For 25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft
Hej. Jeg har længe tøvet med at skrive min historie, måske vil nogen læse den og tænke sig om… Måske genkender nogen sig selv i den, mens andre undgår de fejl, jeg selv begik.
Jeg vil gerne forblive anonym, men jeg har brug for et råd. Bare en anden persons perspektiv.
Jeg giftede mig af kærlighed…
Jeg var ung, da jeg forelskede mig i ham. Jeg var kun 18, og han var 22. Det var en stor, ren kærlighed, fuld af gensidig tillid. Vi troede, vi kunne klare alt sammen, at intet var skræmmende, så længe vi var sammen.
Et år efter brylluppet fik vi vores søn. Dengang var jeg lykkelig… men ikke for længe. Svære tider fulgte. Der manglede penge, min SU var meget lille, og hans løn dækkede knap nok regningerne. Vi levede enkelt, som mange familier, men min mand mente, det ikke var nok.
“Jeg tager til udlandet. Der betaler de bedre, vi kan få et bedre liv,” sagde han en dag.
Jeg bad ham blive. Jeg sagde, vi klarede os. Mange overkommer udfordringer sammen. Men han hørte ikke efter.
Jeg blev tilbage alene med barnet.
År gik.
Jeg håbede, han ville komme hjem, men han ville ikke. Han sagde, han tjente mere i udlandet. At det snart ville blive bedre for os.
Jeg tiggede og bad ham blive. Der var arbejde her, jeg tjente også penge. Mine forældre hjalp med barnet. Vi kunne leve som alle andre… Men han ville ikke vende tilbage.
Alene med vores barn ønskede jeg et mere, jeg drømte om en stor familie, men han sagde:
“Der er ingen penge. Det er svært nok at forsørge én.”
Men selv med én ville han ikke være her. Han kom hjem en uge eller to og rejste igen.
Jeg opdragede vores søn alene, gik til forældremøder, sad oppe om natten, når han var syg. Jeg fortalte aldrig min mand, når barnet var syg, jeg ville ikke bekymre ham… og han spurgte ikke engang.
Han kom alligevel ikke hjem…
Hvis han havde tjent kassen, hvis vi havde levet i luksus, kunne jeg måske sige: “Det var det værd.” Men nej. Der var knap nok penge til et normalt liv.
Alligevel kom der lån til taget, til bilen, til en ny vaskemaskine. Som alle andre.
Jeg prøvede at forklare ham, at penge ikke var det vigtigste, at vores søn havde brug for sin far, at jeg var træt… men han hørte ikke efter.
Han levede der. Og vi her.
Årene gik.
25 år senere.
Han kom hjem.
Men ikke med opsparing, men med gæld.
Jeg betalte en del af hans gæld ved at sælge min bedstemors hus. Han takkede mig, sagde, han elskede mig, at vi endelig kunne være sammen.
Men til hvilken pris?
For sent…
Man skulle tro, her var han den længe ventede ro. Manden hjemme, rejser ikke, drikker ikke, strejfer ikke… Man skulle tro, jeg burde være glad.
Men pludselig indså jeg, at jeg ikke kunne trække vejret i dette hus længere.
For at bevare freden måtte jeg opgive mig selv.
Jeg stoppede med at mødes med venner han kunne ikke lide dem. Han sagde, han ikke havde venner, så jeg heller ikke behøvede dem. Han forbød det ikke, men hans blik fik lysten til at gå væk.
Jeg stoppede med at klæde mig pænt på. Han kunne ikke lide farverigt tøj, makeup, højhælede sko. Sagde, det ikke passede til vores alder.
Jeg grinede ikke længere, fortalte ikke sjove historier, drømte ikke længere.
Jeg levede. Arbejdede. OrdnetNu sidder jeg her, lærer at elske mig selv igen, selvom tiden er knap.
