Mette sukkede, da hun trådte ud af kontorbygningen. Dagen havde været en lang række af udfordringer. Var rapporten virkelig så vigtig? Hun kunne have klaret det i morgen. Presset på arbejdet havde været overvældende, så hun besluttede at tage en pause i sin yndlingscafé. Tanken om en lækker suppe og en kop kaffe fik hendes humør til at lysne lidt.
Da hun trådte ind, var caféen næsten tom. Lige da hun ville sætte sig ved sit sædvanlige bord, fik hun øje på et velkendt ansigt. Hendes mand, Morten. Og han var ikke alene. En glamourøs kvinde sad overfor ham og smilede forførende.
Mette stivnede, som om hun var blevet overskyllet med iskoldt vand. Kvinden så ud som om hun lige var trådt ud af et magasin platinblond, i en stram kjole, funklet af dyre smykker. Hendes makeup var perfekt. Morten fortalte noget, og kvinden lo, idet hun let berørte hans hånd.
Alt i Mette vendte sig. “Sådan er det altså?” Hun kunne mærke en vrede boble op i sig. Første indskydelse var at konfrontere dem på stedet. Råbe og skrige, som i en film. Men hun holdt sig tilbage. Det var for nemt.
I stedet trak hun sig tilbage og tænkte sig om. Nu skulle han få smagt sin egen medicin.
Hun fandt et bord i den modsatte ende af caféen, hvor hun stadig kunne observere dem. Hun bestilte sin suppe og kaffe men nød den ikke. I stedet tog hun sin telefon frem og ringede til Morten. Hans telefon lyste op på bordet. Han kiggede på skærmen og trykkede den hurtigt væk. Mette smilede bittert. “Så han vil ikke tage den? Hvad er det for en vigtig samtale?”
Hun fulgte deres hver eneste bevægelse. Morten lænede sig ind mod den blonde og hviskede noget. Kvinden fnisede og dækkede munden med sin hånd. En stor diamantring funklede på hendes finger.
Mettes hånd knugede om servietten. Hun vendte blikket væk og prøvede at samle sig. “Rolig nu, Mette. Du skal ikke gå i panik,” mumlede hun for sig selv.
Hun huskede deres første møde, de akavede dates, kærlighedserklæringerne. Var det hele en løgn? Spillede han et dobbeltspil? Mette bed tænderne sammen men forblev sitende. Måske var det bare en kollega. En *meget* nær kollega.
Pludselig bemærkede hun en mand, der gik forbi hendes bord. Høj, veltrimmet, med en antydning af skægstubbe. Han så ud som om han lige var trådt ud af en reklame. En idé slog ned i hende.
“Undskyld,” kaldte hun. Manden stoppede og vendte sig.
“Ja?”
“Jeg har en lidt underlig anmodning…” Hun pegede diskret mod Morten. “Den mand derovre? Det er min mand. Og han synes åbenbart, det er okay at være utro. Vil du hjælpe mig med at give ham en smagsprøve?”
Manden tænkte sig om et øjeblik, så grinede han.
“Okay, hvorfor ikke?” Han satte sig overfor hende.
“Jeg hedder Mette,” sagde hun.
“Jeg er Lasse.” Han nikkede.
Mette smilte, men inden i følte hun, hvordan hjertet hamrede. Hun så hen mod Morten. Han havde opdaget dem. Forvirring skød ud i hans øjne.
Han havde åbenbart ikke forventet at se sin her. Især ikke sammen med en anden mand. Morten stivnede et sekund, men vendte sig så hurtigt tilbage mod sin ledsager. Han prøvede at spille uskyldig, men Mette så, hvordan hans hånd knyttede sig.
Hun lænede sig frem mod Lasse, som om hun delte en hemmelighed. Han spillede med. Lo i de rigtige pauser.
Morten begyndte at blive nervøs. Han trommede med fingrene mod bordet. Kiggede skævt mod dem. Hans blonde selskab sagde noget, men han svarede ikke med samme iver som før. Mette tog en chance hun greb Lasses hånd. Manden forstod straks. Han pressede let hendes fingre og smilede.
Morten stirrede.
“Du er en god skuespiller,” hviskede Mette.
“Han er helt blewet,” svarede Lasse. “Skal vi gå forbi dem?”
De rejste sig. Mette tog Lasses arm, og de gik langsomt mod døren. Da de passerede Mortens bord, stoppede hun.
“Nå, hej skat! Sikke en overraskelse!” sagde Mette med uskyldig stemme. “Hvem er din veninde?”
Morten blev ildrød. Den blonde kvinde stirrede på ham.
“Det er… en kollega,” stammede han.
“En kollega?” Mette løj øjenbrynene. “Jeg troede, du havde møder hele dagen?”
Kvindens øjne smalnede.
“Er du gift?” spurgte hun koldt.
Før Morten kunne svare, rejste hun sig og marcherede ud af caféen.
“Fantastisk,” knurrede han og kastede nogle kroner på bordet. “Er du tilfreds? Hun var en vigtig kunde. Alt afhang af hende!”
“Og hvem er *han*?” pegede Morten på Lasse.
“Hvad med det?” Mette krydsede armene. “Du kan have det sjovt, men jeg kan ikke?”
“Så du har været mig utro?” Mortens stemme knækkede.
“Ja.” Hun løftede hagen.
“Jeg tror, I skal snakke alene,” sagde Lasse og skyndte sig ud.
Morten kiggede på hende med sårende øjne.
“Mette… gjorde du det virkelig?”
Hun sukkede og satte sig ved siden af ham.
“Nej. Jeg mødte ham først i dag. Jeg så dig, og jeg ville bare gøre ondt på dig.”
Morten strøg en hånd gennem håret.
“Det her er så dumt,” mumlede han. “Jeg skulle have fortalt dig det. Jeg var et fjols. Der var intet mellem os.”
Mette lænede sig ind mod ham. Hun var stadig vred, men lettelsen vældede op i hende.
“Lov mig, du ikke lyver igen.”
“Jeg lover.” Han kyssede hende på panden og holdt hende tæt.
Slowly, the knot in her chest began to loosen. Maybe, just maybe, they could fix this.
