Klokken er ti om morgenen, og marts-himlen har pludselig ryddet sig for de grå skyer. Solen skinner, og havet blinker venligt blåt, mens bølgerne blidt slikker ved strandens småsten. Luften føles ren og klar.
At sidde indenfor på sådan en smuk morgen er umuligt, så Frederik lægger avisen fra sig. Han rejser sig fra lænestolen med et lille støn og går ud for at klæde sig på. I pensionatets gang er der stille. Normalt sidder der små grupper af gæster her, men i dag er alle gået ud for at nyde vejret.
Frederik går langs promenaden. Småstenene knaser under hans støvler. Måger skriger lykkeligt oppe i himlen. Den friske havluft fylder hans lunger og giver ham energi.
Da han har forladt pensionaterne bag sig, går han op ad en blød bakke og videre over det visne græs, hvor nye, spæde skud begynder at vise sig. Langt væk kan han allerede se, at den eneste bænk ved stranden er optaget. Han har altid undret sig over, hvorfor der ikke er flere bænke her. Det er jo så dejligt at sidde og se på havet. Han kommer ofte her, når det forårsskiftende vejr tillader det.
Han overvejer at vende om, men beslutter sig for at blive. Bænken er ikke købt der er plads til ham også. Det er endda bedre at se havet sammen med en anden. Da han nærmer sig, ser han, at der sidder en kvinde. Hun vender let hovedet og kaster et ligegyldigt blik på ham.
Frederik bemærker, at hun er på hans alder eller måske lidt yngre. Hun har sportsbukser på, en mørkerød hættetrøje og sneakers. Hendes grå hår er kortklippet. Ansigtstrækkene er fine. »Hun har sikkert været smuk i sin ungdom. Og er det stadig,« tænker Frederik uden at ville det.
“Dejligt vejr, ikke?” siger han i stedet for at hilse.
Kvinden svarer ikke, løfter bare let på det ene øjenbryn.
“Er jeg til gene?” spørger han og sætter sig i den anden ende af bænken uden at vente på svar. “Jeg har ikke set dig her før. Er du nyankommen?”
“Kom for to dage siden,” svarer hun pludselig. Hendes stemme er lav og lidt hæs.
“Jeg har været her i en uge. Man kan se på havet for evigt. Det beroliger.”
“Er du nervøs?” Kvinden vender hovedet, fanger hans blik kort og ser så ud over vandet igen.
“Hvad? Nej, det var bare en bemærkning. Selvfølgelig er der mange grunde til at være bekymret i disse tider.” Frederik er allerede træt af samtalen. Ordene forstyrrer freden.
“Hvad bekymrer dig så?” Det virker, som om hun ikke har noget imod at snakke.
“Skal jeg bare lige fortælle dig alt?” snerrer Frederik.
“Hvorfor ikke? Det er vel derfor, du satte dig her. Det er nemmere at åbne sit hjerte for en fremmed.”
“Du har ret.” Frederik tier et øjeblik. “For over tredive år siden kom jeg herned efter min skilsmisse. Jeg led af ensomhed. Mine venner kunne ikke holde det ud og sendte mig på ferie for at få fred.” Han fniser. “Jeg var ung deng
