**Den perfekte mand? Hvordan en enkelt sætning ødelagde et ægteskab bygget på ligegyldighed**
*”Du er den perfekte mand, Mads” hvordan en simpel sætning blev enden på et ægteskab uden gnist*
Signe kom hjem med arme fulde af tunge poser. Knap nok var døren lukket, før en stemme lød fra stuen:
*”Er du endelig her? Er der allerede seks?”*
*”Den er syv,”* svarede hun udmattet og gik mod køkkenet.
På bordet afslørede tre tekopier et nyligt besøg. Svigermor havde været der, sandsynligvis med søsteren Agnete. Signe blinkede ikke engang. Det var rutine nu uanmeldte besøg, kritik af hendes “umoderne” væremåde, bedøvende blikke og spor af fremmed tilstedeværelse i hendes eget hjem.
*”Hvor har du været så længe? Jeg er sulten,”* sagde Mads uden at løfte blikket fra skærmen.
*”Jeg var i Netto. For at fodre Hans Majestæt,”* svarede hun tørt. *”Men vi skal tale.”*
Han ignorerede hende. Så drejede hun hans stol mod sig og sagde roligt:
*”Vi skal skilles.”*
Mads så op, forvirret:
*”Hvad? Hvorfor?”*
*”Fordi jeg ikke kan mere.”*
*”Signe, kan du ikke lige lave mad først? Vi kan snakke efter. Jeg er ved at dø af sult.”*
*”Nej. Nu.”*
*”Hør, jeg drikker ikke, jeg går ikke i byen, jeg hænger ikke ud med hvem som helst. Jeg er hjemme, jeg arbejder. Jeg tjener gode penge. Jeg stiller ingen krav. Hvad mangler du?”*
Hun grinede bittert:
*”Du bor i min lejlighed, betaler ikke husleje eller regninger det gør jeg. Indkøb, rengøring, madlavning mig igen. Så hvad bruger du dine penge til?”*
*”Øh jeg købte en trøje. Opdaterede mit spil. Gav lidt til mor og tante Agnete. Det er da normalt?”*
*”Selvfølgelig. Meget normalt. Men i morges bad jeg dig hænge vasketøjet op. Det ligger stadig i maskinen.”*
*”Jeg havde pause”*
*”At skifte aktivitet er også en pause.”*
*”Men jeg kan ikke finde ud af det. Mor og Agnete lod mig aldrig røre komfuret eller støvsugeren.”*
*”Præcis. Du ‘kan ikke’ noget. Bekvemt, ikke? Fra i dag må du selv finde ud af maden. Jeg laver ikke mere. Nogle veninder inviterede mig på café jeg takkede nej, men nu tager jeg med. Held og lykke.”*
Hun rejste sig, hængte vasketøjet op, pegede mod køkkenet og gik. På caféen, med en hvidvin i hånden, vibrerede telefonen svigermors nummer. Hun vendte skærmen mod bordet.
Da hun kom hjem, ventede Karen Møller i lejligheden.
*”Signe! Hvad fik dig til at sige sådan?! En skilsmisse?! Ved du, hvad for en mand du har?! Sådan en findes ikke mere! Han drikker ikke, han er ikke utro, han smider ikke strømper overalt! Kvinder misunder dig!”*
Signe så på hende med ro:
*”Du taler, som om du priser en velopdragen hund. Han gør ikke noget forkert det er alt, du nævner. Men kan du fortælle mig, hvad han gør godt? For mig?”*
*”Han arbejder.”*
*”Det gør jeg også. Men jeg gør også rent, vasker, stryger, laver mad, bærer tunge poser, betaler alt for mig og ham. Og hvad gør han?”*
*”Han giver dig gaver! Jeg hjælper ham med at vælge!”*
*”Ah, derfor fik jeg en fodbøtte til jul og en uldtørklæde til fødselsdag.”*
*”Vil du have guld, eller hvad?”* fnøs svigermoren.
*”En spa-dag eller en weekend i Skagen havde været fint. Men nej. Jeg fik en tørklæde. Og foragt. Og det evige ‘jeg kan ikke’. Jeg gider ikke være hans mor længere.”*
*”Sådan er han bare. Hos os gør mænd ikke de ting.”*
*”Præcis. I har opdraget en mand, der venter på, alt bliver serveret. Og han er tilfreds. Jeg er ikke.”*
*”Kan I ikke prøve først? Lær ham”*
*”Undskyld. Jeg gider ikke lære en voksen mand at være en mand. Jeg prøvede. I halvandet år. Nu er det slut. Pak hans ting I kan tage dem med. Jeg er ikke ond. Bare træt.”*
En halv time senere holdt en taxa foran bygningen.
