“Mors sindssyge idé! En historie om en hund fra dyreinternatet.”
“Mor, hvad har du gjort?” råbte datteren nærmest i telefonen. “Hvilken hund fra internatet, for helvede?! Og så endda gammel og syg. Er du sindssyg? Kunne du ikke tage til dans i stedet?”
Mette Sørensen stod ved vinduet og så snefnugene hvirvle ned på tagene og grenene. Det var blevet en vane på det seneste. Før ventede hun på sin mand, der kom sent hjem, udmattet og med en hæs stemme. Køkkenet var badet i blødt lys, middagen stod på bordet, og samtalerne fulgtes af en kop te…
Men gradvist slap samtaleemnerne op, og manden kom hjem endnu senere. Han undgik hendes blik, og hans svar blev kortfattede. En dag…
“Mette, jeg er nødt til at fortælle dig… Jeg har mødt en anden kvinde. Vi elsker hinanden, og jeg vil skilles.”
“Hvad? Skilsmisse… og hvad skal der så blive af mig?” Mette følte pludselig en stikkende smerte under skulderbladet.
“Mette, vi er voksne. Børnene er store nu og har deres eget liv. Vi har været sammen i næsten tredive år, men vi er stadig unge. Se på dig selv, se på mig vi er lige fyldt halvtreds. Men jeg har brug for noget nyt, noget friskt!”
“Så er jeg altså fortid, uddateret,” hviskede hun forvirret.
“Overdriv ikke. Du er ikke gammel… Men forstå det, jeg føler mig som en trediveårig. Undskyld, jeg vil bare være lykkelig,” sagde han og kyssede hende på issen, før han forsvandt ind i badeværelset.
Han vaskede minder om deres ægteskab væk, mens Mette følte hele universets melankoli lægge sig over hendes skuldre… Forræderi. Hvad er mere bittert?
Tiden gik, uden hun rigtig lagde mærke til det skilsmissen, manden, der forsvandt til et nyt liv. Mette var fanget i en grå hverdag. Hun havde levet for sine børn, for ham. Deres problemer var hendes, deres glæder hendes succeser. Men nu?
Hun tilbragte timer ved vinduet. Nogle gange så hun sig selv i et lommespejl fra sin bedstemor. Der så hun et trist blik, en tåre blandt de første rynker, nogle få grå hår ved tindingerne.
Mette turde ikke se sig selv i det store spejl.
“Mor, du burde finde dig en hobby,” sagde datteren hurtigt, som om hun havde travlt.
“Hvad, skat?” Stemmen lød sløv gennem telefonrøret.
“Jeg ved ikke… læsning, dans for ‘dem der har lidt ekstra’, gå på museer.”
“Ja, ja, ‘dem der har lidt ekstra’. Jeg har sgu nok lidt ekstra,” mumlede Mette, der ikke kunne samle sig.
“Åh, mor, undskyld, jeg har ikke tid.”
Mærkeligt nok forstod sønnen, Mads, bedre hendes sorg:
“Mor, jeg er virkelig ked af, hvad der skete. Vi vil gerne besøge dig med Anna måske til nytår. Det skal nok blive hyggeligt.”
Mette elskede sine børn, men indså pludselig, hvor forskellige de var…
*****
En aften, mens hun scrollede på sociale medier, så Mette en annonce:
“Åbent hus i dyreinternatet. Kom med børn, venner og familie. Vores dyr glæder sig til at møde jer! Find os på adressen…”
Der stod også, at de, der ville hjælpe, kunne medbringe tæpper, lagen, håndklæder…
Mette læste annoncen flere gange.
“Tæpper, lagner, gamle håndklæder… Jeg har sgu en masse, der skal sorteres. Jeg har nok noget at give dem,” mumlede hun for sig selv.
Ved vinduet tænkte hun på, hvad hun ellers kunne købe med sin stramme budget.
Ti dage senere stod hun uden for internatet med gaverne. Taxachaufføren hjalp hende med at bære poserne fyldt med tæpper og klude. Han trak et sammenrullet tæppe ud og endnu en dyne.
Frivillige hjalp til med at bære indholdet ind poser med hundemad, pakker med gaver til hundene.
Senere blev gæsterne delt i grupper for at besøge burene og høre historien om hver enkelt beboer…
Mette kom hjem udmattet. Benene føltes som gelé.
“Ok, bad, aftensmad, sofa. Jeg tænker på det senere,” tænkte hun.
Men “senere” kom ikke. Billederne kørte stadig i hovedet på hende menneskene, burene, hundene.
Og deres øjne…
Øjne, hun kendte fra sit lommespejl. Øjne fyldt med sorg og mistro til lykken.
En hund især ramte hende en ældre, gråhåret tæve. Hun lå i et hjørne, stille og trist.
“Det her er Luna. Hun er en japansk spids. Hendes tidligere ejer efterlod hende, da hun blev gammel. Luna er tolv en ældre dame. Med god pleje kan de blive femten, men hun er syg og trist. Ingen vil have hende,” sukkede den frivillige, før gruppen gik videre.
Mette blev stående ved Lunes bur. Hunden reagerede ikke på hende. Hun lå på et gammelt tæppe som en død hund, en slidt legetøj…
Hele ugen på arbejde tænkte Mette på Luna. Pludselig vækkede det ukendte kræfter i hende, og hun arbejdede med fornyet energi.
“Luna er mit spejlbillede. Jeg er ikke gammel endnu. Men alene. Mine børn er væk, min mand kasserede mig som en slidt måtte. Men jeg er ikke en måtte! Nej, det er jeg ikke!”
Beslutsom ringede hun til internatet.
“Hej! Jeg var til jeres åbent hus. I fortalte mig om Luna, den gamle hund. Kan I huske det?” spurgte hun håbefuldt.
“Ja, selvfølgelig! Du var den eneste, der stoppede ved hendes bur.”
“Kan jeg komme og se hende?”
“Luna? Fantastisk! Selvfølgelig kom forbi i weekenden.”
Den aften stod Mette igen ved vinduet, men uden sorg over fortiden. Hun så en mand i gården lege med en stor hund.
Hunden løb i cirkler efter en bold, som den bragte tilbage til sin ejer, der kærtegnede den.
Weekenden kom.
“Hej, Luna!” Mette knælede ned, men hunden bevægede sig ikke.
Hun satte sig på gulvet i et gammelt par jeans, hun havde taget på til besøget.
Efter et stykke tid begyndte hun at tale…
Hun fortalte om sit liv, sine børn. Om at bo alene i en stor, tom lejlighed.
En time gik. Forsigtigt rakte hun hånden frem og kærtegnede Lunes hoved.
Motiveret fortsatte Mette, og Luna begyndte at læne sit hoved ind mod hendes hånd. Forbindelsen var skabt.
DaDe næste måneder blev fyldt med liv, latter og nye minder, da Mette og Luna fandt lykken i hinandens selskab, mens familien og vennerne omkring dem blev en del af deres lille univers, hvor kærligheden til sidst sejrede over ensomheden.
