ikke op.
En solklar dag gik hun ud på terrassen for at varme sig. Hun hørte en raslen og fulgte lyden. Ved trappen bevægede sig noget. Hun samlede kræfter og sprang.
“Her er papirerne og nøglerne til grunden,” rakte Mads en mappe til den nye ejer, Thomas. “Der måske er katten derude.”
“Kat?” Thomas så forvirret ud. “Du sagde, vejene ikke blev ryddet om vinteren”
“Jeg var der sidst i november. Nu er det din grund du må gøre, hvad du vil.”
Thomas stod målløs. Han stirrede på nøglerne, ånded
