“Rør hende ikke!”
Mor ringede og sagde med en tynd, barnlig stemme:
“Freja, kan du komme?”
Hjertet sank ned i maven med det samme. Den stemme kendte Freja fra dengang morfar døde. Dengang rendte de alle omkring for at finde sorte tøj, for kun Lasse, hendes storebror, havde sort i sin garderobe i de teenageår ville han ikke bære andet. De kørte i en kvælende togvogn og vankede rundt i en fremmed, mørk lejlighed. Morfar var maler og havde mange bekendte, men da det kom til stykket, var det kun hans datter, der kunne begrave ham. Morens stemme lød præcis som nu.
“Hvad er der sket?” spurgte Freja nervøst, mens hun forestillede sig, hvad Henrik ville sige, hvis brylluppet igen måtte udskydes. Sidst var det, fordi hun brækkede benet på en skiture med veninderne. Henrik råbte ad hende hans forældre havde allerede købt billetter, taget fri fra arbejde, og så… Han havde jo advaret hende: hun skulle ikke afsted, hvis hun ikke kunne stå ordentligt på ski!
Men denne gang var det ikke hendes skyld. Alligevel følte hun sig skyldig.
“Mormor er syg. Vi kom lige fra hospitalet, og prøverne ser ikke gode ud.”
Freja vidste, at mormor var til undersøgelser, og hvis mor var startet med det, ville hun selvfølgelig være ked af det, men sådan her… Nu føltes det næsten som en lettelse: hvis ingen var død, behøvede de ikke udskyde brylluppet. Tværtimod de måtte skynde sig, mens mormor…
Halsen snørede sig sammen. Det var uudholdeligt at tænke på. Så længe hun kunne huske, havde mormor altid været der. Og mor fortalte, at da morfar forlod dem og efterlod dem næsten på bar bund, arbejdede mormor tre skift uden at klage, bare for at mor havde det, hun skulle. Det var først, da mor var 17, at den “berømte” maler begyndte at hjælpe, men hele barndommen havde mormor klaret det alene. Selv nu insisterede hun på at give både mor og dem penge hvordan fik hun sparet op af sin lille pension?
“Jeg kommer med det samme.”
Mormor virkede frisk og forsøgte endda at lave jokes.
“Det skal nok gå, skat. De skal give mig kemoterapi, måske virker det. Men det er synd, jeg må klippe håret af jeg har altid haft dette lange hår, jeg kan slet ikke forestille mig mig selv uden.”
Mormors hår var smukt langt og kraftigt. Dog var det blevet gråt de senere år.
“Skal vi ikke farve det til brylluppet?” foreslog Freja. “Du skal være den smukkeste!”
Mormor blev glad, men straks begyndte hun at rode i sin pung efter penge.
“Åh, mormor, ikke penge jeg køber det selv!”
“Hvad mener du? Du har et bryllup lige om hjørnet, som om jeg ikke ved, hvor dyrt alt er nu. Tag dem, bare tag dem. Forresten, jeg har en gave til dig vent lidt.”
Hun rodede længe i skabet, indtil hun fandt en lille lyserød pose.
“Jeg har strikket i tre måneder øjnene er ikke, hvad de har været,” sagde hun, og Freja mærkede, hvor nervøs hun var.
I posen lå en let, snöhvid sjal lidt gammeldags, men utrolig rørende, så Freja straks besluttede at bære den til brylluppet.
“Tak, mormor, den er helt vidunderlig!”
“Men Inge sagde, at du ikke ville bære sådan noget,” sagde mormor forurettet. “Hun var altid en gnaven en jeg kan huske, jeg syede en gul kjole til hende med raglanærmer, og hun ødelagde den med grønsæbe bare for ikke at have den på…”
Stemmen dirrede, og Freja skyndte sig at berolige hende med en løgn: mor havde været uheldig, hun havde selv fortalt om det.
De snakkede, drak te og farvede håret, og pludselig var det aften. Freja havde lagt sin telefon i gangen, så hun hørte ikke den ringe. Og hvem skulle ringe? Der blev banket på døren, og Freja løb for at åbne på vejen så hun en masse beskeder på telefonen.
Udenfor stod Lasse og hans bedste ven Mads. I hånden holdt de en kasse med en nysgerrig, rød katteunge.
“Karen Margrethe, se, hvad vi har med!” råbte Mads.
Mormor så katten og gav først et overrasket udbrud fra sig, men så brast hun i gråd.
For tre år siden døde hendes elskede kat Mikkel. Den røde frække med ravfarvede øjne havde været hendes følgesvend i 12 år. Hun sørgede dybt og ville ikke have en ny kat.
“Mads, hvorfor? Jeg dør jo!” sagde hun. “Hvad skal der ske med ham, når jeg ikke er her?”
“Stop nu,” sagde Lasse. “For det første smider vi ham ikke ud. For det andet så må du ikke dø.”
“Men hvad skal han spise? Jeg har ikke engang mælk!”
“Jeg henter noget!” sagde Freja.
“Jeg følger med,” tilføjede Mads. “Jeg er også sulten vi køber noget til te.”
Freja havde egentlig ikke lyst til at være alene med Mads. Der var noget i hans blik, der gjorde hende forlegen, og da hun gav ham et bryllupsinvitation, tog han den og sagde helt alvorligt:
“Ærgerligt. Jeg håbede, jeg stadig havde en chance.”
Men hun ville ikke skændes foran mormor, og det var fjollet at tage Lasse med. Så de gik bare to.
Hun bekymrede sig forgæves Mads sagde stort set ingenting. Kun, at han var ked af, at mormor var syg, og at han håbede, hun blev rask. Og da Freja spurgte, om Henrik kom til hendes bryllup, svarede han:
“Selvfølgelig.”
Han tilføjede ikke mere, selvom hun så, han ville sige noget andet.
De købte en lagkage og frikadeller, som mormor afviste med et grin hun kunne selv lave dem bedre. Lasse roste hendes hårfarve, mens Mads bad Freja om at tage sjalet på og stirrede på hende som fortryllet. Det blev en hyggelig aften, kun ærgerligt, at mor ikke var der hun havde arbejde og kunne ikke bytte vagt.
Da Freja tog telefonen for at ringe til mor, så hun beskeder fra Henrik. Hun havde helt glemt, at de skulle spise med hans forældre, og han var rasende over, at hun ikke dukkede op.
“Jeg sagde jo, jeg skulle til mormor,” forsvarFreja stod et øjeblik stille, så vendte hun sig mod døren, tog sjalet tættere om sig, og med en sidste stærk tanke på mormor og den lille kat, der nu ventede i hendes hjem, tog hun et dybt åndedrag og gik ud i den friske aftenluft, klar til at møde fremtiden med åbne arme.
