Mikkel inviterer Freja til middag på en elegant italiensk restaurant. Da hun går ud ad døren, bliver hun stoppet af Marie.
“Man siger, at kun en diamant kan slibe en diamant,” siger læreren gådefuldt.
“Undskyld…? Jeg forstår ikke.”
“Du er ung endnu,” smiler Marie. “Tro mig, man forelsker sig ikke kun én gang i livet.”
“Marie, jeg sværger, der er intet mellem mig og Mikkel.”
“Måske ikke endnu. Men det betyder ikke, det bliver ved sådan. Luk ikke dit hjerte, Freja. Livet kan overraske og nogle gange kommer den største lykke, når man mindst venter det.”
“Har du selv…?”
“Nå… William var ikke min første kærlighed,” siger Marie roligt, et strejf af minder i hendes blik. “Jeg elskede engang en anden. Jeg troede, jeg ikke kunne overleve at miste ham, at jeg ikke kunne trække vejret uden ham. Og så kom William. Alt ændrede sig. Jeg var lykkelig. Virkelig lykkelig. Derfor siger jeg det luk dig ikke ude. Kærligheden kan være tættere på, end du tror.”
“Jeg troede altid, onkel William var din første kærlighed…”
“Hverken han eller jeg var hinandens første. Men én ting kan jeg sige: man glemmer aldrig sin første kærlighed.”
Freja sukker stille, takker for samtalen og går mod den ventende bil, hvor Mikkel sidder.
Lige efter hun går, dukker Karen op på terrassen. Hun stirrer køligt på Marie.
“Har du besluttet dig for at blive Frejas nye mor? Giver du hende kærlighedsråd, deler historier, du aldrig fortalte mig?”
“Jeg gjorde det for Ida,” svarer Marie uden at tøve. “For kun én ting kan adskille Freja og Anders for altid.”
“Hvad mener du?”
“At Freja elsker en anden,” svarer hun roligt, men bestemt.
***
Lærke, knust efter en snak med Tobias, vandrer hen ad vejen. Hendes ansigt er blegt, øjnene tomme hun ser ud til ikke at se verden omkring sig.
Hun lægger ikke mærke til den nærmende bil.
Hvinende bremser. Et bump.
Skrig, en der ringer efter en ambulance.
Lærke ligger stille på asfalten. Forbipasserende samles. En kvinde bøjer sig ned og tjekker hendes puls.
“Hører du mig? Hallo?!”
Intet svar. Lærke rører sig ikke.
***
Mette nærmer sig en lysning i skoven, hvor Nikolaj venter i halvmørket. Hans skikkelse smelter sammen med skyggerne, men hans blik er koldt og intens.
“Her er to millioner,” siger hun køligt og rækker ham en læderpose fyldt med kontanter.
Kameraet bevæger sig til Eva. Hun har fulgt Mette hele vejen fra huset, fuld af beslutsomhed. Nu står hun skjult i buskadset, kun ti meter væk, og stirrer vantro.
“Nikolaj… og de penge… Det er mine penge!” hvisker hun, næsten ude af stand til at kontrollere sine følelser. Da hun ser ham tælle sedlerne, blusser vrede op i hendes øjne. “Hvor frækt…” Hun tager sin telefon frem og begynder at optage alt.
Imens afslutter Nikolaj at tælle pengene. Han smiler truende.
“Er det alt sammen? Vil du så endelig lade os være i fred?” spørger Mette anspændt.
En lyd af en knækket gren fylder stilheden.
Nikolaj vender sig om med det samme.
“Hørte du det? Der er nogen her. Jeg sagde, du skulle komme alene!”
“Jeg kom alene!” svarer Mette nervøst. “Der er ingen med mig, jeg sværger.”
Nikolaj tror hende ikke. Forsigtigt går han mod lyden. Efter få skubber han grene til side og ser Eva, der holder telefonen.
Hans øjne bliver kolde af raseri. Han tager en kniv op af lommen.
“Så har vi en nysgerrig lille mus,” siger han iskoldt. “Ved du, at for megen nysgerrighed kan få dig i store problemer?”
Eva trækker sig tilbage, hænderne dirrer.
“Nikolaj, drop hende,” siger Mette skarpt. “Vær ikke en idiot.”
“Vis mig, hvad du har i tasken,” knurrer han til Eva.
“Lad mig være!” protesterer hun.
“Hvorfor kom du her?!” spørger Mette.
“Hvad foregår der her? Hvad planlægger I?!” udbryder Eva. “Jeg ringer til politiet!”
“Vi planlægger ingenting!” råber Mette. “Han afpresste mig! Truede med at dræbe Tobias og Frederikke. Derfor gav jeg ham pengene!”
Eva tager telefonen frem.
“Jeg ringer til politiet nu og fortæller dem, hvad der foregår.”
“VÅG DIG!” brøler Nikolaj og løfter kniven. “Jeg slår dig ihjel!”
“HJÆLP! RÅB!” skriger Eva og forsøger at flygte.
“NIKOLAJ, TAG DIG SAMMEN!” skriger Mette og løber mod ham.
Men manden er ude af kontrol. Han skubber hende så hårdt, at hun falder.
Hans blik er vanvittigt, da han vender sig mod Eva, der skælver af skræk.
“Jeg begynder med dig,” hvæser han. “Og så kommer Tobias. Han skal se dig blødende. Og så slår jeg ham ihjel!”
Kniven hæves, klar til at hugge. Eva skriger, forsøger at dække sig. Men i kampen vender kniven sig pludselig og stikker ind i Nikolajs bryst.
Han stivner. Overraskelse og smerte viser sig i hans ansigt. Han gisper, men når ikke at sige noget. Han falder som en dukke.
Mette står som lammet. Hun lægger to rystende fingre mod hans hals. Stilhed.
“Han… er død,” hvisker hun bleg som et lagen. “Han er død.”
“Åh Gud… ÅH GUD!” bryder Eva sammen. “Det var ikke mig! Det var et uheld!” Hun griber sit hoved, hysterisk. “Ring efter en ambulance! Måske lever han stadig! GØR NOGET!”
“Hold kæft!” hvæser Mette og griber hende i skuldrene. “Skriger du så højt? Vil du have hele verden til at høre det? Vil du i fængsel?”
“I fængsel?!” græder Eva. “Men det var jo ikke med vilje… Du så det, jeg forsvar mig! Jeg er ikke en morder!”
“Sandheden betyder ingenting!” Mette stirrer hårdt på hende. “Politiet tror ikke på dig! Og hvis det kommer ud… folk vil sige, at Tobias’ mor er en morder!”
“JEG ER IKKE EN MORDER!” skriger Eva desperat. “Ambulance! Politiet! Vi må gøre noget!”
“Eva, hør nu,” siger Mettes stemme bedende, men fast. “Tag dig sammen. Ingen behøver at vide det. Intet er sket. Forstår du? INGET. ER. SKET.”
“Men han… han ligger der…” Eva skælver over hele kroppen.
“Vi kan ikke hjælpe ham nu. Men du kan hjælpe dig selv. Kom nu. Han er væk. Vi er i live. Det er det eneste, der tæller nu.”
Mette holder hende tæt, somMette trækker Eva med sig gennem den mørke skov, og de forsvinder ind i natten som to skygger, alt imens Nikolajs hemmelighed bliver begravet for evigt under de faldne blade.
