**«På grund af en kylling smed jeg min mand ud. Og jeg fortryder det ikke.»**
Den dag var jeg helt færdig. Hele formiddagen havde jeg ryddet op i stuen, hængt vasketøj, samlet legetøj fra børnene og pudset vinduer. Endelig kiggede jeg i ovnen: den sprøde stegte kylling med kartofler var lige ved at være færdig, og duften bredte sig i hele køkkenet.
Ti minutter til, mumlede jeg og satte køkkenuret, før jeg skyndte mig på badeværelset for at gøre fugerne rene. Alt gik som smurt… indtil hoveddøren smækkede.
Det må være børnene, tænkte jeg. Men i døren stod ikke Oliver eller Freja, men min mand, Mikkel, som skulle have været »i værkstedet« hele dagen.
Åh, hvor dufter det lækkert! udbrød han og gned sig i hænderne. Din stegte kylling er bare den bedste!
Hent børnene til aftensmad, sagde jeg og vendte tilbage til vasken.
Et øjeblik efter trampede små fødder gennem stuen, sko blev smidt i gangen, og der lød latter. Da jeg hørte skænderi, gik jeg ud, helt glemt køkkenuret.
Hvad sker der? spurgte jeg, stadig med rengøringshandsker på.
Jeg vil have et lår! råbte Freja, ti år.
Også mig! protesterede Oliver, otte år.
Der er da to lår, ikke? spurgte jeg forvirret.
Nej! Der er kun ét tilbage! stampede Freja.
Jeg gik hen til bordet. Halvdelen af kyllingen var væk. Kun brystet og nogle forladte kartofler lå tilbage.
Hvor er far?
Han gik. Han tog halvdelen af kyllingen og gik, knurrede Oliver.
Jeg greb telefonen og ringede til Mikkel intet svar. Jeg tog nøglerne og stormede ud. Vreden kogte i mig: igen! Han havde taget det bedste til sig selv. Men denne gang var det ikke engang til ham det var til hans venner. Det var ikke bare egoisme, det var forræderi.
Ved torvet sad Mikkel på en bænk med sine venner. Øl i hånden, kylling på skødet. De lo, spiste og slikkede fingrene.
Er det ikke for meget? råbte jeg med øjnene fulde af ild.
Gå hjem, vi snakker senere, svarede Mikkel, generet overfor sine kammerater.
Nej, vi taler nu! Du stjal, hvad jeg lavede til vores børn! Skammer du dig ikke? Er det ikke nok, at du altid tager det bedste til dig selv? Nu skal dine venner også have det, der ikke er dit?
Gå nu, før jeg bliver sur, svarede han og greb min arm.
Hvad laver du? rasede jeg. Du er ikke bare en egoist, Mikkel, du er en tyv. En tyv, der stjæler fra dine egne børn for at mætte dine fætre!
Hold nu op, det er bare én gang, knurrede han, ydmyget foran sine venner.
én gang? Hvad med frugterne? Eller min mors laks, som du slugte på en dag? Eller den gang til grillfesten, hvor børnene fik de forkullede rester, mens du proppede dig med det bedste?
Jeg vendte mig om og gik hjem.
Da han kom hjem om aftenen, stod jeg ved vinduet.
Du skulle se dig selv, grinede Mikkel. »Skilsmisse over en kylling«. Du burde være i et tv-program.
Jeg vil have en skilsmisse, sagde jeg iskoldt. Du forstår det ikke engang. Det handler ikke om kyllingen. Det handler om din grådighed, din egoisme, og at du kun tænker på dig selv.
Hvor skal jeg så bo? spottede han. Nu går du over stregen.
Hos din mor. Hun, der lærte dig, at alt det gode er dit. Lad hende nu dele med dig.
Mikkel gik, overbevist om, at jeg bluffede. Men næste dag indgav jeg skilsmisseansøgningen. Han sov hos sin mor.
To uger senere ringede telefonen.
Du havde ret, sukkede min eks-svigermor. Han æder alt hos mig. Jeg køber chokolade, spiser ét stykke resten er væk om aftenen. Jeg troede, du overdrev. Men i går tog han endda den sidste dråbe vand fra elkedlen uden at spørge.
Vil du have, jeg tager ham tilbage? spurgte jeg forbløffet.
Nej… bare… brokke mig, tror jeg.
Held og lykke så. Jeg er videre med den grådigrøv. Og ved du hvad? Nu kan jeg endelig trække vejret frit.
**Dagens lærdom: Man tålte mange ting af kærlighed. Men når egoismen hersker ved bordet, kvæler det hjemmets sjæl.**
