Mikkel sad i sin kørestol og stirrede ud gennem de støvede vinduer. Han havde ikke været heldig hans hospitalsværelse vendte ud mod den indre gård, hvor der lå en hyggelig lille park med bænke og blomsterbed, men næsten ingen mennesker. Desuden var det vinter, og patienterne gik sjældent ud længere. Mikkel lå alene på værelset. Ugen før var hans værelseskammerat, Lasse Møller, blevet udskrevet, og siden da var ensomheden blevet endnu tungere. Lasse var en livlig fyr, altid fuld af historier, som han fortalte med hele kroppen som en ægte skuespiller. Og det var han også han studerede på teaterværelset i tredje år. Kort sagt var det umuligt at kede sig i Lasses selskab. Desuden kom hans mor hver dag med de lækreste hjemmebagte kager, frugter og slik, som han altid delte med Mikkel. Da Lasse forsvandt, forsvandt også en følelse af hjemlig hygge, og nu følte Mikkel sig mere alene end nogensinde før.
Hans triste tanker blev afbrudt af en sygeplejerske, der kom ind. Da han så hende, sank hans humør endnu mere: Det var ikke den smilende, unge Louise, der kom for at give ham sprøjten, men den evigt surmulende og utilfredse Birthe. I de to måneder, Mikkel havde været på hospitalet, havde han aldrig set hende smile. Og hendes stemme passede perfekt til hendes ansigtsudtryk skarp, grov og direkte ubehagelig.
“Nå, hvad glor du på, Hansen? Op på sengen!” knurrede Birthe og holdt sprøjten klar.
Mikkel sukkede, drejede kørestolen og kørte hen til sengen. Birthe hjalp ham med et rask ryk til at lægge sig ned og vendte ham om på maven.
“Bukser af,” beordrede hun. Mikkel adlød og… mærkede ingenting. Birthe var en mester i at give indsprøjtninger, og hver gang takkede han hende mentalt for det.
*Hvor gammel mon hun er?* tænkte Mikkel, mens han betragtede hende, der nu koncentreret følte efter en vene på hans tynde arm. *Pensionist sikkert. En lille pension, så hun er nødt til at arbejde derfor er hun så sur.*
Pludselig følte han et lille stik, da nålen gled ind i hans blege, tynde vene. Han rynkede kun let på næsen.
“Så, Hansen, færdig. Har lægen været forbi i dag?” spurgte hun uventet, allerede på vej ud.
“Nej, ikke endnu,” rystede Mikkel på hovedet. “Måske senere…”
“Nå, men vent. Og sid ikke for længe ved vinduet du bliver forkølet, og du ser allerede ud som en tørret torsk,” sagde Birthe og forsvandt ud af døren.
Mikkel ville til at blive fornærmet, men kunne ikke: Bag hendes barske facade og mandhaftige direkthet syntes der at ligge en slags omsorg. Måske ikke den sødeste form, men det var den eneste, han kendte…
Mikkel var forældreløs. Hans forældre døde, da han var fire år gammel. En forfærdelig brand hærgede deres landhjem, og Mikkel var den eneste, der overlevede. En ar på skulderen og et grimt groet håndled mindede ham om den nat: Hans mor, i et sidste forsøg på at redde ham, kastede ham ud gennem et knust vindue lige før taget styrtede sammen og begravede hele familien. Sådan endte han på børnehjemmet. Han havde jo slægtninge, men ingen af dem havde hastet med at tage ham ind.
Fra sin mor havde han arvet et blidt, eftergivende sind, en drømmende natur og klare grønne øjne. Fra sin far fik han høj vækst, lange skridt og en begavelse for matematik. Han huskede dem kun svagt, kun nogle få glimt som stumper af en gammel film: Han og hans mor til en markfest, hvor han lo og viftede med en lille flag. Eller ham på sin fars skuldre, mens sommerens varme vind strøg over hans kinder. Og så huskede han en stor, rød kat, der enten hed Mikkel eller Møffe… Men udover disse minder havde han intet. Selve familiealbummet gik op i flammer den forbandede aften.
På hospitalet besøgte ingen ham der var ingen til det. Da han blev atten, gav staten ham et stort, lyst værelse på fjerde sal i en kollegiebygning. Han kunne godt lide at bo alene, men nogle gange blev ensomheden så knugende, at han kunne græde. Med tiden vænnede han sig til det og opdagede endda fordele ved det. Men barndommen på børnehjemmet meldte sig engang imellem: Når han så børn med deres forældre på legepladser, i supermarkeder eller bare på gaden, blev han grebet af bitre, triste tanker…
Efter skolen ville han ind på universitetet, men kom ikke ind han fik ikke nok point. I stedet startede han på tekniskskole. Det var faktisk ikke så slemt, og faget interesserede ham. Men med klassekammeraterne klikkede det ikke: Den stille, tilbageholdne Mikkel var ikke særlig interessant for dem. Og han havde heller ikke meget at snakke med dem om, for han foretrak bøger og videnskabelige tidsskrifter frem for fest og computerspil. Nogle gange talte de, men samtalerne handlede kun om skolearbejde. Det samme gjaldt pigerne: Hans tilbageholdenhed og tavshed tiltalte dem ikke, når der altid var mere selvsikre og snakkesalige fyre. Og selv som attenårig så han ud som en sekstenårig. Ret hurtigt blev han den hvide rav i klassen, men det generede ham tilsyneladende ikke.
For to måneder siden, mens han skyndte sig til skole på en isglat fortov, gled han på en underjordisk gangbro og brækkede begge ben. Bruddene var komplicerede og legede langsomt og smertefuldt, men de sidste par uger var det begyndt at gå bedre. Mikkel håbede på snart at blive udskrevet, men sammen med håbet kom også bekymringen: I bygningen, hvor han boede, var der ingen elevator eller ramper for kørestolsbrugere. Og han skulle nok bruge kørestolen længe endnu…
Efter middag kom lægen, Morten Frandsen. Efter at have undersøgt Mikkels ben og røntgenbilleder, gav han sin dom:
“Nå, Mikkel, godt nyt: Bruddene er endelig ved at hele ordentligt. Om et par uger kan du gå med krykker. Ingen grund til at blive her længere du kan komme til eftersyn på klinikken. Om en time får du din udskrivning, og så er du fri. Bliver du hentet?”
Mikkel nikkede stumt.
“Godt. Jeg kalder lige på Birthe hun hjælper dig med at pakke. Pas på dig selv, Mikkel, og prøv at undgå at komme herind igen.”
“Det skal jeg nok.”
Lægen blinkede muntert og forlod værelset, mens M
