**Dagbogsnotat:**
“Jeg nægter at være tjener for fremmede mennesker, uanset deres navn.”
“Jeg er ikke her for at være nogen persons stuepige, selv ikke med deres efternavn.”
Den aften, efter en lang dag på apoteket, släbte jeg mig selv op i elevatoren og tænkte kun på en varm bad, en blød natkjole og en rolig kop te. Men før jeg kunne nå at skifte, ringede min mand, Mikkel. Hans stemme, rolig og uden skyggen for dårlig samvittighed, sagde:
“Klæd dig på, Freja. Min søster, Astrid, kommer på besøg i et par dage!”
En hulhed fyldte mig. Det var hverken en forespørgsel eller en diskussion, bare en kendsgerning: min tid tilhørte ikke længere mig selv. Jeg var målløs. Hvilken Astrid? Hvorfor havde ingen fortalt mig det? Åh ja, hans yngre søster, som jeg aldrig havde mødt eller engang skrevet med. Jeg kendte kun til hende fra nogle få historier en landpige fra nær Aarhus, stadig i gymnasiet, åbenbart flittig og praktisk, som man er, når man vokser op på en gård. Men at høre om nogen er én ting; at få dem dumpende ind i ens hjem uden advarsel er noget helt andet.
Mikkel, som om intet var sket, stod og snakkede med hende i køkkenet, da jeg kom hjem. De drak allerede te, og Astrid virkede fuldstændig hjemmevant. Efter middagen begyndte hun at undersøge lejligheden med uhæmmet nysgerrighed gik ind i hvert rum som om det var et museum, standsede især i vores soveværelse, som hun tydeligvis syntes om. Hun tog endda et par billeder, rodede i mine beautyprodukter og prøvede nogle af mine smykker. Jeg blev stiv af forbløffelse.
“Astrid, undskyld mig, men det her er mit privatliv. Du gik ind uden at spørge og roder i mine ting. Det kan jeg ikke li,” sagde jeg roligt, men bestemt.
Hun slog blikket ned og spillede den uskyldige:
“Jeg vidste ikke, det generede dig Jeg ville bare se, hvordan du levede.”
Jeg svarede ikke og gik i stedet i bad. Da jeg senere skulle i seng, opdagede jeg, at der ikke var en eneste tepose tilbage de havde drukket det hele. Ingen te, ingen ro, og mest af alt, ingen forståelse. Lige før han faldt i søvn, tilføjede Mikkel:
“Du kunne måske tænke over, hvad vi kan lave med Astrid i weekenden. Hun keder sig uden selskab!”
Jeg bed en lydløs sukke. Hvorfor skulle jeg ændre mine planer for en pige, jeg netop havde mødt? Jeg havde planlagt en dag med shopping, frokost og en gåtur med min bedste veninde, som jeg ikke havde set i næsten et år. Og nu? Skulle jeg aflyse alt for en teenager, som endda ikke engang var blevet ledsaget af sin mor?
Næste morgen, mens jeg stadig var halvt i tankerne ved morgenmaden, stod Astrid allerede klar sminket, i en glitrende jeans, med telefonen i hånden ved døren.
“Nå, skal vi afsted? Jeg ville gerne på indkøbscenteret og måske bagefter på restaurant?”
Jeg så på hende og svarede roligt:
“Hør, Astrid, du har en telefon med GPS. Her er en ekstra nøgle gå hvor du vil. Men vær sød ikke at forstyrre mig.”
“Hvad?!” Hun lød forbløffet. “Jeg troede, du og Mikkel ville tage med. Jeg har ingen penge mor gav mig ingenting, jeg regnede med jer”
“Man kan godt gå en tur uden at bruge penge. Og hvis du bliver sulten, ved du, hvor køleskabet er.”
Stilhed. Hun satte sig mut i køkkenet, mens jeg tog mine ting og gik på indkøbscenteret. Bare fordi jeg ikke længere ville føle mig som en fremmed i mit eget hjem.
Om aftenen dukkede hele familien op. For sent forstod jeg, at det var en fælles udskældning: hvorfor havde jeg såret stakkel Astrid, hvorfor nægtede jeg at give hende penge, hvorfor var jeg så egoistisk? Ingen lod mig få et ord ind. De råbte i munden på hinanden. Astrid, i et andet værelse, spillede det stakkels offer for min påståede grusomhed.
Jeg lyttede, og så sagde jeg:
“Jeg er ikke en tjener. Jeg skylder ingen noget. Astrid er ingenting for mig. Jeg har ikke inviteret hende. Min løn rækker kun lige til mig selv. Hvis I holder så meget af jeres niece, så arranger jer indbyrdes for at finansiere hendes besøg.”
Mikkel tav. Først sent om natten, efter alle var gået, mumlede han:
“Du har ret Jeg ville ikke komme på kant med dem.”
Slut. Jeg er ikke egoistisk. Jeg er bare en kvinde, der kræver respekt. Og hvis nogen tror, at “familie” betyder gratis arbejdskraft og underkastelse, så bør de se sig selv i spejlet og spørge, om de har ret til at invadere andres liv uden tilladelse.
