“Uden dig ville det være vidunderligt, du har irriteret os alle!” råbte børnene mod deres mor, som forsøgte alle i familien. Men tidligt næste morgen ventede der en overraskelse.
“Jeg kan ikke holde dig ud længere! Det ville være bedre, hvis jeg slet ikke havde en mor!” skreg Anja, og hendes stemme skar gennem stilheden efter emotionel eksplosion. Der hang en spændt atmosfære, tæt som røg efter en brand. Gæsterne dem, der ikke var flygtet endnu stod som statuer og ønskede at forsvinde i baggrunden.
På gulvet lå småkagerne i en ynkelig bunke ikke bare ødelagte, men som et symbol på, hvor let det er at ødelægge noget, der engang var festligt. De var blevet bragt i stedet for den kedelige kage, som et tegn på omsorg. Men Natalja Pavlovna, i en moderlig gestus, satte et lys i den største småkage og gik mod sin datter med et varmt smil. Anja i stedet for at puste lyset ud fejede det hele på gulvet. Ingen tak. Ingen forstillelse om, at alt var fint.
Dette var ikke bare en konflikt. Det var en eksplosion, der havde optjent sig i årevis hver dag en ny dråbe. Hvert påpegning, hvert forbud, hvert “jeg ved bedst”. Dråbe efter dråbe og så bang! alt gik i luften på det mest ubelejlige tidspunkt. På fødselsdagen. I et hjem, der burde være fyldt med glæde, ikke knuste drømme og tårer.
Natalja burde ikke have kommet tilbage lige efter skænderiet. Hun burde have ladet datteren og sig selv køle ned. Men nej hun handlede, som hun altid gjorde. Fordi hun er moren. Fordi det er hendes hjem. Fordi festen er hendes. Hun bestemmer altid. Hun kontrollerer altid. Hun ved altid bedst. Selv når ingen har bedt hende om det.
Anjas venner blev smidt ud som uinviterede. Natalja fjernede næsten halvdelen dem, hun mente ikke passede. Datteren eksploderede. Moderen gjorde ikke. Hun vendte sig bare om og gik ud i køkkenet. Som om intet var sket. For at lave mad. For at pleje. For at redde.
Og så den chokerende afslutning. Fødselsdagssmåkagerne. Bang! Et lys, et smil, “tillykke med fødselsdagen, skat.” Anja uden at puste lyset ud smed det hele på gulvet som affald og råbte:
“Det ville være bedre uden dig! Du ødelægger alt! Hver gang!”
Det var som et slag i ansigtet. Natalja Pavlovna havde aldrig før tilladt sig at blive ydmyget så åbenlyst. Aldrig før havde datteren sagt det højt.
“Mor, du har kloet dig fast i alle, så ingen kan trække vejret uden dig,” sagde Vadim, hendes søn, pludselig. Hans stemme dirrede, men der længe en gammel bitterhed. “Nogen gange er jeg enig med Anja. Nogen gange tror jeg… det ville være bedre uden dig.”
Han sagde det ikke uden grund. Han huskede, hvordan hun forbød ham at søge ind på teaterskolen. “Skuespillere er omstrejfere. Du bliver læge.” Hun lukkede døren til hans drøm uden at forstå, hvad han følte.
“Natalja, måske skulle du tage en lille gåtur?” hviskede hendes mand, Oleg. “Vi klarer os i aften uden dig.”
Ordene hang i luften som en dom. Tre mennesker datter, søn, mand sagde i kor: Du er ikke nødvendig.
Natalja Pavlovna gik udenfor. Hun græd, som om hendes hjerte var ved at briste. Hun troede altid, hun gjorde alt for familien. At hun ofrede sig selv. At hun kontrollerede for at undgå kaos. Men nu så det ud, som om de så hende som en diktator. Unødvendig. Tung. Overflødig.
På arbejdet var det det samme. De sagde, hun ikke var “chef”, hendes beføjelser blev gennemgået, der ville blive skrevet en rapport. Hun arbejdede som en hest. Blev sent til morgen. Fik tallene til at passe for at redde sine medarbejdere fra fyringer. Men administratoren Valera ham, der forsvandt en uge pga. en drukfest dukkede op påvirket. Hun eksploderede. Skældte ud. Sælgerne, der “altid hænger ud bag butikken som nogen dovne røvere”, fik også. Og så rapporten: “Hun er træls. Vi er trætte af hende. Nu er det nok.”
Og så ingen bonus til nogen. Ikke engang hende. Men hun har børn. En arbejdsløs mand. Hendes løn er den eneste indkomst, og den bliver halveret.
Oleg sagde op for at følge sin drøm om at blive musiker. Han købte en guitar, begyndte at lave videoer, drømte om koncerter. “Jeg elsker guitar,” sagde han. “Jeg har slidt nok på det fabrik. Nu vil jeg gøre noget for sjælen.” Men ingen så hans videoer. Ingen betalte. Han drak og drømte. Natalja støttede ham ikke. Hun ville have stabilitet. Men han hørte ikke efter. Og hun gjorde heller ikke.
Sønnen Vadim kom ikke ind på teaterskolen. Igen. Natalja tog skylden. “Du skal ikke derhen. Bliv læge.” Hun beskyttede ham fra sandheden. Men han vidste det. Han vidste, chancerne var små. Og moren forbød ham at tale om det så han eksploderede. Al bitterness mod hende.
Og så Anjas fødselsdag. Natalja prøvede. Lavede morgenmad til alles smag: suppe uden gulerødder til Vadim, ingen mælkeprodukter til Oleg, omelet uden pølse til Anja. Tre retter hver dag for at gøre alle glade. Men for sig selv hvad som helst. Ingen klager.
Men den dag brød hun sammen. Skældte ud. Smed alle ud fra bordet. Kørte til sine forældre. Ville hjælpe i haven. Lave syltetøj. Komme tilbage som om intet var sket.
Men derhjemme var intet lavet. Oleg og Vadim lå på sengene. Anja planlagde festen på telefonen. Inviterede alle, moren hadede. Og da de kom var der ingen mad. Natalja løb rundt som en tjener. Oleg rynkede på næsen:
“Natalja, kan du ikke engang se ordentlig ud på din datters fødselsdag? Prøv at være feminin.”
Hun stod ved komfuret, efter en dag i haven, i en slidt trøje, med trætte øjne. Hvis skyld var det, hun ikke nåede det? Hvis skyld var det, hun prøvede at være alt for alle?
Og så Anjas venner. Berusede. Larmende. Benene på bordet. Natalja smed dem ud. Anja råbte:
“Jeg har ikke brug for sådan en mor.”
I parken græd Natalja. Folk stirrede. En bekendt nikkede, men kom ikke nærmere. “Jernkvinden græder? Utroligt.”
Telefonen ringede. Fra arbejdet. Ingen bonus. Til nogen.
Hun gav op. ArbejdedHun kom hjem igen, tavs og udmattet, og da hun åbnede døren, stod de der alle tre med undskyldninger i øjnene og en enkelt, forkvaklet småkage i hånden, og pludselig forstod hun, at selvom verden udenfor kun så fejl og bristede drømme, så var det her, i dette kaos, hun alligevel var elsket.
— Uden dig ville vi have det meget bedre, nu er vi trætte af det! — råbte børnene til deres mor, som forsørgede hele familien. Men tidligt om morgenen ventede der dem en overraskelse.
