Godmorgen, skat.
Han vågnede, som altid, et minut før vækkeuret ringede. En vane fra militærtiden. Han rullede ud af sengen og lavede nogle armbøjninger uden at åbne øjnene. Blodet begyndte at strømme, og søvnen forsvandt.
“Jeg vækker drengene, Lene.”
“Drengene” hans tiårige tvillingesønner sov i værelset ved siden af. To små kopier af ham selv, med let åbne munde, som om de delte den samme drøm.
Varmen havde været ustabil hele natten, så han havde droppet morgenturen i det kolde vejr. I stedet stod han og betragtede sine sønners allerede veltrænede kroppe.
Da han selv var i den alder, var han det modsatte: tynd, klodset og forlegen. Hans klassekammerater tog hans skyhed for fejhed. Skolen var let, men mobberiet gjorde ondt. Han kunne ikke slå tilbage han vidste, han var svag. Selvom han gav alt i idræt, kunne lærerens latter ødelægge alt. Hans mor havde været kategorisk:
“Jeg fødte ikke en intelligent dreng for at han skulle lære at slås.”
Skyheden fulgte ham, og drømmen om at blive stærk tabte endnu en runde. Hans mor plejede sjældent at være streng; hun omhyllede ham med kærlighed og omsorg… så meget, at han efter gymnasiet flygtede til militæret. To år senere kom han hjem som en veltrænet, lovende atlet. Den blege, sky dreng var blevet til en stærk bokser, til hans mors skuffelse og idrætsinstitutets glæde.
Studietiden åbnede en ny verden: konkurrencer, kollegieliv, nye venner. Men én udfordring forblev piger. Trods succes i bokseringen forsvandt hans skyhed ikke. At flirte, invitere på date eller bare tale med en pige var lige så svært som i folkeskolen. Indtil hun dukkede op.
Lene var instituttets nye stjerne. Mester i svømning og udspring, slank og lyshåret med grønne øjne. Klog, smilende, men tavs som om hun ikke helt hørte til her. De blev hurtigt venner.
Det var nemt at være sammen. De kunne gå i timevis uden et ord. De heppede på hinanden til konkurrencer. Og efter deres første kys friede han med det samme.
“Marsboernes bryllup” blev fejret af hele holdet. Alle elskede dem for deres åbenhed og varme.
Et år senere tog Lene orlov hun var gravid. Om aftenen arbejdede han som losser på Københavns Hovedbanegård. Mærkeligt nok følte han sig for første gang virkelig stærk. Ikke på grund af vægtene, men fordi han vidste: han kunne klare alt. Han kunne forsørge sin familie, han kunne opdrage sine børn. Han var stærk, og han havde hende.
Lene var nervøs, men lægen forsikrede hende om, at graviditeten gik godt. Han drillede endda:
“Den eneste dårlige nyhed er, at hvis du ikke kan lide børn, bliver det dobbelt så slemt du får tvillinger.”
Om natten drømte de sammen om fremtiden. Hvordan deres børn ville blive, hvilket hus de ville købe ved kysten… Men nætter er til for at drømme.
Lige før fødslen tog hun hans hånd og så ham ind i øjnene:
“Lov mig, at uanset hvad der sker, forlader du dem ikke…”
Han blev forvirret, men så hendes blik og nikkede bare. Næste dag startede veerne. Fødslen var lang og hård. Næsten et døgn lå hun bevidstløs, mens lægerne kæmpede mod en ukendt blødning. Da de fandt årsagen, var det for sent.
Han husker ikke, hvad der skete den nat. Alt var en tåge. Han vågnede ved Hovedbanegården, liggende i en vandpyt. Han var kvalm, og hovedet hamrede. Alkoholen var stadig i blodet, men én tanke æggede ham: hans sønner ventede.
Han færdiggjorde studiet men holdt op med at konkurrere. Idrætsforbundet gav ham en lejlighed, hvor han flyttede ind med “drengene”. Først hjalp hans mor, men da drengene blev større, klarede de sig selv. Han trænede unge i en idrætsklub, men da drengene startede i skole, fik han job der som idrætslærer. Han stoppede ikke på banegården en lærers løn var ikke stor. Men han slæbte ikke længere sække; de sidste år havde han været vagtchef.
Livet stabiliserede sig, men savnet var stadig der. Som om han ville tale, men uden Lene føltes han stum.
Engang prøvede venner at sætte ham op på dates. Men han kunne ikke holde dem ud. Den ene lignede Lene, den anden rettede håret som hun plejede…
Så begyndte han at tale til hende om natten. Først blev han vred, fordi han ikke kunne mærke hende. Så blev det en vane. Han delte tanker og spurgte om råd. Som i går drengene pralede af at have fået topkarakterer:
“Jeg sagde, at det ikke er mandigt at prale. Og at det er en skam ikke at stræbe efter topkarakterer. Men inderst inde var jeg stolt. De er dygtige, vores drenge. Stærke og gode mennesker…” Han sukkede. “Min militærtræner sagde engang: ‘Mod er kunsten at frygte uden at vise det.’ Jeg er bange for at rose dem for meget, for at virke svag. Jeg har aldrig engang sagt, at jeg elsker dem… Men de ved det vel, Lene?”
I det øjeblik var han lige ved at græde. Han rejste sig for at gå ind og kramme dem, fortælle dem, hvor meget de betød for ham… Men han stoppede det var nat, og han ville ikke vække dem.
Køkkenet var køligt om morgenen. Han kiggede på termometeret: minus fem. En tør vinter. Bare ærgerligt, at det ikke sneede. Udenfor fejede en ældre dame gårdspladsen. Var det ham, eller talte hun til sig selv?
Pludselig kom “drengene” farende ind. Den ældste, født fem minutter før sin bror, satte vand over til te. Den yngste tog stegepanden frem i dag var det hans tur til at lave morgenmad.
Så skubbede den ene den anden. De gik hen til deres far, krammede ham og sagde:
“Far, vi ved, du nogle gange taler med mor… Sig til hende, at vi ikke kan huske hende så godt, men at vi elsker hende meget. Og dig også, far.”
Livets største mod findes nogle gange i de små, ærlige ord.
