Vores bryllupsdag var perfekt indtil min forlovedes datter sagde: Far, du skal ikke giftes med hende, du har jo allerede en kone!
Alt gik som smurt. Den lille Freja, Frederiks fireårige datter, bragte en uforglemmelig portion sødhed med sig. Jeg havde aldrig forestillet mig at blive stedmor som 30-årig, men Freja og jeg klikkede med det samme. Hun var nysgerrig, livlig og utrolig elskværdig.
Da Frederik friede til mig, sagde jeg ja uden at tøve.
Ceremonien forløb gnidningsløst indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor præsten sagde de berømte ord:
Hvis nogen har indvendinger mod dette ægteskab, må de tale nu eller for evig tie.
Og så rejste Freja sig og hviskede:
Far, du skal ikke giftes med hende. Du har jo allerede en kone.
Iskolde stilhed fyldte lokalet. Mit hjerte hamrede.
En kone? Jeg stirrede på ham og ventede på et smil, en forklaring Men Frederik var bleg. Målløs.
Jeg knælede ned foran Freja og prøvede at holde roen:
Hvorfor siger du det, skat? Hvem er far gift med?
Hun pegede på vinduet. Og hvad hun sagde næste, fik mit blod til at fryse:
Med hende der.
Jeg vendte hovedet og udenfor, lige bag ruden, stod en kvinde og vinkede til os.
Jeg var lammet. Hvem var hun? Hvorfor var hun her?
Og aller vigtigst hvorfor troede Freja, at det var hendes far kone?
Frederik så helt ude af balance ud. Han stirrede på skikkelsen udenfor, bleg og ude af stand til at sige et ord.
Kvinden smilede bare videre uanfægtet, næsten for rolig. Et smil, der var for bredt, for selvsikkert. Hun rørte sig ikke. Hun ventede.
En kuldegysning løb ned ad min rygrad.
Langsomt gik Frederik hen mod døren. Gæsterne, stadig som naglet til deres stole, fulgte hans bevægelser som i et mareridt. Jeg så, hvordan hans hånd rystede, da han tog i dørhåndtaget.
Hvad hvad laver du her? hviskede han med en stemme, jeg aldrig havde hørt før.
Kvinden kippede let med hovedet, næsten underholdt.
Skal du ikke præsentere mig? spurgte hun stille, før hendes blik faldt på mig.
Det føltes, som om hendes øjne borede sig ind i mig. Ingen varme. Kun en underlig intensitet næsten truende gemt bag det smil.
Frederik? spurgte jeg, skarpere end planlagt. Hvem er det?
Han vendte sig mod mig, tydeligt panisk.
Det er det er Josefine.
Han tav et øjeblik.
Min ekskone.
En hvisken bredte sig i lokalet. Jeg følte mig totalt lamslået.
Jeg troede, han aldrig havde været gift. Det havde han sagt. Men nu stod hun her, virkelig, på den mest afgørende dag.
Men det, der chokerede mig mest, var det, Freja så sagde med barnlig uskyld:
Hun kommer ofte forbi, når du sover, Abi. Hun siger, jeg ikke skal stole på dig
Dødsstilhed. Mine ben føltes som gelé.
Frederik vendte sig mod Freja, hvid som et lagen.
Hvad? Hvad mener du, skat? Hvornår har hun været der?
Freja trak bare på skuldrene.
Nogle gange om natten. Hun siger, mor kommer tilbage.
Jeg kunne knap trække vejret.
Josefine udenfor trak på skuldrene, og hendes øjne lyste på en mærkelig måde.
Vi har vel alle vores hemmeligheder, ikke, Frederik?
Og så før nogen kunne nå at reagere vendte hun sig om og forsvandt i mængden, som om hun aldrig havde været der.
Frederik sank sammen på en stol med hovedet i hænderne.
Jeg blev stående, hjertet lige ved at briste, og stirrede på den åbne dør.
En ting vidste jeg sikkert:
Hun ville komme tilbage.
Og hun var ikke færdig med os endnu.
