**Afsked med falskhed**
I en alder af 45 år havde Mads Vinter alt, hvad han nogensinde havde drømt om. En topstilling som direktør for Nordisk Film. Et luksuriøst hus i Charlottenlund. En sportsvogn og en lang liste af kendte venner. Men på højden af sin karriere forlod han pludselig filmbranchen, solgte alt, han ejede, og forsvandt for bestandigt fra den glamourøse verden.
»Jeg kunne nemt have arbejdet i filmindustrien resten af mit liv. Jeg tror ikke, jeg var mere ulykkelig end andre succesrige producenter,« fortæller Mads mig. »Set udefra ville man sige, jeg var en heldig mand. Men selv kunne jeg ikke sige det.«
Han kom til Phnom Penh næsten tilfældigt. Efter tolv år uden ferie tog han endelig fri for at besøge Asiens buddhistiske templer. Cambodja var kun en kort stopover. Mens han sad på en café, gav han nogle mønter til en hjemløs dreng. En anden gæst, han kom i snak med, sagde: »Hvis du virkelig vil hjælpe børnene, skal du besøge byens losseplads.« Mads vidste ikke selv, hvorfor, men han fulgte rådet.
»Det var et slag i maven,« husker han. »Over hundrede hjemløse børn, der samlede skrald for at overleve endnu en dag. Lugten hang tungt i luften. Som de fleste troede jeg, at nogen andre måtte passe på dem men der var ingen. Enten gjorde jeg noget, eller også forblev de der. Jeg kunne have vendt mig om og lade som ingenting. Men for første gang følte jeg, at det her var meningen.«
Samme dag lejede han lejligheder til to børn og sørgede for lægehjælp. »Det koster kun 250 kroner om måneden at give et barn mad, husly og pleje her,« siger Mads. »Jeg skammede mig over, hvor let det var.«
På hjemvejen til Danmark tænkte han over, om det her kunne være hans kald. »Jeg var bange for, at det bare var en midtvejskrise. I filmbranchen har jeg set, hvor groteske de kan blive.«
Det næste år tilbragte han tre uger i København og én i Phnom Penh. »Jeg ventede på et tegn,« siger han. »En dag ringede en af Danmarks største stjerner. Vi skulle mødes næste dag, men hans private fly havde serveret den forkerte frokost. Han råbte i telefonen: Mit liv skulle ikke være så svært! Samme øjebk stod jeg foran lossepladsen og så børn dø af sult. Hvis der nogensinde var et tegn på, at mit liv i filmverdenen var en facade, så var det det. Jeg vidste, jeg måtte rejse hertil for altid.«
Alle prøvede at tale ham fra det. Alligevel solgte han alt og beregnede, at pengene kunne hjælpe 200 børn i otte år. De år brugte han på at skabe Cambodjas Børnefond, der giver børn uddannelse, hjem og medicin.
Mads har nu boet i Cambodja i ti år. Han hjælper over 2000 børn og har fundet sponsorer. Han har ingen egne børn. »Jeg blev aldrig gift. Som single mand i filmbranchen havde jeg det for godt,« griner han. »Der var skønne kvinder i København, men jeg kunne ikke forestille mig at gifte mig. Nu har jeg børn nok at passe på. Om ti år vil de passe på mig som deres bedstefar.«
I København brugte han weekenderne på sejlture og bordtennis. Nu tilbringer han hver dag ved lossepladsen. »Jeg har ikke længere lyst tilbage. Følelsen af frihed fra den corporate verden er uvurderlig.« Spørger jeg ham om han savner noget, svarer han: »Kun båden. Den gav mig en følelse af frihed, jeg ikke kan forklare.«
